Den her weekend har været en af mine bedste i lang tid. Et er selvfølgelig at jeg havde fire dage fri, men gode venner, gode byture og så lige et fedt journalistisk indfald i at snuble over Dortheavej skader bestemt ikke bedømmelsen. Jeg har fået ros for blog og artikler, og det hele kører. Men så var det lige, at jeg spurgte en af mine gode veninder om hendes mening om min blog. Veninden er altid ærlig, og bedømmelsen var da heldigvis også god i samtalen over messenger. Men så tilføjede hun: 

"Mit eneste kritikpunkt må være, at du lyder lidt for perfekt. Sådan berejst, belæst og fuld af de rigtige meninger. Måske skal du overveje at sætte lidt på spil på et tidspunkt, så man ikke taber pusten og føler sig helt lille."

Hmm, tænkte jeg. Veninden har jo helt ret. For hele vejen igennem min blog fortæller jeg jo de sider af mig selv, som jeg gerne vil have, at folk kender. Men alle de andre sider, er der jo stadig. Og det er jo det fantastiske og forfærdelige ved blogs. I en blog er man, som man gerne vil være. 

I bloggen er jeg ikke Sara, som stadig har opvask stående fra fredagsdrinks med veninder. Eller Sara, som burde læse Weekendavisen hver uge, men stadig har de sidste to ugers aviser liggende urørt på stuebordet. Eller Sara, som bliver alt for længe i fredagsbaren, selvom der er ting, som skal ordnes i morgen. 

Blogs viser den side af os selv, som vi gerne vil vise. Jeg har ikke været uærlig i noget, jeg har skrevet herinde. Men måske har jeg ubevidst valgt kun at vise visse grader af sandheden. 

Men på den anden side skrev jeg heller ikke i min jobansøgning, at jeg næsten hver dag sover over mig...