Jeg er en bognørd. Elsker simpelthen bøger. For ikke så lang tid siden læste jeg en lang artikel i Time om "fremtiden for bøger - den elektroniske bog". Jeg kan godt se pointen, hvis man skal rejse jorden rundt som rygsækrejsene og ikke gider bære rundt på 14 kilo paperbacks, men derudover vil en elektronisk bog aldrig fungere for mig. For jeg elsker bøger. Mit favoritting i min (meget lille) lejlighed er min ene væg i stuen, som udelukkende består af reoler fyldt med bøger. De giver min lejlighed liv, og det seneste år har jeg fået udbygget den så meget, at jeg måtte en tur forbi Ikea igen.
For et år siden lavede jeg her på bloggen en liste over de bedste bøger, jeg fik tygget mig igennem sidste år. Siden dengang har jeg læst 61 bøger (jeg er rent faktisk så meget nørd, at jeg har tal på det). Nogle har været geniale, nogle mindre fantastiske. Alle sammen en oplevelse. Jeg satser på at komme igennem et par stykker til i december, men tænkte, at jeg hellere måtte skrive dette års liste inden jul, hvis jeg skal gøre mig noget som helst håb om, at nogle af mine anbefalinger vil ende under juletræet i år.
Her er de bedste bøger, jeg har læst i 2007:
Januar:
Robert Fisk: The Great War for Civilisation: The Conquest of the Middle East
Et epos af den britiske legende, når det kommer til Mellemøst-journalistik. Fisk skriver indlevende om sine oplevelser på godt og ondt. Man er med i skyttegravene både den iranske og irakiske side af den forfærdelige krig mellem de to lande i 1980 erne, hører vidneberetninger fra Saddam Husseins torturkamre og hører om alle de dejlige mennesker, som giver håb for en plaget region.
Februar:
Alice Sebold: The Lovely Bones
Min gode veninde Jen anbefalede mig denne roman, da jeg var på besøg hos hende i London. Jeg måtte skrive en klage-sms til hende, da jeg sad storvrælende i lufthavnen efter kun et par sider. Første linier lyder (min oversættelse): Mit navn var Salmon, som fisken; fornavn Susie. Jeg var fjorten, da jeg blev myrdet den 6. december 1973. Herefter følger Susie fra himlen sin families kamp for at komme sig over det brutale mord på hende, mens de er uvidende om, at morderen bor et par meter væk. En rørende debutbog, som har været en fortjent kæmpesucces for Sebold.
Marts:
Hisham Matar: Mændenes land
Hvordan er det at være barn i et diktatur? Hisham Matar giver et stærkt og gribende billede af, hvordan det var at vokse op i Moammar Gaddafis Libyen. Faderen forsvinder, det hemmelige politi venter udenfor huset og moderen bliver ved med at have brug for sin medicin , som hun køber under disken hos den lokale bager.
April:
Alexandra Fuller: Don t Let s Go to the Dogs Tonight
En af de sjoveste bøger, jeg nogensinde har læst - trods at emnet er alvorligt. Alexandra Fuller beskriver sin barn- og ungdom i Rhodesia/Zimbabwe med skævhed og humor og indsigt. Det er ikke ofte, at man hører en beskrivelse af første skoledag, hvor Alexandra bliver nødt til at holde AK 47 eren, mens mor kører bilen.
Maj:
Christina Lamb: House of Stone
Vi bliver i Zimbabwe (jeg var på reportage dernede i maj, så har haft lidt Zim-tema dette år). Lamb er en af Englands dygtigste og mest respekterede journalister. I House of Stone genskaber hun to personers opvækst og liv i Zimbabwe. Hvide Nigel og sorte Aqui. Deres liv flettes sammen, da Aqui bliver tjenestepige for Nigels familie. Men Lamb fortæller begges historier fra barnsben, hvilket giver et helt unikt indblik i, hvor stor forskel der var mellem sort og hvid i Rhodesia. Der er skrevet utallige bøger om Rhodesia/Zimbabwe - også utallige fantastiske bøger - men langt de fleste af det er skrevet af hvide om hvide. Her fortælles begge hudfarvers historie.
Juni:
Chimamanda Ngozi Adichie: En halv gul sol
Vi bliver i Afrika, men rykker nordpå til Nigeria - eller rettere sagt Biafra. For Adichies prisvindende roman foregår under den nigerianske borgerkrig fra 1967 til 1970, hvor regionen Biafra rev sig løs og kæmpede for selvstændighed. Der er en grund til, at den blot 30-årige Adichie er den største litterære stjerne i Afrika for tiden. Jeg er hamrende misundelig på hendes evne til at røre sine læsere og beskrive verden gennem tre vidt forskellige personers øjne.
Juli:
Her bliver jeg nødt til at vælge to bøger, der ligger nogenlunde så langt fra hinanden, som bøger kan.
Nick Flynn: Endnu en lortenat i en røvsyg by
Flynns selvransagende beskrivelse af faderens livslange alkoholmisbrug, der ødelægger ham støt fra lovende forfatter til udslidt nul på gaden. En livsbane Nick Flynn er lige ved at gentage. Lige ved. Jeg havde den stående på hylden i utrolig lang tid, fordi jeg havde regnet med, at den var dybt deprimerende. Kunne ikke være mere forkert. En underholdende og livsbekræftigende bog, som man stryger lige igennem.
J.K. Rowling: Harry Potter and the Deathly Hallows
Jeg er en stor Harry Potter fan (som nogle af jer ved). Jeg var desværre sygdomsramt et par uger i sommerferien, men fik det en hel del bedre, da jeg fik hevet mig ned i 6A eren og kæmpet mig ind til Politikens boghal på Rådhuspladsen og endelig stod med mit eksemplar i hånden (om formiddagen efter den udkom, hvilket var lidt af en skuffelse, da jeg de sidste mange år har stået klar midnat for at få fingrene i den). Afslutningen på et genialt epos. Er vist ikke mere at sige end det.
August:
Cormac McCarthy: The Road
En meget lille bog, som gør et enormt indtryk. Verden er gået under. En mand følges ned af vejen med en dreng. Asken har lagt sig overalt. Livet skal bevares. Der skal kæmpes for det. Men hvorfor egentlig? I begyndelsen syntes jeg egentlig ikke om Cormac McCarthys bog. Men lige så stille og roligt krøb den ind under huden på mig. Helt derind, hvor jeg ikke kan få den ud igen. Det gør ondt at tænke på, men jeg ville for intet i verden være uden oplevelsen af dette lille mesterværk. Læs den, læs den, læs den.
September:
Klaus Winkel: Hvorfor er det så svært for Afrika?
Da jeg i september sidste år begyndte på Nyhedsavisen fik jeg blandt andet Afrika som stofområde. Og så var det jo, at jeg fandt ud af, hvor lidt jeg vidste om Afrika. Jeg ville ønske, at jeg havde haft Winkels bog i begyndelsen af min Afrika-uddannelse. Den er letlæselig og giver en god introduktion til kontinentet syd for Sahara og de massive udfordringer, det står over for. Burde være obligatorisk læsning i alle landets gymnasier.
Oktober:
Martin Meredith: The State og Africa
Og er man til den letlæselige - men meget tykke og omfattende - Afrika-historie, så er Meredith fantastisk. Dækker Afrika (hele kontinentet) fra uafhængiheden til i dag.
November:
Carl Bernstein: Hillary Rodham Clinton
Jeg skulle egentlig have interviewet ham for en uges tid siden, men så valgte han i stedet at lægge sig syg. Øv. Men det gør ikke hans Hillary biografi mindre fantastisk. Veldokumenteret og velskrevet. Giver et fantastisk indblik i Clintons psyke og bevæggrunde (vil måske overraske mange, hvor konservativ og religiøs hun egentlig er, på rigtig mange punkter). På visse steder ville jeg nærmest have læst den som en knaldroman, hvis jeg ikke lige vidste i forvejen, hvordan historien ender... I hvert fald indtil videre.
Det var det indtil videre. Et par boblere skal lige nævnes, som ikke nåede med på listen, fordi de var så uheldige at blive læst i en måned, hvor noget andet simpelthen var bedre.
Kiran Desai: The Inheritance of Loss (sidste års Booker-vinder)
Andrew Meldrum: Where We Have Hope (en personlig beretning om tyve år som journalist i Zimbabwe og at blive smidt ud af landet med magt)
Malene Haakansson: Det værste er at dø i stilhed (en genial lille bog om krisen i Darfur)
Peter Godwin: Mukiwa - a White Boy in Africa og When a Crocodile Eats the Sun (to selvbiografier om at vokse op og vende tilbage til Rhodesia/Zimabwe)
Benazir Bhutto: Datter af Østen (et fantastisk indblik i den pakistanske oppositionsleders verdensopfattelse).
Jeg håber, at bare en enkelt eller to er nået herned i det, der udviklede sig til at blive verdens længste blog. Og jeg håber virkelig, at I har lyst til at læse nogle af de ovenstående bøger. De kan ikke anbefales varmt nok. Og skriv endelig jeres egne anbefalinger nedenfor. Der skal jo læses nye bøger næste år :-)