Ofre for diktatur nægtes demokratisk valgret.

Der er mange flygtninge med asyl i Danmark, som oplevede krigshelvedets gru  eller rædslen i Saddam Husseins og Khomeinis torturkamre.

Deres liv   i Danmark er præget af konstant uro og angst, og de fylder  godt op i psykologernes venteværelser. Og i  de Rehabiliteringscentre for Torturofre, som mange danskere nok er stolte af.

De fleste flygtninge vil gerne have dansk indfødsret. I sprogskolen lærte de dansk, men på trods af al ihærdighed ikke særligt godt, fordi man naturligvis lærer dårligt, når tankerne er optaget af vold og sorg. Eller fordi man igen glemmer, det man  lærte,  når man igen bliver rystet.

Der var fx en tolk, der  var flygtning, som endte med selv at skulle bruge tolk!

Kroniske choktraumer, som mange lider under, forringer hukommelsen og koncentrationsevnen,  bl.a. fordi der sker en fysisk nedbrydning af dele af  hjernen.

Alle steder i landet er der lang ventetid på traumeterapien, som selv i heldigste tilfælde ikke kan fjerne selve lidelsen. Flygtninge udskrives derfor på stribe som førtidspensionister.

De pågældende flygtninge må altså leve videre med deres mareridt, men uden udsigt til at blive accepteret som danske statsborgere. Der dispenseres ikke mere for sprogkravene, når torturofrenes ansøgninger om statsborgerskab behandles i folketinget. Deres lidelser bliver pr.definition ikke betragtes som så alvorlige, at der kan dispenseres for kravene, der stilles.

De afviste torturofre kommer altså ikke til at trykke Rønn Hornbech  i hånden på den nyindstiftede statsborgerskabsdag. De frøs heller ikke hænderne på forgængeren.

Der kom i Fremskridtpartiets tid faktisk en del ”luksusflygtninge”, som var  flygtet, inden det gik helt galt for dem. Det kunne være iranske og serbiske militærnægtere eller desertører. Der kom også  politisk aktive,  der - ligesom de danske frihedskæmpere under krigen - måtte tage flugten, når de var ved at blive indkredset.

Mange mente dengang, at disse bekvemmelighedsflygtninge ikke burde have asyl, fordi de ikke havde lidt ondt nok, de burde hellere tage hjem og kæmpe for deres sag. 

Denne gruppe flygtninge havde  generelt ikke så store sår på sjælen og klarede sig af samme grund godt i Danmark. De lærte sig dansk, fik arbejde eller tog en uddannelse, og de blev efterhånden danske statsborgere. De af dem, som endnu ikke har fået deres danske pas,  kan fortsat nå det.

Ironisk nok har disse "luksusflygtninge" bedre chancer for at få statsborgerskab end dem, der dengang blev anset for de ”rigtige eller ægte flygtninge” :
 
Lige midt i den danske virkelighed  står disse fysisk og psykisk nedbrudte flygtninge, som bærer på mindet om barbariet, og som derfor har brug for at få styrket følelsen af, at rædslerne trods alt  ikke gentager sig.

Mange  er  bange for at blive sendt ”hjem”, selv om de har fået asyl og har boet her i årevis. At afskære netop disse mennesker fra dansk statsborgerskab er med sikkerhed medvirkende til at skabe mere angst hos dem. De forstår godt, at de ikke betragtes som nyttige, og at de dybest set er tilovers og ikke agtede her i deres ny land.

De fik med de nye love om statsborgerskab et vink om, at netop fordi de er så hårdt ramt af skæbnen, må de ikke få del i sikkerheden og borgerskabet. De ser, hvordan andre bliver tilgodeset, som slet ikke på samme måde har været i klemme.

De kristne danskere med deres korsfarerflag udelukker dem fra fællesskabet og anvender  deres lidelse som et argument imod at give dem rettigheder. 

Vi ser nu det absurde, at i en familie, hvor manden er torturoffer og oprindeligt også var den, der fik tilkendt asyl, er det de andre familiemedlemmer, som kan få dansk pas, få lov til at rejse frit uden visum og stemme på Pia Kjærsgård.  Han selv nægtes disse rettigheder.

Hvorfor er et pas vigtigt?

Slægtningene til flygtninge er ofte spredt i mange lande, og passet giver muligheden for at holde sammen på resterne af familien. 

Med indfødsretten følger også den demokratiske stemmeret, som ofrene for diktaturer - ikke kun fra Irak - nok kan se en mening i at have adgang til. 

Endelig er Statsborgerskabet som symbol vigtigt for mange især fra flygtningegrupper, som har været udsat for folkedrab eller for dem, som er blevet tortureret af bødler fra en national majoritetsgruppe i deres eget land.   De  ønsker naturligt nok  ikke at beholde deres gamle nationalitet. Hvor mange tyske jøder  havde brug for deres tyske pas og  identitet i 1949?
 
 
Jeg taler i det foregående ikke om asylansøgere, men om flygtninge, der allerede har fået asyl, og som nu søger om at få tildelt dansk indfødsret, det som også hedder dansk statsborgerskab.

Man skal have haft lovligt ophold i Danmark i 8 år som flygtning, før man kan søge. om indfødsret.  Det er Folketinget, som ved lov tildeler indfødsretten, dvs. det er flertallet i folketinget, der selv afgør i hver enkelt sag.

Dette flertal har for tiden afgjort med sig selv, at man ikke føler at kunne optage mennesker, der lider af posttraumatisk belastningsforstyrrelse, hvilket  er det samme som kronisk chok, hvis det har ført til, at deres indlæringsevne er væsentligt ødelagt.