Hver anden mand er villig til at stige mindre i løn for, at lavtlønnede kvinder kan få mere i løn.
Det er dælendylme ugens bedste nyhed! – resultatet af en holdningsundersøgelse, som blev offentliggjort i onsdags.
Næstbedste nyhed kom fra Højesteret – som i torsdags dømte Ikast Betonvarefabrik til at betale næsten en million i erstatning til kvindelig kundekonsulent, som gennem otte år fik mindre i løn end to mandlige kolleger.
Med guldtråd på sort fløjl broderer Højesterets dom essensen i ligelønsloven: Det er arbejdsgiverens ansvar, at mænd og kvinder får lige løn for arbejde af samme værdi.
Lønforskellen mellem mænd og kvinder er ikke skrumpet i flere årtier. Hver gang manden tjener 100 kroner, så tjener kvinden kun 82 kroner. Gennemsnitligt. Og det fandens er, at ligelønsloven ikke bare lige kan skabe lighed:
For det første gælder loven kun for mænd og kvinder, der er ansat på samme arbejdsplads. Den kan ikke rette op på de lønforskelle, der kommer af, at arbejdsmarkedet er kønsopdelt og fortsætter med at være det mange år fremover: På sundhedsuddannelserne er mere end 90 procent af de studerende kvinder, mens 90 procent på håndværkeruddannelserne er mænd.
Så ærlig talt: Er det ikke på tide at få gjort op med en kønsarbejdsdeling, der ligner vores oldeforældres?
For det andet er lovens ord om lige løn for arbejde af ‘samme værdi’ som elastik i metermål. Den ‘værdi’, et arbejde tillægges, er i høj grad en personlig vurdering af, hvad der er ret og rimeligt. Sådanne normer er selvbekræftende: Når meget kvindearbejde traditionelt er blevet dårligere lønnet end mandearbejde, klistrer forventningerne om lavere løn til kvindejob.
Så ærlig talt: Er det ikke på tide at betragte det som mindre værdifuldt at gøre rent på et hospital tidligt om morgenen end at køre husholdningsskrald til forbrænding på samme tidspunkt? Mindre værdifuldt at passe og opdrage andre folks børn og pleje deres ældre end at reparere og vedligeholde deres biler eller huse? Mindre belønningsværdigt at få bæ på fingrene end olie?
For det tredje kan tillidsrepræsentanterne sjældent kontrollere, om loven bliver overholdt, fordi løn er tabuemne på mange arbejdspladser.
Så ærlig talt: Er det ikke på tide at lave vægaviser af lønsedler?
En fjerde og mere ømtålelig forklaring på uligelønnen er, at indkomstens størrelse har forskellig betydning for kønnenes seksuelle markedsværdi. Familieoverhovedet blev aflivet i lovgivningen for årtier siden, men jeg tror, at hans genfærd sidder på skulderen af nutidens mænd og kvinder, hvisker dem i øret, at mænd bliver mindre maskuline, hvis deres koner tjener mest.
Mænds ægteskabschancer stiger, når de er gode forsørgere, og falder drastisk, hvis de bliver fanget i arbejdsløshedsfælden. Det gælder ikke for kvinder.
Det betyder selvfølgelig, at mænd er mere oppe på tæerne i en lønforhandling end kvinder, og at arbejdsgivere – hovedsageligt mænd – er tilbøjelige til at give mænd større personlige tillæg.
Så ærlig talt – er det ikke på tide at smide oldnordiske forestillinger om den mandlige forsørger helt ud på lossepladsen?
Ligelønnens riddere – se:
http://avisen.dk/maend-vil-give-deres-loen-til-kvinder_114452.aspx
Højesterets dom – se:
http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2009/09/24/141530.htm