Vi kender alle til at prøve at gøre et godt indtryk ved at tilpasse os omgivelserne. Det gør vi for eksempel, når vi støvsuger, inden gæsterne kommer, eller sørger for at Kafka står forrest i bogreolen. Det er helt normalt at gøre engang imellem.
Men halvdelen af os ændrer hver eneste dag vores personlighed, når vi går på arbejde. Og det stresser os. Mere end hver tredje finder det trættende, og 28 procent synes, at det er en kilde til stress. Det viser en ny undersøgelse lavet af erhvervspsykologer fra firmaet OPP.
»Mange føler, at de tager er maske på, når de går på arbejde, Det kan være enormt energikrævende og nedslidende i længden,« siger sociolog og business- coach Anette Prehn.
Tro mod sig selv
Et typisk eksempel er den indadvendte person, som føler sig nødsaget til at være udadvendt, opsøgende og small-talkende på arbejdet, Det kan også være dem, der af natur tænker stort og er fleksible, men på jobbet fremstår superstrukturerede og detaljeorienterede.
»Mange føler ikke, at de er tro mod sig selv,« siger Anette Prehn. Det giver en dårligere præstation på arbejdet, mindre passion og engagement og manglende overskud i hverdagen - også når man kommer hjem til kæresten eller ægtefællen.
»Den store arbejdsglæde opstår, når man kan bruge sine talenter, være tro mod sig selv og i samarbejdet med andre få 1 plus 1 til at blive 3« siger Anette Prehn.
Hører du til blandt
kontor-kamæleonerne? Skifter du farve , når du går på job? Så foreslår
Anette Prehn, at du kigger dig i spejlet og spørger:
Hvilke sider af mig selv skjuler jeg for at passe ind på jobbet?
Hvad vil blive muligt for mig, når jeg begynder at give mere plads til de sider?
Hvordan vil det gavne andre (kollegerne, chefen, arbejdspladsen, kunderne, familien)?
Hvad nu, hvis det ikke var så vigtigt for mig at passe ind - hvad ville jeg så bruge min energi på?
Hvad vil jeg, helt konkret, gøre anderledes end i dag?