Mit politiske ståsted har altid været i modsat ende af den politiske farveskala end Birthe Rønn Hornbechs. Alligevel har hun gennem årtier været en af mine heltinder. Gentagne gange har hun lidenskabeligt og kompetent argumenteret for religionsfrihed, for humanitær politik og for retsstatens principper. Også når det gik på tværs af hendes eget partis aktuelle politik.
Min heltinde begyndte at falme efter udnævnelsen til minister, og de sidste gløder i hendes retspolitiske glorie ser ud til at slukkes i sagen om de iranske asylansøgere i Brorsonskirken.
Birthe Rønn Hornbechs monotone omkvæd lyder: Lov er lov. Flygtningenævnet har besluttet, at irakerne skal udvises. Jeg kan ikke gøre noget.
Men det er ikke sandt. Ifølge § 9b i udlændingeloven kan ministeren – og det er Birthe Rønn Hornbech – give humanitær opholdstilladelse.
Blandt andre har juraprofessor Eva Smith påpeget, at det er almindelig praksis at give humanitær opholdstilladelse til børnefamilier, der skal sendes tilbage til krigsområder og til familier, hvor børnene er syge.
For nogen tid siden blev sundhedstilstanden i seks irakiske familier tjekket. Det stod så skidt til, at fem af dem fluks fik en humanitær opholdstilladelse.
Derfor har Børnerådet bedt ministeren sørge for at de 21 børn, der står til udvisning, bliver undersøgt af psykiatere.
Og Børnerådet er vel at mærke en kommission, som regeringen har nedsat til at varetage børns tarv.
Dertil kommer, at FN anbefaler, at man undlader at sende flygtninge tilbage til visse særlig farlige områder af Irak. Alligevel er det planen at sende nogle af irakerne, der opholder sig i Danmark, tilbage til netop disse områder.
Det er rå kost, at regeringen vender det døve øre til både Børnerådet og FN. Man får en ubehagelig fornemmelse af, at argumenter, humanitære principper og internationale aftaler tæller mindre end næste meningsmåling.
Værst er dog, at Birthe Rønn Hornbech i modstrid med lovens bogstav og ånd påstår, at hun ikke kan gøre andet end at rette ind efter Flygtningenævnets afgørelser.
Sådanne usandheder slider på borgernes tillid til politikere og det politiske system.