For to uger siden var jeg til middag hos mine bedsteforælde. Efter vi har spist sidder min ene onkel og leger med sin mobil, da han spørger, om jeg har en stærk mave.

"Tja, det synes jeg da," svarer jeg og tænker, at jeg nu skal se et eller andet åndssvagt om opkast. 

Han rækker mig telefonen. Øverst på skærmen står der russische soldat . Det er close-up på ansigtet af en mand, som ligger på jorden. Hans hoved bliver holdt nede af en militærstøvle. Han ser bange ud og prøver at vride sig fri, men støvlen holder hans ansigt helt ned mod jorden. En arm kommer ind i billedet med en stor jagtkniv. Den bliver stukket ned i halsen på manden. Først en gang, så to gange. Jeg kan høre ham gurgle, mens blodet fylder hans hals og se hans sidste, desperate blik, inden han dør. Bagefter skærer de hovedet af hans døde krop, og den ene hæver det op i luften som et trofæ.

Jeg er vandt til at se døden i mit arbejde. Hver dag kommer der billeder ind af lig fra verden over - langt de fleste er for grafiske til at kunne bringe. Togulykker, terrorangreb, krig. Men dem er jeg forberedt på. Jeg sætter mit filter op og prøver ikke at tænke på ofrene som rigtige mennesker . De er nyheder.

Men den russiske soldat på min onkels mobiltelefon hjemsøger mig. Min onkel har fået tilsendt videoen af en ansat, som har fundet den på nettet. Så vidt jeg ved, er den optaget under den russisk-afghanske krig i 1980 erne. Dengang har den været propaganda. I dag er den underholdning. Et lille sjovt indslag i hverdagen.  

Videoen er ikke unik. På nettet kan man finde døden mange steder. For et par år siden linkede flere store nyhedssites til halshugningen af journalisten Daniel Pearl. Jeg gik ind og så den. Jeg forstår stadig ikke hvorfor, ligesom jeg ikke forstår, hvordan en anonym russisk soldat er blevet til underholdning hen over det danske middagsbord.

Men måske er det bare den vej udviklingen går. For 90 år siden skabte det massiv forargelse, da digtere som Wilfred Owen og Siegfried Sassoon skrev om 1. verdenskrig. I stedet for at glorificere krigen, så beskrev de i detaljer sandheden om helvedet i skyttegravene, hvor tusindvis døde på stribe. Men folk havde ikke lyst til at vide, hvordan døden rent faktisk så ud.

Siden dengang er dødens detaljer blevet flere og mere grafiske. Og i dag har vi adgang til alting via internettet. Jeg tror ikke, at vi er blevet koldere mennesker, siden dengang et digt var nok til at forarge, men måske har vi bare vænnet os til, at vi kan se alt det onde i verden på en mms besked på mobilen.

I dag fik jeg min onkel til at sende mig beskeden med den russiske soldat, så jeg kunne se den igen, før jeg skrev denne blog. Jeg har stadig ikke kunne få mig selv til at trykke på afspil... Og jeg håber ikke, at jeg nogensinde får lyst til det...