’Det mondæne Vesterbro.’ Ja, det stod der sgu! Sidste uge så jeg vendingen blive brugt i en avisannonce for en ejendomsmæglerkæde. Da jeg kiggede op fra tryksagen, så jeg en anæmisk hvid junkie, der stod bøjet sammen midt på Istedgade i en forvredet og unaturlig stilling. En slags stopdans for heroinmisbrugere.

 Inde på fortovet grinte et par meget sorte og meget unge piger af manden, der med sit askegrå ansigt lignede et stykke fastfrossent fabeldyr fra Narnia. Pigerne var på arbejde, så deres opmærksomhed forsvandt hurtigt fra junkien og ned til de tonede bilruder, hvorfra kunderne tjekkede dem ud.

Hverdagsbillede fra Vesterbro anno 2006.

At sige at Vesterbro er mondænt er ligeså dumt som at gøre hovedrent i din lejlighed, før du holder fest. Jeg bor selv på Vesterbro, hvilket min telefonbog på mobilen bærer præg af. Kanylepatruljens nummer har for længst fået sin egen speeddial tast. Vesterbro er snarere en hamrende skizofren bydel.

 Det er nemlig ikke kun overskudsagtige, veluddannede og café latte-drikkende børnefamilier på christania-cykler, der bor på Vesterbro, selv om en massiv kampagne (ejendomsmæglerkæderne?) har fået de fleste til at tro det. Det er ligeså høj grad en bydel med massive sociale problemer, som ingen rigtig gør noget ved. Læserbrevene i lokalsprøjten, Vesterbro Bladet, er i stigende grad skrevet af frustrerede borgere, der eksempelvis ikke kan komme ind i deres opgang, fordi døren er blokeret af fixende narkomaner.

Så længe myten om det mondæne Vesterbro lever i politikernes hoveder, sker der ikke noget ved problemerne. Imens stresser  kanylepatruljen.