Pacemakeren kan redde dit liv, men når du først er afgået ved døden, kan den være til skade.
Hvis den ikke bliver fjernet inden ligbrændingen, risikerer pacemakeren at eksplodere i ovnen.
- Det er klart, at det er en udfordring, fordi den teknologiske udvikling inden for helbredelse hele tiden udvikler sig. I gamle dage var der ikke noget, der hed pacemaker, da kremation blev opfundet, siger formanden for teknisk udvalg i Danske Krematoriers Landsforening, Tom Olsen.
For eksempel er pacemakernes batterier blevet kraftigere, og hvis den eksploderer, kan murværket sætte sig og revne, så ovnen skal mures om.
For 20 år siden registrerede Danske Krematoriers Landsforening (DKL) 44 pacemakereksplosioner. Det tal faldt støt frem til 2000, hvor der kun var syv eksplosioner, efter Sundhedsstyrelsen tog sig af problemet. Men i 2005 og 2006 var der en kraftig stigning med henholdsvis 29 og 23 eksplosioner. Tallene fra 2007 er ikke færdige endnu, men DKL forventer et stort fald, da der kun er indberettet syv eksplosioner fra to tredjedele af forvaltningerne.
- Men bare en pacemakereksplosion i krematorier er en for mange, lyder det fra formanden for DKL, Allan Vest.
Faldet i 2007 kan muligvis skyldes, at der er kommet elektroniske dødsattester med oplysninger om, at pacemakeren skal fjernes. Det er lægen, der fører ligsyn, som skal fjerne pacemakeren.
Også silikone eksploderer i ligovnen og sætter sig som en belægning i ovnene. DKL forholder sig løbende til de ting, danskerne får indopereret i kroppen.
- Det er ikke et stort problem, men vi tager stilling til tingene hen ad vejen. Og så skal man også huske den etiske vinkel. Det er døde mennesker, og det må være legalt at dø, uden at man skal omopereres, siger Tom Olsen fra DKL.
Antal pacemakereksplosioner:
1988: 44
1989: 24
1990: 23
1991: 22
1992: 18
1993: 32
1994: 30
1995: 22
1996: 16
1997: 10
1998: 17
1999: 6
2000: 7
2001: 13
2002: 11
2003: 10
2004: 17
2005: 29
2006: 23