Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Drik, ryg og sov dig til et langt og lykkeligt liv

19. september 2009 10:21
Visninger  [2343 ]   Debat  [8 ]

Det er på tide at nedsætte et ekspertudvalg, der regner på, hvor meget danskernes levetid kan forlænges ved at øge antallet af kaffe- og ølpauser i godt kollegialt selskab!

Den ide fik jeg forleden, da jeg læste, at  franskmænd drikker meget alkohol, ryger mange smøger – og lever længere end mere dydige europæere. Omvendt med danskere. De drikker også meget alkohol og ryger mange smøger, men heroppe nordpå falder straffen i form af en kortere levealder.

Uretfærdigheden i dette franske paradoks har i årevis irriteret lægevidenskab og kostguruer – halvdelen af KRAM-projektet, der går ud på at ændre danskernes vaner med hensyn til Kost-Rygning-Alkohol-Motion, kan jo skrottes til fordel for gratis udskænkning af vellagret bourgogne og ombæring af Gauloises på et sølvfad!

Måske er forklaringen, at franskmænd nyder livet. Blandt de europæiske befolkninger er franskmændene dem, der får mest nattesøvn, har længst fritid og kortest - dvs. 35-timers - arbejdsuge. Samtidig bruger de lang tid på måltiderne – 180 minutter dagligt hvor finnerne eksempelvis bruger 60.

Det hele er med til at placere franskmændene i toppen af skalaen over verdens lykkeligste mennesker, og så er det pludselig ikke så sært, at de lever længere.

Set i dette franske livsnyderperspektiv, virker det absurd, når kommunaldirektør i Hillerød Kommune, Peter Zahlekjær beordrer medarbejderne på Hillerød Rådhus til fremover at drikke deres kaffe ved skrivebordet, i stedet for at hygge sig sammen.

”Gennem længere tid har jeg oplevet, at man i de forskellige afdelinger på rådhuset sidder med kaffe og kage i en halv time og sludrer i stedet for at arbejde. Det er ikke acceptabelt,” siger han til Frederiksborg Amtsavis.

Kommunaldirektøren har regnet sig frem til, at hvis de mange overflødige kaffepauser blev omsat til arbejdstimer, ville det svare til, at rådhuset havde to og en halv medarbejder ekstra om året. Zahlekjær tænker helt traditionelt – længere arbejdstid, mere effektivitet, mere vækst i BNP.

I mandags offentliggjorde en fransk økonomisk kommission en rapport, der anskuer den franske økonomi på en ny måde. I stedet for at fokusere på væksten i BNP, sættes mennesket i centrum og analyserne fokuserer på indkomst og forbrug for at vurdere velfærd. Og så inddrager den altså også lykkeforskning!

Præsident Sarkozy tog de helt store ord i munden i sin præsentation af rapporten : »Markedet er blevet til vores religion, og vores civilisation skal ikke dikteres af tænkningen om ' udbud og efterspørgsel'«, sagde han – og overhalede dermed den socialistiske opposition venstre om.

Den lille præsident med de store armbevægelser har helt ret. Vi skal måle samfundets velstand og velfærd på nye måder, så vi kan finde nye måder at indrette samfundet på – og gøre det muligt for flere at nyde livet i længere tid!

(Den franske kommissions rapport er beskrevet i www.raeson.dk.)

 

Storfornuften . og hans andersen har anbefalet dette indlæg.
Del på Facebook
20.09-2009 | 06:30 af hans andersen
Som sædvanligt et velskrevet indlæg, men overskriften er vist ikke helt korrekt!
Drik og sov er nok godt for et langt liv, men RYG???

Jeg har selv KOL og havde det meget skidt før jeg endelig tog mig sammen til at stoppe med at ryge!

Det kan godt være, at franskmænd lever længere end nordeuropærere, men er det på grund af, at de ryger de ækle Gauloise?

Måske skulle man nedsætte et ekspertudvalg til at analysere skadevirkningerne af de franske skodsmøger contra de mere civiliserede grønne Cecil!

Med hensyn til at drikke, kan jeg varmt anbefale rødvin, hvor man den ene gang efter den anden finder gode stoffer1

Men Pia! Det med at ryge , er vist ikke en god ide!

Min mening er, at det eneste positive ved skodsmøgerne i Frankrig er, at de måske styrker immunforsvaret!
 
 
20.09-2009 | 20:37 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
20.09-2009 | 22:37 af Pia Fris Laneth
Kære Hans Andersen, du har ret, man skal holde sig fra tobakken og nøjes med at drikke rødvin og sove :-)

Jeg finder det bare tankevækkende, at der (måske) er en statistisk sammenhæng (det kan også bare være et sammenfald) mellem at nyde livets goder og høj levealder. Set i det lys er det jo nærmest samfundsskadeligt, at en forvaltningschef vil forbyde sine ansatte at hygge sig med kaffe og kager...

Der er generelt for meget fokus på påbud og forbud i sundhedskampagner - Hvad med en kampagne med paroler a la : Slap af, nyd hvert eneste måltid og drik et godt glas vin til, sov længe om søndagen og husk at grine sammen med dine kolleger og familie hver dag.

Og det er kun halvt i sjov, jeg skriver det.
 
 
20.09-2009 | 23:07 af hans andersen
Kære Pia Fris Laneth

Du skriver : "Set i det lys er det jo nærmest samfundsskadeligt, at en forvaltningschef vil forbyde sine ansatte at hygge sig med kaffe og kager..."

Næ Pia... Kaffe og kager er ikke livsforlængende!!!

I stedet burde han påbyde et glas rødvin eller to + eventuelt en powernap:-)
 
 
22.09-2009 | 10:05 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
24.09-2009 | 11:56 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
26.09-2009 | 23:06 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
28.09-2009 | 14:35 af Pia Fris Laneth
Kære Per Christiansen, du har sandsynligvis ret i, at franskmænds 'middelhavskost' spiller en rolle. Men det gør den længere nattesøvn, de lange måltider og vinen sandsynligvis også (vi taler jo hele tiden i muligheder, ikke eksakt viden). Alt muligt tyder på, at en stresset, surt og grå tilværelse er livsforkortende.

Derfor er politikernes enstemmige kor om 'vækst, vækst, vækst' og 'længere arbejdstid i flere arbejdsår' lige til at blive nedtrykt af.

Fra højre til venstre siger politikere, at danskerne nødvendigvis må arbejde mere for at bevare og udvide velfærden. I modsætning hertil har holdningsundersøgelser gentagne gange vist, at et flertal af danskere har kortere arbejdstid øverst på ønskelisten, for dem er færre ugentlige arbejdstimer og tidlig pensionsalder højeste velfærd.

Det er da paradoksalt, ikke?
 
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl
Pia Fris Laneth

Pia Fris Laneth begyndte på side 9 i Ekstra Bladet, blev akademiker og journalist på Dagbladet Information.

Hun har modtaget LO's Kulturpris og Kraka-prisen for 'Lillys Danmarks-historie', der beskriver kvindeskæbner i hendes egen familie gennem generationer.

I dag er hun freelancer, forfatter og foredragsholder

www.piafrislaneth.dk

Succesforfatteren Pia Fris Laneth blogger også på Avisen.dk: Læs "Frisering" om køn, kultur, kærlighed og kynisme...

Indlæg | 13 | 25.938 | 36
Siden | 1. september 2009 07:53
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites