I formiddags sad jeg i Metroen ind mod byen. Jeg sad på et af klapsæderne og kunne dermed se mod begge ender af toget.

Lidt bag i toget sad der et par teenagere, vel omkring de 15-16 år.
På den anden side af midterganged sad der nogle pensionister, som formentlig var unge før rock-æraen begyndte.

Teenagepigerne knaldede noget R&B ud på deres mobiltelefoner. En ældre dame bad dem om at dæmpe sig.

- "I skal fandme ikke blande jer i vores liv. Vi blander os jo heller ikke i jeres!" sagde en af pigerne.
- "Jamen I pådutter os jo jeres liv ved det dér" svarede en ældre herre stille og roligt, mens han smilede. Hans rolige og smilende attitude var måske årsagen til at pigerne ikke gakkede mere ud end de gjorde.

Den ældre dame, der lignede det jeg forestiller mig ved en stereotyp Frederiksberg-dame, snakkede videre, indtil den ældre herre vendte sig om mod hende og grinenede svarede: "Det kan du godt opgive. De er udenfor pædagogisk rækkevidde!".

Sjovt nok tænkte jeg præcis samme sætning få sekunder før han sagde den.

Mig generede det ikke, andet end at det generelt irriterer mig at R&B (der består af bitchede piger der synger til musik i plejehjemstempo - dvs. under 100 BpM) har fortrængt dance og anden uptempo-musik fra hitlisterne.

Personligt havde jeg ignoreret det, men jeg kom til at tænke på hvordan jeg eller mine jævnaldrende selv teede os da vi var teenagere. Det var i 80'erne, hvor det da også kunne ske nu og da at nogle havde en ghettoblaster med i bussen til stor irritation for de andre passagerer.

Så lige her er der nok ikke sket noget skred fra mine teenageår til i dag. Den teknologiske udvikling har bare gjort det mere udbredt i dag, fordi folk har små musikanlæg i deres mobiltelefoner. Og det præger selvfølgelig kulturen hos den generation der vokser op med mobiltelefoner.

Omvendt har jeg mindre "larm" omkring mig i mit eget hjem, end jeg havde for bare 10-15 år siden. Simpelt hen fordi jeg ikke rigtigt gider mere. Dengang hørte jeg konstant bånd, plader eller radio fra morgen til aften.

Så kan jeg kun gisne om hvordan jeg har det med det om 30-35 år når jeg har samme alder som de ældre mennesker i metroen. Nøgleordet må være at respektere at folk har forskellige grænser.