Vi er ved at tabe en generation: 48.000 unge danskere under 30 år er påkontanthjælp. Op mod 60.000 er berørt af ledighed, og næsten 10.000 mangler praktikplads. Det er prioritet nummer ét for en kommende regering at gøre noget ved det problem. Det mener danskerne ifølge en helt ny opinionsundersøgelse, som blev offentliggjort torsdag i MetroXpress. Jeg er enig!
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen ved Aalborg Universitet konstaterer i MetroXpress, at undersøgelsen “også er en reaktion på, at den nuværende regering ikke nødvendigvis gør så meget konkret for de arbejdsløse unge.” Jeg kunne ikke være mere enig. VK-regeringen har syltet de unge og ladt dem i stikken, nu hvor de har allermest brug for en hånd. Det er mildest talt ikke særlig solidarisk.
Hvad den nuværende regering altså endnu ikke har fattet, forstår den danske befolkning godt: Hvis ikke vi gør noget for at hjælpe de mange unge, der lige nu ikke har noget job, så bliver det dyrt – både for den enkelte og for samfundet. Det viser alle undersøgelser og al erfaring, ikke mindst fra 1980’erne, hvor Danmark kæmpede med en tårnhøj ungdomsarbejdsløshed.
Den slags historiske paralleller preller imidlertid fuldstændig af på beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V). Til Politiken siger hun, at man ikke skal fæstne sig ved alle problemerne, for ”vi har vækst omend en svag vækst”. Svag vækst – og en stigende arbejdsløshed – det skal nok gavne de 100.000 ledige unge, Støjberg!
Nej, det er simpelthen ikke godt nok. Det er at gøre grin med de unge arbejdsløse at sige, at vi ikke skal fokusere så meget på problemerne. Det er at bagatellisere unges problemer og det viser frem for alt, at VK-regeringen er træt, ideforladt, handlingslammet.
Der er behov for konkrete tiltag, der kan gøre en forskel her og nu. SF har sammen fremlagt en række stærke bud på, hvad der skal til:
For det første, et løft til unge ufaglærte. Vi ved, at mere end 200.000 unge ikke får en uddannelse. Det er en katastrofe for den enkelte og for Danmark. Vi skal sikre, at unge ufaglærte får en uddannelse i en krisetid, hvor risikoen for arbejdsløshed ellers er stor. Derfor skal vi sikre, at flere unge får adgang til uddannelse – det kræver flere uddannelsespladser, en mere fleksibel uddannelse til dem, der ikke kan gennemføre en ordinær uddannelse og en tilbagerulning af regeringens nedskæringer i genopretningspakken.
For det andet, en reel praktikpladsgaranti. Vi ved, at næsten 10.000 unge mangler praktikplads. Unge, som gerne vil uddanne sig – men som bliver stoppet i forsøget. Det er en katastrofe, når vi ved, at Danmark kommer til at mangle faglært arbejdskraft om få år. Og det er urimeligt, at de unge ikke har mulighed for at færdiggøre deres uddannelse. Vi ville aldrig stoppe en gymnasieelev halvvejs i 2.g! S og SF vil indføre en praktikpladsgaranti på erhvervsskoler, så alle kan afslutte en erhvervs-uddannelse. De tusinder af unge, der i dag mangler praktikplads, vil være sikret en af de mange nye praktikpladser, som vores initiativer skaber. Konkret vil vi gøre brug af sociale klausuler ved offentligt byggeri, øge antallet af praktikanter i kommuner og regioner, og oprette nye praktikpladscentre. Oprettes der ikke nok ordinære praktikpladser, vil vi øge antallet af skolepraktikpladser.
For det tredje, en indsats for de unge faglærte, der er klemt mellem den økonomiske krise, ældre kollegaer og billigere østeuropæere. Vi ved, at op mod 60.000 unge er ramt af ledighed. Og vi ved, at mange unge faglærte må melde sig i arbejdsløshedskøen hver måned. Det er spild af ressourcer! Derfor vil vi fremrykke offentlige investeringer for 10 mia. kr. indenfor byggeri, energirenoveringer og klimatilpasning for at skabe nye job. Og vi vil bekæmpe social dumping og sikre ordentlig løn og arbejdsvilkår – og dermed fair konkurrence.
For det fjerde, en indsats for at få unge akademikere i gang. Mange dimittender kommer direkte ud til arbejdsløshed. Det er dyrt for statskassen, sørgeligt for de unge og risikerer at betyde massive kompetencetab. SF har fremlagt en vækstpakke, der vil skabe 60.000 job på tre år. Derudover vil vi sikre, at 90’ernes ”isbryder-ordning” genoplives i en to-årig periode. Ordningen sigter på, at unge akademikere kan ansættes med tilskud af små- og mellemstore virksomheder, der ikke tidligere har haft akademikere ansat. Derved kombineres nye job og innovation.
For det femte sikrer vi et generelt uddannelsesløft med vores ”fair løsning 2020”-plan. Et løft, der er historisk stærkt. I folkeskolen styrker vi fagligheden gennem maksimalt 24 elever i klasserne og to lærere i dansk og matematik de første tre år. På ungdomsuddannelserne vil vi sikre maksimalt 28 elever i klasserne og billig transport til uddannelsesstederne. Det skal være med til at fastholde de elever, som ellers kunne droppe ud. På de videregående uddannelser vil vi oprette 15.000 flere uddannelsespladser, sikre mere undervisning, mindre hold og studieboliger, der er til at betale. Det er en helt afgørende nøgle til vækst, at vi i Danmark gennemfører en uddannelsesrevolution på alle niveauer. Vi skal have alle med!
Samlet set handler det for mig om, at vi som samfund gør det eneste rigtige: investerer i ungdommen. Fordi vi ved, at de unge er Danmarks fremtid, og fordi vi skylder de unge en chance.