Jeg har tømmermænd og skal hjem og sove, da tre salatfade kører forbi med fuld udrykning. Journalistgenet vågner og mobilen bliver fundet frem. Unge har besat et hus på Dortheavej, lyder det fra redaktionen. Jeg står i nordvest og hopper fluks ind i en taxa og afsted.
Jeg elsker adrenalinsuset ved at dække breaking news. Og selvom der står udland på visitkortet, så lader jeg ikke chancen gå mig forbi. Men der er stille og roligt, da jeg halvløbende ankommer til Dortheavej. De lyserøde stilethæle er absolut ikke fornuftigt fodtøj til lejligheden. Politiet står kampklædt og klar. De unge provokerer, men det er bestemt ikke ligesom de tv-billeder News genudsender hele aftenen. Langt det meste af tiden slapper folk bare af. Men pludselig er der vild opstand, mens jeg sidder og desperat prøver at få mit mobilkamera til at sende billeder ind til avisen.
Jeg skynder mig hen mod råben og skrigen og tænker, shit, nu sker det. Men i stedet for politistave og masseanholdelser er hylekoret blot sat igang fordi TV2 sender direkte. Så snart kameraet slukker, gør hylekoret det samme.
De unge er medievante og ved udemærket godt, hvordan de skal opføre sig for at få maximal dækning. Efter politiet har forladt stedet, går jeg med mine kolleger, som er stødt til mig, ind i huset. Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig før har været i et besat hus, så jeg er ufatteligt nysgerrig. Vi tuller lidt rundt og kigger på de tomme, kolde lokaler, da Mads Clausen fra pressegruppen finder os. Der er pressemøde om lidt. Vi følger med og kæmper os gennem de glade menneskemængder. Der er for mange journalister til det lille lokale, som først er valgt, så vi bliver rykket videre. Tre repræsentanter for besætterne stiller sig op mod en væg, mens stearinglys bliver sat foran dem for at få lidt lys ind. Vi er omkring 10 journalister og lidt flere fotografer, som står i en ring uden om de tre unge, som oplyst af blitzlys fortæller om deres agenda.
Mens jeg lytter til snakken om uretfærdighed, diskrimination og det nye Initiativet for flere ungdomshuse s grundsyn på livet, kommer jeg til at stene over, hvor surrealistisk det her er. Jeg står i Nordvest til pressemøde i et besat hus?!? Hvis ikke lokalerne var så usle, og det eneste lys udelukkende fra stearin og blitzlys, kunne det lige så godt have været et pressemøde for lancering af et nyt bleprodukt eller annonceringen af en politisk tilbagetrædelse. Først bliver vi orienteret, og så stiller vi spørgsmål. Alt foregår pænt og ordentligt. Vi får vores citater, og de får deres synspunkter ud.
Men trods snak om frisind og åbenhed, så er der grænser for de unges velvilje mod pressen. Efter mødet bliver vi bedt om at gå. Hvis vi bliver, kan de jo ikke længere styre, hvad vi får at vide. Spin 101. De unge ved godt, hvordan styrer en nyhedsstrøm.
Jeg anker min sag til medlem af pressegruppen Anna Sørensen. Siger, at vi jo får et forvrænget billede af dem, hvis vi kun er vidne til konfrontationer med politiet, og ikke den gode stemning bagefter. Der er lukket land. Vi skal gå. Lidt mere overtalelse og plæderen for min sag, og hun invilger i at give os en hurtig rundtur i huset, så jeg kan få det med i reportagen.
Alle er velkomne til festen, siger Anna Sørensen, mens hun f ører os igennem hyggelige lokaler med godt gang i den.
Tja, alle er velkomne pånær mig. Festen ser ellers ret sjov ud, men de er bange for at jeg sladrer om, hvad der sker derinde. Det burde de også være. Men jeg er stadig ked af, at jeg går glip af en sjov fest.