Et kærligt men veltilrettelagt spark til Venstrefløjen fra Asmaa Abdol Hamid:
![]()

Asmaa dropper sit kandidatur i et år
Kære Venstrefløj
2007 var på mange måder et begivenhedsrigt år. Både for mig og for venstrefløjen. Og for dansk politik som sådan.
Og det var også et år, hvor min grundlæggende tiltro og begejstring for
venstrefløjen i Danmark fik nogle ordentlige ridser i lakken. Ridser,
som desværre også sætter spor, når det gælder venstrefløjens fremtid.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været en hård kamp for
mig, at komme gennem 2007. Først den megen debat om mit tørklæde,
manglende håndtryk til mænd og konstante udspørgen til mine holdninger.
En kamp som ikke mindst skyldes den modstand og mistænskeliggørelse,
jeg er stødt på blandt folk på venstrefløjen.
Lad mig sige det klart og tydeligt, jeg synes det var stærkt
beklageligt, at et flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse valgte at
indkalde til et ekstraordinært årsmøde i efteråret alene med det formål
at diskutere mig. Ikke fordi jeg ikke kunne klare en tur til igennem
møllen. Men fordi det var at sætte medlemsdemokratiet ud af kraft -
medlemmerne havde jo få måneder forinden valgt mig som kandidat.
Venstrefløjen har for mig altid stået for basisdemokrati og som et
opgør med topstyring, men der røg nogle af mine illusioner. Desuden
havde jeg altid regnet med, at venstrefløjen ville stå fat på sine
principper og ikke lade sig styre rundt i manegen af journalister eller
borgerlige politikere og kommentatorer. Men også der tog jeg fejl. Da
det begyndte at blive lidt svært, startede udsalget også på den konto.
Derfor er det også beskæmmende, når et flertal i selvsamme
hovedbestyrelse nu vil give mig skylden for det dårlige valg. Det er
åbenbart ikke kun i de stereotype fremstillinger af indvandrere, at der
opereres med skyld og skam, for i en intern evaluering peger man nu på
at det var min - og Villy Søndals - skyld, at Enhedslisten klarede sig
dårligt ved valget. Men det var ikke mig, der gik i panik og fortsatte
den interne debat ved at indkalde til ekstraordinært årsmøde. Og det
var ikke mig, der åbnede sprækker for kritik ved ikke at stå fast. Og
det var ikke mig, der brugte tiden på intern kævl i stedet for at tale
politik. Når jeg ser tilbage på valgkampen, kan jeg med sikkerhed i
stemmen sige, at jeg leverede et godt stykke arbejde. Jeg tog rundt i
hele landet og talte politik. Mødte nogle af de mennesker, som
Enhedslisten - og andre partier - aldrig nogensinde plejer at få i
tale. Og jeg endte da også med at få et godt personligt valg. Så ingen
skam herfra. Efter valget, hvor jeg har holdt mig meget i kulissen, er
Enhedslisten da også fortsat med at dykke i meningmålingerne. Så det
kunne jo tyde på, at det skyldes andre ting end mig, for eksempel det
(manglende) politiske indhold. Det vender jeg tilbage til.
Det er dog ikke kun Enhedslisten, som bør reflektere over året 2007.
For en par uger siden gik Villy Søvndal ud med kradse udtalelser mod de
udemokratiske kræfter i vores samfund. Og han opfordrede muslimer til
at deltage i demokratiet i stedet for. Jeg deler Villys opfattelse af,
at vi skal bekæmpe de udemokratiske kræfter. Jeg har flere gange selv
prøvet at blive udsat for eksempelvis hitz but tahirs angreb på mig,
fordi jeg som kvinde vil deltage i demokratiet. Men Søvndals ord
klinger hult, når man husker på, hvad han sagde, da jeg valgte at
stille op til folketinget. "Asmaa hører ikke hjemme på venstrefløjen"
sagde Villy i april sidste år til flere medier. Udover at det er ganske
frækt, at Villy mener, at han skal bestemme, hvem der hører hjemme på
venstrefløjen - især i andre partier end hans eget - så er det jo et
klart eksempel på, at han ikke selv er med til at åbne demokratiet op.
Han er ikke med til at give et reelt alternativt til anti-demokratiske
kræfter, hvis han med det samme, han ser en kvinde med tørklæde,
smækker døren i. Og det var ikke den eneste gang, at SF solgte ud
sidste år. Under valgkampen var 24 års reglen for eksempel pludselig
ikke så vigtig for partiet længere. Når forskelsbehandling bliver
spiselig for et såkladt socialistisk parti, så er det godt på vej til
at forlade venstrefløjen til fordel for de evige taburet-jagtmarker.
Nu skriver vi så 2008. Og jeg må erkende, at min skuffelse over
venstrefløjen ikke er blevet mindre. Villy fortsætter sin mobbekampagne
ved at bruge en retorik om, at folk "kan skride ad helvede til". Denne
ud-af-landet retorik plejer ellers at være forbeholdt højrefløjen. Og
mens SF brager derudad med det ene vidtgående forslag i forhold til de
netop overståede uroligheder efter det andet, ja så er der tilgengæld
larmende stille hos Enhedslisten. SF har bevæget sig så meget mod
højre, at det leverer et kæmpe rum til politiske udmeldinger. Men hvad
sker der? Næsten ingenting. Hvor var den massive protest over de
administrative udvisninger? Et retspolitisk gave for Enhedslisten
skulle man mene. Hvor var de politiske analyser og konkrete udspil på
baggrund af urolighederne de seneste par uger? Enhedslisten burde om
nogen, som selvudnævnt arbejderparti og Nørrebro-højborgs-parti, have
fingrene nede i materien og komme med de bedste bud. Men udover et par
spredte pip, har man intet hørt. Nogen alternativ dagsorden blev der
ikke sat.
Man må spørge sig selv: hvis valgkampen og tacklingen af de netop
overståede uroligheder er symptomer, hvad er så sygdommen? Hvad er det,
der sker og ikke sker på venstrefløjen for tiden.
Det er jo for det første åbentlyst, at venstrefløjen ikke har nogle
overbevisende analyser, politik og ikke mindst praksis, når det gælder
de udfordringer, vi står over for, når man taler om det, som ofte
kaldes det multikulturelle samfund. Enten stikker man hovedet i busken,
som Enhedslisten, eller også sælger man ud af arvesølvet som SF. Men
man skal i stedet tage ordentligt fat og stå fast. Man skal sige klart
og tydeligt nej til racisme, diskrimination og forskelsbehandling. Og
så skal man udvikle nogle modsvar til den herskende fortælling om
civilisationernes eller kulturernes sammenstød. For hvis ikke
venstrefløjen kan påpege, at for eksempel urolighederne gennem de
seneste par uger drejer sig om et socialt oprør, hvor socialt
marginaliserede grupper siger fra, hvem skal så.
Og det leder frem til den anden erkendelse, som venstrefløjen må gøre
sig: Man skal ud fra sine kontorer og ud i virkeligheden. Ud der hvor
det sker. Ud og møde de folk, man til første maj taler og andre
festlige lejligheder siger man taler for og vil støtte. Under
valgkampen rejste jeg rundt og talte med, hvad jeg ikke er bleg for at
kalde dele af den nye underklasse. Det er også der, jeg bevæger mig
rundt i min hverdag. Men hvor er resten af venstrefløjen? Hvis man vil
udvikle konkrete, overbevisende og mobilserende svar på for eksempel
urolighederne, så må man altså bevæge sig derud. Eller herud, skulle
jeg måske skrive, for jeg er her allerede. Danmark er ved at opleve
dannelsen af en ny underklasse, og det er om noget venstrefløjens
opgave at handle på det.
Et tredje ting, jeg mener man kan lære af såvel valgkampen som
urolighederne er, at venstrefløjen må holde fast. I tider, hvor tingene
forandres og er under pres er det også væsentligt at holde fast i sine
kerneværdier. Hvis man, som jeg har oplevet det, sælger ud gang på
gang, ja så ender man jo inde på midten før eller siden. Jeg meldte mig
ind i Enhedslisten, fordi jeg ønskede et klart alternativ til den
eksisterende politik. Mens SF er transformeret til en glitret
Villy-personkult, må man på resten af venstrefløjen ikke lade sig rive
med. Ellers mister man eksistensberettigelsen.
Med alt dette i baghovedet sidder jeg for tiden og skal overveje, om
jeg vil genopstille til folketinget eller ej. Mange har sprugt mig, om
Enhedslisten er klar til mig. Men jeg vil vende spørgsmålet om: er jeg
klar til Enhedslisten. Som jeg har det lige nu, mangler partiet og
venstrefløjen som sådan overbevisende svar på en række centrale
områder. Det arbejde vil jeg gerne tage del i. Men spørgsmålet er,
hvordan jeg gør det bedst. Jeg har derfor valgt at bruge det næste år
på at tage rundt i landet og diskutere politik og høre om folks
erfaringer. I denne uge startede jeg turen i Frederikshavn. Og jeg vil
bruge tiden på at opbygge netværk blandt nogle af de mange danskere der
- uanset navn eller hudfarve - er utilfredse med den førte social- og
integrationspolitik og som ligesom jeg ikke finder de nuværende svar
fra venstrefløjen overbevisende. Jeg vil lægge et stykke arbejde i at
organisere, mobilisere og aktivere. Det bliver spændende, hvor denne
rejse fører os hen. Jeg håber at rigtig mange vil deltage og komme med
inputs. Og jeg vil løbende selv kommende med indspark til debatten -
også på venstrefløjen og i Enhedslisten.
For at kunne stå frit - og for også at give Enhedslisten en chance for
at udvikle sin politik - har jeg valgt at springe opstillingen som
folketingskandidat over i år. Men kun i år. Til næste år kan både
Enhedslisten, venstrefløjen og jeg have rykket os meget. Så det er på
ingen måde et farvel til Enhedslisten eller partipolitik. Her bliver
ikke smækket med nogen døre. Og Søren Espersen og andre, der måtte håbe
at de aldrig så mig på folketingets talerstol, skal heller ikke glæde
sig for hurtigt. Jeg beholder naturligvis min suppleantpost og kommer
op på den talerstol før eller siden.
Mange hilsner
Asmaa Abdol-Hamid