Forleden så jeg en reklame for bredbånd fra 19 kr. om måneden.
Flot! - Men min skepsis får mig til at nærlæse reklamen - det viser sig at være en forbindelse, der regnes i kbit/s og ikke Mbit/s.
I min verden er det ikke "bredbånd".
Så vidt jeg husker fra gamle dage (mens 56kbit-modem stadig var det normale, og jeg selv havde 33,6kbit/s), var definitionen på "bredbånd", at hastigheden var på 2Mbit eller derover.
Set i det lys har ikke engang jeg "bredbånd". Jeg har godt nok 8 Mbit/s download, men min upload-hastighed er kun på 512kbit/s.
Uanset hvad den nuværende definition måtte være, så kan jeg ikke kalde en forbindelse, der er langsommere end det normale her i Danmark, for "bredbånd". Jeg går ud fra, at de fleste danskere har minimum 512 kbit/s download, så da 128 kbit/s både ligger under dette niveau og den officielle definition på 2Mbit/s, kan det bare ikke kaldes for "bredbånd".
Kald det dog ADSL eller "Flatrate" (såfremt prisen ikke er forbrugsafregnet).
Begge betegnelser kender alle da i dag.