I Zimbabwes fængsler sulter de indsatte, og oppositionen bliver udsat for tortur og tæsk. Nyhedsavisen har talt med fire flygtninge.

Dette er del af en reportagepakke i fem dele fra Zimbabwe trykt i Nyhedsavisen den 18. og 19. juni:  

Spencer Ndemera holder ikke øjenkontakt, da han fortæller sin historie. To uger før er Spencer flygtet fra Zimbabwe, og han befinder sig et hemmeligt sted i Johannesburg, da Nyhedsavisen møder ham. Han er stadig bange for Zimbabwes efterretningstjeneste, som også opererer i Sydafrika.

»Det var en lang gåtur til friheden,« siger han og citerer Nelson Mandelas berømte selvbiografi A Long Walk to Freedom .

Han gik næsten 30 kilometer gennem bushen for at undgå vejspærringer på vejen. Mange dør på rejsen. Dræbt af røvere, politi eller krokodiller.

»Jeg blev nødt til at rejse uden noget som helst. Hvis politiet opdager dig med bagage, så anholder de dig,« siger han.

Spencer flygtede, fordi han havde fået at vide, at politiet var efter ham. Han var sikkerhedschef i en af oppositionspartiets afdelinger og har været anholdt utallige gange; senest den 13. marts, da han deltog i begravelsen af en ven fra oppositionen, som blev skudt af politiet under en demonstration.

»Det var en lang gåtur til friheden,« siger han og citerer Nelson Mandelas berømte selvbiografi A Long Walk to Freedom .

Han gik næsten 30 kilometer gennem bushen for at undgå vejspærringer på vejen. Mange dør på rejsen. Dræbt af røvere, politi eller krokodiller.

»Jeg blev nødt til at rejse uden noget som helst. Hvis politiet opdager dig med bagage, så anholder de dig,« siger han.

Spencer flygtede, fordi han havde fået at vide, at politiet var efter ham. Han var sikkerhedschef i en af oppositionspartiets afdelinger og har været anholdt utallige gange; senest den 13. marts, da han deltog i begravelsen af en ven fra oppositionen, som blev skudt af politiet under en demonstration.

Drak urin

Efter mange timer alene i en celle med afføring op ad væggene og næsten uden mad, blev Spencer flyttet til et forhørslokale.

»De begyndte at slå mig,« siger han.

Han slår sin højre næve ind i venstre hånd, mens han fortæller.

»Jeg blødte og var udmattet af tæskene, så jeg tryglede dem, om jeg ikke nok måtte få noget vand. De satte bind for øjnene af mig. Jeg fortrød, at jeg havde bedt om vand, for de gav mig en kop, som jeg troede var vand. Men da jeg smagte, var det bittert. De tvang mig til at drikke urin.«

Bagefter fortsatte tæskene i flere timer, indtil Spencer endelig blev løsladt.

Hans fortælling er langtfra unik.

32-årige Levy Mlilo er også lige flygtet efter den politiet seneste hårdhændede behandling.

»De tæskede mig. De tvang mig til at drikke urin. De satte elektroder på mine testikler.«

Han fortæller nærmest uden følelse, som om han prøver at lade det være en anden person, det er sket for. Indtil han slutter den opremsende sætning.

»Til sidst stak de en pistol i munden på mig og tvang mig til at sutte på den. Jeg troede virkelig, at det var slut. At jeg aldrig skulle se mine børn igen.«

Han måtte flygte uden sin kone og døtre på to og seks år. Han ved ikke, hvornår han vil få dem at se igen.