Det kræver åbenbart hår på brystet at være med i kommunalpolitik.
Ved sidste kommunalvalg blev der i hele landet valgt 7 kvindelige og 91 mandlige borgmestre. 
I kommunalbestyrelserne sidder der mandlige bagdele på lidt over 72 procent af stolene. Altså næsten 3 mænd for hver kvinde.
Og blandt kommunaldirektørerne, som er kommunens højest placerede embedsmand og borgmesterens nærmeste samarbejdspartner, er der 94 mænd og 4 kvinder.
Vender vi så blikket mod de ansatte i kommunerne – ja, så er 80 procent af dem kvinder.
Man kan vel passende konkludere, at i danske kommuner år 2009 er det mænd, der bestemmer og kvinder, der arbejder.

Så lang er vi nået på de hundrede år, der er gået siden kvinder og  tyende fik stemmeret til kommunalrådene i 1908.
Hvis udviklingen fortsætter i sammen fodslæbende gangart som hidtil, vil der først sidde lige mange mænd og kvinder i byrådene i år 2309 – altså om tre hundrede år.
Det er for langsomt efter mit temperament, og derfor går jeg nu på jagt efter en dygtig kvindelig kandidat. (Vel at mærke fra et parti med sideordnet opstilling, hvor antallet af personlige stemmer afgør, hvilke kandidater, der vælges. Min personlige stemme på en partiliste, hvor rækkefølgen på stemmesedlen, der bestemmer valgets udfald.)

Ikke fordi jeg tror, at kvinder generelt er dygtigere eller klogere eller bedre mennesker end mænd.  Men den vanemæssige kønskvotering af mænd til allehånde besluttende poster i samfundet irriterer mig.
Desuden har jeg en forhåbning om, at kommunalpolitikken kan drejes i mere menneskevenlig retning, hvis  der i byrådene kommer en stærkere repræsentation af ’varme hænder’, dvs. alle de ansatte, der arbejder med omsorgs- og pleje, uddannelses- og socialopgaver i kommunerne.
Og det er tiltrængt: 7-8 vuggestuebørn til hver pædagog i Københavnsområdet er bare et ud af mange skræmmende eksempler på, at vores samfundsmæssige velstand ikke bruges til velfærd.