En irriterende knap som er kommet på pænt mange hjemmesider, er sådan en man kan trykke på for at bokmærke en artikel eller dele den med folk på forskellige websteder som f.eks. Facebook.
Du har sikkert oplevet det på det sidste: Din mus forvilder sig hen over noget, og vupti, så er noget af teksten dækket af en ting der folder sig ud. Og den folder sig ikke nødvendigvis sammen igen, når din mus er væk derfra.
Det er dét der gør den pisseirriterende.
Og for at være helt ærlig: Hvad skal jeg med sådan en knap?
Hvis jeg vil bogmærke noget, går jeg da bare op i menupunktet "Bogmærker" i min browser (eller "Favoritter" i Internet Explorer). Sværere er det ikke.
Og vil jeg dele den via Facebook, smider jeg da bare linket på min væg der.
Og kunne knappen dog ikke bare være lavet med almindelig CSS i stedet for JavaScript? Moderne browsere samt Internet Explorer 7 og 8 understøtter pseudoklassen :hover på andet end bare links, hvilket jeg bl.a. udnytter i min dropdown-menu på Hitsurf.dk.
På den måde forsvinder det igen med det samme, når musen er væk.
Min irritation skyldes dog nok mest at jeg ikke har fattet meningen med det. Jeg kan jo godt finde ud af at copy-paste et link ind på Facebook.
Og når jeg ser andre der har delt noget med os andre dér, foretrækker jeg ligeledes at de smider linket direkte frem for via denne feature, da jeg dermed slipper for den irriterende lille Facebook-bjælke øverst på siden, som måske er en artikel i Politiken, Avisen.dk eller andet sted.