Nu er det sådant skruet sammen at ikke alle forbrydelser er racistisk relaterede, ikke alle bliver begået af muslimer, eller af nazister.

Vi har stadig de gode gamle forbrydere, der ikke skelner mellem hudfarve eller Religion.

Meget bliver skrevet om muslimske "hædersmord", og det skal der også, det skal frem i lyset.

Hvad der også skal frem i lyset er noget vi aldrig har opfattet som hædersmord, nemlig mord begået i det der betegnes som etniske danske familier.

En dansk familiefar der myrder sin kone eller børn, i desperation over at partneren har fundet en anden, det er også et "hædersmord".

Så hvordan kommer vi videre, uden at drukne i de to yderfløjes ævl og bævl.

Har vi glemt at en forbrydelse er en forbrydelse, uanset hvilken Religion gerningsmanden/kvinden har.

NA kan være slemme til at bringe artikler der ikke er underbyggede, mange af dem er rent Se og Hør agtige.

Det må være hvad det er, men at der så straks er en del der kaster sig ud i fantasifulde, helst racistiske, forklaringer om forbrydelsen, det er latterligt.

I den bydel i København, hvor jeg voksede op, var der en kvinde der blev kaldt avisen, sød og rar, det var hun, og havde både mand og børn.

Men det var ikke nok, hun ville også leve naboernes liv, ikke som nu, hvor man kan sidde hjemme, muttersalene og sladre om de andre.

Nej hun kendte virkelig dem hun talte om

Hun blev også kaldt for sladrekællingen, og det hang ved hele livet.

Hvorfor sladrede hun, tja ,kedsomhed måske, og hvorfor sladrer folk i dag.

Mangel på livsindhold måske.

Og så er vi vel fremme ved sagens kerne, når jeg læser indlæg her på debatten, så undrer jeg over hvorfor det er så vigtigt for nutidens IT sladrekællinger at få placeret ansvaret, for noget man ikke ved noget om, på folk man ikke kender.

Men måske er det bare mangel på livsindhold.