Jeg har snart fødselsdag. Noget, der burde være en super fantastisk ting. Og det er det da også. Jeg fejrer den på den engelske ø Guernsey, hvor en god veninde bor, og hun har planlagt stor fest for mig. Det bliver fedt. Men der er bare lige en enkelt ting, der irriterer mig rigtig meget ved min fødselsdag. At jeg bliver ældre.
Ja, ja, jeg ved det godt: "Du bliver kun 26 år Sara, du er jo stadig en baby," lyder svaret for det meste, hvis jeg kommer til at sige noget om mine alderskvaler (specielt hvis selskabet består af folk, som er ældre end mig).
Og det er da også fuldstændig tåbeligt at være ked af at blive 26 år gammel. Men det er jeg. Jeg kan godt lide ikke at være særlig gammel. Det handler vist lidt om muligheder. Da jeg blev færdig i gymnasiet var verden en stor mulighed. Ville jeg være det ene eller det andet. Ville jeg rejse verden rundt og opleve alt (jeg endte med at være pædagogmedhjælper i Farum i et år. Det var da også en slags oplevelse).
Men jo ældre jeg bliver, jo færre bliver mulighederne at vælge imellem (og hvad er det for noget latterligt pis med rynker? Jeg opdagede et par nye i lørdags, adr.)
Et andet problem med at blive ældre er, at det ligesom er meningen, at man skal blive voksen på et tidspunkt. I hvor mange år kan man egentlig tillade sig at rende fuld rundt i Købehavn hver weekend, have overtræk på sin konto, eller lade ens mor betale sin forsikring (jeg håber virkelig ikke hun læser det her, for hun har truet med, at jeg selv må punge ud i år, når jeg har fået job og tjener penge).
Ifølge FN er man ung, indtil man fylder 26. Så jeg har stadig et par uger tilbage, indtil jeg bliver voksen, hvor jeg kan té mig åndsvag og drømme om forfatterliv i en villa i Italien. Der er selvfølgelig stadig mange muligheder i verden efter min fødselsdag, og jeg har da (forhåbentligvis) også et par år endnu til at udforske dem (jeg tvivler også på, at jeg på en mirakuløs måde får plus på kontoen efter min fødselsdag).
Men mon der er nogen, som lægger mærke til det, hvis jeg bare fylder 25 igen?