’Sig selv nok’- syndromet

”Ikke tale bare snakke..” synges der i bedste Dylan-stil. Rummet eller situationen med ’mit’ og ikke det fælles ’dit og mit’ ekspanderes og aldrig har vi haft så mange der føler sig enlige. Årsagerne er mangeartede. Personer isoleres og marginaliseres, selv eller måske netop i de moderne vestlige kulturer. Men er det samfundets skyld og hvad kan vi selv gøre?

Vigtigst er det dog at spørge: Hvad sker der indeni os som mennesker, personer, når vi i højere grad isoleres og undgår eller fratages kontakt med andre ’virkelige’ personer? Det er der nu kommet svar på.

Neurologien har banet vejen for det man kalder den ’sociale neurologi’ - videnskaben om hvad der sker i hjernen, når vi er sociale. Ved hjælp af talløse hjerneskanninger viser det sig, at social adfærd er medfødt og heldigvis kan trænes gennem hele livet. Vi fødes hjælpsomme og som venlige ’kommen-hinanden-ved’ væsener.  Vi søger sociale situationer for her frigives hormoner, der giver os lyst og velvære.

En af de helt store landvindinger er opdagelsen af hjernecellerne spejlneuroner. Neuroner, der spejler den adfærd vi ser hos modparten. Smiler du – smiler modparten. Latter udløser latter o.s.v. Alle handlinger og adfærd der giver os vigtige følelser og mulighed for at afkode hinandens signaler og dermed hensigter. Svært at være foruden i overlevelsesmæssig sammenhæng.

Når vi møder et andet mennesker er der tale om et intimt ’hjerne til hjerne’ forhold - en slags ’følelsesmæssig tango’, hvor der, alt imens vi danser, sendes hormoner rundt i kroppen, der påvirker vores celler helt ned på det genetiske plan. At omgås de rigtige mennesker giver trivsel også på det fysiske plan– ’Dårligt selskab’ kan give varige skade krop og psyke.

Undgår eller fratages vi kontakt til andre personer sker der skade på den ’sociale intelligens’ og der sker en tæring der forværres over tid. Vi mister evne til at reagere socialt, vi mister evne til at se andre som sociale individer. TV og Internet samt arbejde i ’alene -situationer’ er små men dog signifikant stigende fratager os vores medfødte evners udfoldelse og vi fratages samværets gavnlige virkning på krop og psyke. Social autisme bliver det endelige resultat.

De værste skader sker i barndommen, hvor der i kraft af ringe social stimulering eller direkte skadelige sociale situationer ændres i den sociale intelligens to informationssystemer – instinkt og rational tænkning.  

’Sig selv nok’ – syndromet kan hente sin forklaring i neurologien og viser tilmed den selvforstærkende effekt, hvor graden af og tiden med isolation er ligefrem proportionel med intellektets forringelse.

Rhombus