Asmaa dropper sit kandidatur i et år

Kære Venstrefløj

2007 var på mange måder et begivenhedsrigt år. Både for mig og for venstrefløjen. Og for dansk politik som sådan.

Og det var også et år, hvor min grundlæggende tiltro og begejstring for venstrefløjen i Danmark fik nogle ordentlige ridser i lakken. Ridser, som desværre også sætter spor, når det gælder venstrefløjens fremtid.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været en hård kamp for mig, at komme gennem 2007. Først den megen debat om mit tørklæde, manglende håndtryk til mænd og konstante udspørgen til mine holdninger. En kamp som ikke mindst skyldes den modstand og mistænskeliggørelse, jeg er stødt på blandt folk på venstrefløjen.

Lad mig sige det klart og tydeligt, jeg synes det var stærkt beklageligt, at et flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse valgte at indkalde til et ekstraordinært årsmøde i efteråret alene med det formål at diskutere mig. Ikke fordi jeg ikke kunne klare en tur til igennem møllen. Men fordi det var at sætte medlemsdemokratiet ud af kraft - medlemmerne havde jo få måneder forinden valgt mig som kandidat. Venstrefløjen har for mig altid stået for basisdemokrati og som et opgør med topstyring, men der røg nogle af mine illusioner. Desuden havde jeg altid regnet med, at venstrefløjen ville stå fat på sine principper og ikke lade sig styre rundt i manegen af journalister eller borgerlige politikere og kommentatorer. Men også der tog jeg fejl. Da det begyndte at blive lidt svært, startede udsalget også på den konto.

Derfor er det også beskæmmende, når et flertal i selvsamme hovedbestyrelse nu vil give mig skylden for det dårlige valg. Det er åbenbart ikke kun i de stereotype fremstillinger af indvandrere, at der opereres med skyld og skam, for i en intern evaluering peger man nu på at det var min - og Villy Søndals - skyld, at Enhedslisten klarede sig dårligt ved valget. Men det var ikke mig, der gik i panik og fortsatte den interne debat ved at indkalde til ekstraordinært årsmøde. Og det var ikke mig, der åbnede sprækker for kritik ved ikke at stå fast. Og det var ikke mig, der brugte tiden på intern kævl i stedet for at tale politik. Når jeg ser tilbage på valgkampen, kan jeg med sikkerhed i stemmen sige, at jeg leverede et godt stykke arbejde. Jeg tog rundt i hele landet og talte politik. Mødte nogle af de mennesker, som Enhedslisten - og andre partier - aldrig nogensinde plejer at få i tale. Og jeg endte da også med at få et godt personligt valg. Så ingen skam herfra. Efter valget, hvor jeg har holdt mig meget i kulissen, er Enhedslisten da også fortsat med at dykke i meningmålingerne. Så det kunne jo tyde på, at det skyldes andre ting end mig, for eksempel det (manglende) politiske indhold. Det vender jeg tilbage til.

Det er dog ikke kun Enhedslisten, som bør reflektere over året 2007. For en par uger siden gik Villy Søvndal ud med kradse udtalelser mod de udemokratiske kræfter i vores samfund. Og han opfordrede muslimer til at deltage i demokratiet i stedet for. Jeg deler Villys opfattelse af, at vi skal bekæmpe de udemokratiske kræfter. Jeg har flere gange selv prøvet at blive udsat for eksempelvis hitz but tahirs angreb på mig, fordi jeg som kvinde vil deltage i demokratiet. Men Søvndals ord klinger hult, når man husker på, hvad han sagde, da jeg valgte at stille op til folketinget. "Asmaa hører ikke hjemme på venstrefløjen" sagde Villy i april sidste år til flere medier. Udover at det er ganske frækt, at Villy mener, at han skal bestemme, hvem der hører hjemme på venstrefløjen - især i andre partier end hans eget - så er det jo et klart eksempel på, at han ikke selv er med til at åbne demokratiet op. Han er ikke med til at give et reelt alternativt til anti-demokratiske kræfter, hvis han med det samme, han ser en kvinde med tørklæde, smækker døren i. Og det var ikke den eneste gang, at SF solgte ud sidste år. Under valgkampen var 24 års reglen for eksempel pludselig ikke så vigtig for partiet længere. Når forskelsbehandling bliver spiselig for et såkladt socialistisk parti, så er det godt på vej til at forlade venstrefløjen til fordel for de evige taburet-jagtmarker.

Nu skriver vi så 2008. Og jeg må erkende, at min skuffelse over venstrefløjen ikke er blevet mindre. Villy fortsætter sin mobbekampagne ved at bruge en retorik om, at folk "kan skride ad helvede til". Denne ud-af-landet retorik plejer ellers at være forbeholdt højrefløjen. Og mens SF brager derudad med det ene vidtgående forslag i forhold til de netop overståede uroligheder efter det andet, ja så er der tilgengæld larmende stille hos Enhedslisten. SF har bevæget sig så meget mod højre, at det leverer et kæmpe rum til politiske udmeldinger. Men hvad sker der? Næsten ingenting. Hvor var den massive protest over de administrative udvisninger? Et retspolitisk gave for Enhedslisten skulle man mene. Hvor var de politiske analyser og konkrete udspil på baggrund af urolighederne de seneste par uger? Enhedslisten burde om nogen, som selvudnævnt arbejderparti og Nørrebro-højborgs-parti, have fingrene nede i materien og komme med de bedste bud. Men udover et par spredte pip, har man intet hørt. Nogen alternativ dagsorden blev der ikke sat.

Man må spørge sig selv: hvis valgkampen og tacklingen af de netop overståede uroligheder er symptomer, hvad er så sygdommen? Hvad er det, der sker og ikke sker på venstrefløjen for tiden.

Det er jo for det første åbentlyst, at venstrefløjen ikke har nogle overbevisende analyser, politik og ikke mindst praksis, når det gælder de udfordringer, vi står over for, når man taler om det, som ofte kaldes det multikulturelle samfund. Enten stikker man hovedet i busken, som Enhedslisten, eller også sælger man ud af arvesølvet som SF. Men man skal i stedet tage ordentligt fat og stå fast. Man skal sige klart og tydeligt nej til racisme, diskrimination og forskelsbehandling. Og så skal man udvikle nogle modsvar til den herskende fortælling om civilisationernes eller kulturernes sammenstød. For hvis ikke venstrefløjen kan påpege, at for eksempel urolighederne gennem de seneste par uger drejer sig om et socialt oprør, hvor socialt marginaliserede grupper siger fra, hvem skal så.

Og det leder frem til den anden erkendelse, som venstrefløjen må gøre sig: Man skal ud fra sine kontorer og ud i virkeligheden. Ud der hvor det sker. Ud og møde de folk, man til første maj taler og andre festlige lejligheder siger man taler for og vil støtte. Under valgkampen rejste jeg rundt og talte med, hvad jeg ikke er bleg for at kalde dele af den nye underklasse. Det er også der, jeg bevæger mig rundt i min hverdag. Men hvor er resten af venstrefløjen? Hvis man vil udvikle konkrete, overbevisende og mobilserende svar på for eksempel urolighederne, så må man altså bevæge sig derud. Eller herud, skulle jeg måske skrive, for jeg er her allerede. Danmark er ved at opleve dannelsen af en ny underklasse, og det er om noget venstrefløjens opgave at handle på det.

Et tredje ting, jeg mener man kan lære af såvel valgkampen som urolighederne er, at venstrefløjen må holde fast. I tider, hvor tingene forandres og er under pres er det også væsentligt at holde fast i sine kerneværdier. Hvis man, som jeg har oplevet det, sælger ud gang på gang, ja så ender man jo inde på midten før eller siden. Jeg meldte mig ind i Enhedslisten, fordi jeg ønskede et klart alternativ til den eksisterende politik. Mens SF er transformeret til en glitret Villy-personkult, må man på resten af venstrefløjen ikke lade sig rive med. Ellers mister man eksistensberettigelsen.

Med alt dette i baghovedet sidder jeg for tiden og skal overveje, om jeg vil genopstille til folketinget eller ej. Mange har sprugt mig, om Enhedslisten er klar til mig. Men jeg vil vende spørgsmålet om: er jeg klar til Enhedslisten. Som jeg har det lige nu, mangler partiet og venstrefløjen som sådan overbevisende svar på en række centrale områder. Det arbejde vil jeg gerne tage del i. Men spørgsmålet er, hvordan jeg gør det bedst. Jeg har derfor valgt at bruge det næste år på at tage rundt i landet og diskutere politik og høre om folks erfaringer. I denne uge startede jeg turen i Frederikshavn. Og jeg vil bruge tiden på at opbygge netværk blandt nogle af de mange danskere der - uanset navn eller hudfarve - er utilfredse med den førte social- og integrationspolitik og som ligesom jeg ikke finder de nuværende svar fra venstrefløjen overbevisende. Jeg vil lægge et stykke arbejde i at organisere, mobilisere og aktivere. Det bliver spændende, hvor denne rejse fører os hen. Jeg håber at rigtig mange vil deltage og komme med inputs. Og jeg vil løbende selv kommende med indspark til debatten - også på venstrefløjen og i Enhedslisten.

For at kunne stå frit - og for også at give Enhedslisten en chance for at udvikle sin politik - har jeg valgt at springe opstillingen som folketingskandidat over i år. Men kun i år. Til næste år kan både Enhedslisten, venstrefløjen og jeg have rykket os meget. Så det er på ingen måde et farvel til Enhedslisten eller partipolitik. Her bliver ikke smækket med nogen døre. Og Søren Espersen og andre, der måtte håbe at de aldrig så mig på folketingets talerstol, skal heller ikke glæde sig for hurtigt. Jeg beholder naturligvis min suppleantpost og kommer op på den talerstol før eller siden.

Mange hilsner

Asmaa Abdol-Hamid