Hvad har Danmark gang i? Der går næsten ikke en dag, uden at jeg bliver mødt med bekymrede miner og rynkede bryn, når talen går på regeringens og Dansk Folkepartis grænseaftale. Det er ganske enkelt ikke lykkedes regeringen at overbevise andre end sig selv om, at aftalen ikke er i strid med de aftaler, som Danmark har forpligtet sig til i Schengen-samarbejdet. Måske har de ret - måske har de ikke. Forvirringen om hvad aftalen egentlig indeholder er total (seneste historie er, at der findes én version på dansk og én på engelsk!) og negative historier om Danmark tager til, alt imens regeringen skøjter rundt. Det er ikke bare EU Kommissionen, der er skeptiske, senest har den tyske vice-udenrigsminister og den tyske ambassadør meldt sig i koret af kritikere. Og også vennerne fra Dansk Industri er begyndt at råbe vagt i gevær. Men det er ikke bare diplomater, politikere og erhvervsfolk, der ryster på hovedet. Grænseaftalen er på tysk fjernsyn blevet genstand for satireprogrammer og vores naboer er begyndt at aflyse deres ferier til Danmark. Kønt ser det ikke ud. Specielt ikke her et halvt år før Danmark sætter sig i EU-formandsstolen. Vi har mange fine planer om, hvordan vi skal bruge vores halve år som formandsland - men velkommen til virkeligheden: har de andre en opfattelse af, at vi giver fællesskabet fløjten, så kan vi godt glemme alt om at få deres opbakning.
Mens de kritiske røster tager til i styrke kan man se skatteminister Peter Christensen tone frem på skærmen og forsikre journalisterne om, at der ikke er noget at komme efter, og at det hele handler om en stor misforståelse. Tilsyneladende upåvirket af den eskalerende diplomatiske krise, som sagen er ved at udvikle sig til. Som en anden bambi på glatis er Christensen ved at gøre mere skade end gavn og hans argumenter smuldrer for hver dag der går. Alt imens lille Lars gemmer sig i kulissen - det kræver også sin mand at lægge sig ud med Pia Kjærsgaard, der er på desperationens afgrund: for hvis DF har givet køb på efterlønnen for noget der er slet ikke kan realiseres, hvad har hun så?
Kedeligt at der er gået så meget valgkamp i skidtet, at selv statsministeren er parat til at tilsidesætte sine forpligtelser som statsoverhoved. Så prøv dog med lidt krisestyring! Lad os få lokumsaftalen med DF frem i lyset - lad os se de juridiske og praktiske konsekvenser. Hvad betyder en permanent told- og grænsekontrol? Hvordan harmonerer det med Schengen-regler og med toldunionen? Kommissionen har eftersigende sendt Danmark en række konkrete spørgsmål - må vi se svarene eller vil regeringen holde dem for sig selv? Hvis der vitterligt ikke er noget at komme efter, så lad os se det sort på hvidt. Kom nu Lars, vis os og omverdenen, at du har lidt format!