Flygtede børn, som kommer alene til Danmark, har ikke fået den hjælp til at finde deres eventuelle slægtninge, der måtte være her i landet i forvejen, sådan som det ellers er foreskrevet i loven. Udlændingeservice - som er en del af Integrationsministeriet - har ikke fulgt loven. Ombudsmanden har nu krævet, at krænkelserne af loven stopper.

"Udlændingeservice har ifølge udlændingeloven pligt til at eftersøge familiemedlemmer hurtigst muligt, når et uledsaget barn er kommet til Danmark. Det har Udlændingeservice ikke gjort i flere år."
"- Vi har nu taget ansvaret helt tydeligt på os og samarbejder med Udenrigsministeriet og med International Organization for Migration om de praktiske muligheder for eftersøgning," skriver Jakob Dam Glynstrup fra Asylkontoret i Udlændingeservice i en mail til Ritzau.
http://www.information.dk/telegram/282061
Man må til dette bemærke, at Udlændingeservice helt klart ikke har "taget ansvaret for" at følge loven. Og hvorfor har man så undladt at gøre det? Det er jo ikke første gang, at juristerne i netop dette ministerium ikke "kan læse loven".
Hvad er det nøjagtig i loven, der har været så svært at forstå? Man aner en ond vilje på spil, og det er da kreperligt, at det skal gå ud over børn.
Denne nye sag følger desværre mønsteret i en række andre sager, som er blevet afsløret fra tiden under den borgerlige "lov-og orden"- regering. Det er tilsyneladende princippet om, at "går den så går den", der har rådet. Og smutvejen har åbenbart været, at "bliver vi afsløret, så siger vi bare, at vi har ændret praksis".
Er der nogen, der er i stand til at føle deres retsfølelse krænket, når de hører om de gentagne lovbrud i ministeriet og de manglende sanktioner (straffe)?
En lommetyv slipper ikke med at tilkendegive, at han har "ændret praksis."
Straffene for lovovertrædelser er blevet skærpet betydeligt under den forrige VK(O) regering, mens den selv i vidt omfang har tilladt i hvert fald Udlændingeservice at overtræde lovene, så længe det bare gik ud over flygtninge, som man må have betragtet som mindreværdige mennesker.

Læs videre her om andre sager med systematisk lovbrud i Udlændingeservice:
http://avisen.dk/blogs/s.v.petersen/nu-skal-der-ryddes-op-i-udlaendingeservice_31759.aspx

Man kan kun glæde sig over den ny regerings beslutning om at nedlægge Integrationsministeriet. Det er hele kulturen i ministeriet, som skal laves om, og det kræver ud over en ny ledelse, som vil følge lovene, en helt ny organisering af administrationen.