Selv om vi kun er nået til tirsdag, tør jeg godt vædde en discountpilsner på, at indenrigs- og socialminister Karen Elleman (V) vinder kampen om ugens mest arrogante politiske bemærkning. Den faldt, da en journalist fra Berlingske Tidende spurgte, hvad ministeren synes, man skal gøre ved den uhyggelige rekord i antallet af lejere, som kongens foged sætter på gaden, fordi de ikke kan betale husleje:

»Gennem satspuljen har vi også sat midler af til øget gældsrådgivning til gældsplagede danskere, og ... de skal have at vide at huslejen er det første, der skal betales.«

Hallo! Når antallet af udsatte lejere er steget voldsomt i 2009, så skyldes det næppe, at gældsrådgivere glemmer at sige til folk, at de skal betale husleje. Det ved folk da godt.

Derimod ved socialministeren tilsyneladende ikke, at der findes et stort antal danskere, som dagligt står i meget ubehagelige valg mellem at betale elregning, mad, bredbåndsforbindelse og computer, så deres børn kan klare moderne skolearbejde, tøj, tandlægebesøg, medicin, fagforening, a-kasse, et sammenbrudt køleskab eller ditto støvsuger, foruden mad – og HUSLEJE. Der er nemlig bare sjældent råd til det hele på en starthjælp eller en kontanthjælp eller en understøttelse.

Derfor kan man se folk med huller i tandrækken i vores velfærdsgader.

Derfor offentliggjorde Københavns kommune sidste år en undersøgelse, der viste, at cirka 70.000 af byens borgere har så få penge, at de bliver socialt isolerede.

Derfor har frivillige organisationer råbt højt om et stigende antal, der har brug for hjælpepakker.

Derfor skrev de økonomiske vismænd allerede i januar 2007 en kronik om at ”fattigdommen i Danmark er langt mere omfattende end en optælling af hjemløse og landevejsriddere ville give indtryk af”.

Derfor har adskillige samfundsforskere argumenteret for at Danmarks skal have et officielt fattigdomsbegreb.

Derfor bliver folk sat på gaden af kongens foged på grund af huslejerestance.

Og bemærk så lige forskellen i handlevillighed:

Når Roskilde Bank og andre pengeinstitutter pludselig krakelerer, efter at være ved at sprænges af grådighed, så optræder staten hurtigt og villigt som oprydnings-, rengørings- og genopbygningsselskab.                     Når almindelige danskere helt uforskyldt rammes af en kombineret finansiel og økonomisk krise, får de at vide, at de skal intensivere deres søgning efter luftstegsarbejde og vindfrikadellejob - og i øvrigt huske at betale huslejen først.

Jep – vi elsker vort land, hvor få har for lidt og færre for meget ... eller ... hvordan er det nu, den sang lyder?