Det var nogle lettere vantro blikke, holdet fra tv-stationen PBS gav mig, da jeg fortalte at min tur fra South Carolina til New York gik via en Greyhound bus i stedet for et fly. Så et grin, efterfulgt af et lidt mere forsigtigt:

”Er det på grund af penge?”

”Nej, nej. Når man tager bussen for man faktisk set noget af USA i stedet for bare at flyve henover det. Og så møder man en masse interessante mennesker, men ellers ikke vil rende ind i,” prøvede jeg at forklare.

Det fire mand store tv-hold nikkede og smilede. Stadig iført vantro øjne.

De interessante mennesker, man møder på en Greyhound-bus, er bunden af det amerikanske samfund. De fattige og de eftersøgte (i modsætning til flyture kræver det ikke ID at tage bussen).

Min første sidekammerat Cheryl passede da også godt på den beskrivelse. Hun var på vej til Sumpter for at få sin mand ud af fængsel. Det var noget med en bil, som han havde stjålet, men alligevel ikke stjålet, og derfor sad uberretiget fængslet. Men hverken hende eller hendes mand havde de 100 dollar (lidt over 500 kroner), som det krævede at få ham sat på fri fod, indtil han skal i retten 19. februar.

”Min mand arbejder, så når han sidder i fængsel, har vi ingen penge,” forklarede hun.

”Og jeg er gravid, så der er ingen, der vil ansætte mig,” siger hun.

Da jeg spurgte Cheryl om hendes holdning til primærvalgene, kiggede hun ned mod gulvet og rystede på hovedet.

”Jeg burde nok følge mere med, end jeg gør. Jeg har bare ikke tid til,” svarede hun undskyldende.

De fleste af dem, jeg snakkede med på min 16 timer lange bustur, havde det på samme måde som Cheryl. Når det handler mere om at skaffe mad til dagen efter, så træder skænderierne mellem ping’erne i Washington i baggrunden.

”Det er ligegyldigt, hvem der vinder. Jeg gider ikke følge med i det,” sagde bygningsarbejderen Jeff  fra New York.

Valgdeltagelsen i USA er ikke imponerende set med danske øjne. De sidste mange år har den ligget omkring 50 procent af de stemmeberretigede (i 2004 fik den dog et ordentlig skub op og endte på 57 procent). Men der er stadig langt flere, som stemmer til American Idol på tv end til præsidentvalget.

Men noget tyder på, at det kommende valg vil få amerikanerne til at registrere sig som vælgere og gå ned og sætte sit kryds. Der har hidtil været rekordstore valgdeltagelser i de første primærvalg.

Den pensionerede Gloria fra Philadelphia har da også tænkt sig at stemme.

”I lååve her,” sagde hun om Hillary Clinton, som får hendes opbakning.

Egentlig mest på grund af Bill. Tingene var – ifølge Gloria - bare bedre, dengang han styrede landet og økonomien gik godt.

Da jeg skiftede bus i Richmond, Virginia, tog Gloria i en anden retning og jeg kom til at sidde ved siden af Cámera fra Guinea. Han kan ikke stemme, fordi han endnu ikke har fået statsborgerskab. Men det formindskede ikke interessen.

”Jeg kan godt lide Rooney. Han er æstetisk og ligner en præsident,” sagde han på fransk-afrikansk-amerikansk med hentydning til Mitt Romney.

”Det er ikke godt hvis Ms. Clinton vinder. Hun er ikke en god person. Men Obama vil være god for verden. Hvis USA får en sort præsident, vil det give håb til resten af verden,” forklarede Cámera og beklagede sig samtidig over den manglende interesse fra de amerikanere, som har muligheden for at stemme,men ikke bruger den.

Min taxachauffør i Columbia, South Carolina, er en af dem. Men som han udtrykte det:

”Det er ligegyldigt, hvem folk stemmer på. De lover alle sammen en hel masse, men når de så bliver valgt passer de kun på sig selv og folk som dem.”

”Det der med at stemme er ikke noget for folk som mig.”