På TV2 fortæller en reklame mig lige for tiden om hele Danmarks håndboldhold. Ja ok, jeg er nok ikke en del af Danmark, for det er da absolut ikke mit håndboldhold. Jeg hader håndbold. Der findes ikke noget værre, end at vågne en lørdag, hvor man virkelig har lyst til at stene foran fjernsynet (de af jer, som har læst min blog tidligere har måske opdaget, at jeg ikke har specielt mange kanaler at vælge imellem, og dårligt tv optager uforholdsmæssigt meget af min tid). Men ok, tilbage til lørdagen. Man vågner, laver noget mad, tænder for fjernsynet og hvad møder en? Håndboldlørdag. Ej, øv, suk.

Og nu har de dælme også invaderet min aftenflade. Den anden dag bippede jeg en god veninde for at høre, om vi ikke skulle lave noget hygge. Jo da, lød svaret. Vi ser håndbold nede på redaktionen, kommer du ikke? Nej, jeg gør da ej. For hvad er det lige, som er så fedt ved håndbold? Det er nogle mænd (eller kvinder), som løber frem og tilbage på en bane for at skyde en bold i mål. Ok, det ville jeg godt kunne overleve.

Men det, der virkelig er slemt ved håndbold, er håndboldfans ne. Hvorfor skal de larme så meget? De sidder der med underlige pinde, som de slår mod hinanden, eller med trommer, som de i flere timer hamrer løs på? Og så skal der lige fire et halvt sekunds halvfemserpop ind over efter hvert mål? Hvad er pointen? Samtlige af verdens håndboldspillere må da have udviklet en led tinitus efterhånden.

Så forbyd håndbold. Eller deporter det i det mindste til en sportskanal et sted ude i cyberspace, hvor vi andre slipper for at høre larmen.