Går Jørgen Poulsen over
stregen, når han sammenligner Dansk Folkepartis fremstilling af
muslimer med nazisternes dæmonisering af jøderne i
1930 erne? Selvfølgelig gør han det, og det er på
mange måder upassende, ikke mindst er der lige præcist
helvede til forskel, hvilket ikke er så lidt endda.
Men når det så er sagt,
så er der stadigvæk flere små lighedspunkter mellem
DF og nazisternes magtovertagelse i 30 erne vi bør lægge
mærke til:
Helt grundlæggende bygger DF på
en dyb frygt for de - og det fremmede. Uden denne frygt ville partiet
simpelthen ikke eksistere. Det er ved denne frygt at sammenholdet
bliver opretholdt og styrket. Det er ud fra denne frygt at
modsætningsforholdet til de fremmede vokser. Og ikke mindst
fører dette modsætningsforhold til et mere eller mere
logisk opgør.
Tragisk nok minder denne mekanisme
ikke så lidt om det modsætningsforhold som de ekstreme
muslimer på tydelig vis har opbygget til den vestlige verden.
De ønsker ikke at blive en del af den "dekadente"
verden. Og det er netop et af kendetegnene ved ekstremismen, at man
vil holde fast i sin egen forskellighed i meget dyb og meget håndfast
forstand.
Er Dansk Folkeparti så også
ekstremister? Nej, det kan man vel næppe sige. Og slet ikke i
forhold til nazisterne eller de ekstreme muslimer. DF følger
de demokratiske spilleregler, og der er ikke noget der tyder på
at de IKKE vil fortsætte med det, selvfølgelig ikke. Det
er vel heller ikke af princip racistisk at kritisere ekstremister af
en anden trosretning end ens egen. Det skal bare gøres på
en "ordentlig" måde, og den balancegang sørger
DF som regel for at holde. Undtagen når de er til julefrokost,
og ikke kan lade være med at heile lidt for sjov, men det
tæller vel ikke med i regnestykket ...
Midt i en konfrontation
Det centrale er at vi i denne
uperfekte verden lever midt i en konfrontation mellem det vi kalder
den vestlige verden og det vi kunne kalde den anti-vestlige verden,
de folk og de kulturer der ikke har lyst til at blive en direkte
eller indirekte del af den moderne verden - med alt hvad det den
indebærer af demokrati, menneskerettigheder, ligestilling,
markedsøkonomi, retsorden osv.
Denne konfrontation hverken kan eller
skal vi ignorere. Vi kan lade som om den ikke betyder noget, men ikke
særlig længe. Vi er nødt til at tage den
alvorligt, men ikke i en enøjet, sort-hvid forstand, som visse
partier i Europa gør (og her er DF altså slet ikke en af
de slemme, langt fra). Nej, løsningen ligger i et europæisk,
internationalt, menneskeligt perspektiv, netop fordi problemet er
globalt. Det er ikke for sjov at folk flygter fra hus og hjem og
hjemland. Det er ikke for sjov at halvdelen af Afrika hellere end
gerne ville bo midt i Europa - hvis de ellers fik chancen. Det er
simpelthen fordi folk gerne vil have et godt liv for sig selv og sin
familie. Ligesom langt de fleste af os jo gerne vil.
Det er således en vanskelig
balancegang vi står overfor, en blanding af især
økonomiske, kulturelle og religøse interesser. Og det
er vigtigt at prøve at skelne dem fra hinanden, for de har
ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre - ofte
tværtimod.
Det er selvfølgelig nemmere at
forenkle det, og påstå at det hele er islams - eller
fattigdommens skyld. Men det giver kun en kortvarig frist, inden
problemet for alvor vokser til fuld størrelse. Europa bliver
hver dag mindre og svagere i forhold til Mellemøsten og især
Asien, både i befolkningstal og økonomisk vækst og
indflydelse.
Uden at kunne gå i økonomiske
detaljer, tror jeg absolut at det ville være i Danmarks og
Europas interesse at blive fortsat mere internationalt orienteret,
mere forstående for andre kulturer. Og det kræver altså
en indsats, det kræver at vi sætter os ned og tager de
andre kulturer alvorligt, starter en dialog, hver især, og ikke
bare afviser dem som noget uforståeligt, uacceptabelt vrøvl.
For det vil ikke føre til noget godt, tværtimod. Det er
en global verden vi lever i, og det kan vi ikke lave om på - om
vi vil det eller ej. Alt andet er bare en drømmeagtig
diskussion som ikke vil føre til andet end mere ballade - og
det der er værre.