Efter Gitte Seebergs exit fra Ny Alliance er der ikke længere nogen
tvivl om at (næsten) alt i dansk politik er tilbage ved det gamle: Den
samme udglatning af alle større problemstillinger så det igen, lidt
efter lidt (næsten) ser ud som om de ikke er så store.
Nok
er nok. Hvad var det det handlede om? Jooh, det handlede blandt andet
om et minimum af anstændighed i dansk flygtningepolitik. Det var også
det Pia Christmas-Møller fik mulighed for at pege på, efter hun havde
forladt de konservative ... Uden synlige resultater, netop fordi Ny
Alliance faldt fra i sidste time, på trods af at det stred mod deres
egne valgløfter (og deres moral?), og det var vel også derfor Gitte
Seeberg var nødt til at gå. Nok er nok.
Jeg kan godt forstå at de
to damer er blevet trætte af småligheden i dansk flygtningepolitik. Jeg
kan simpelthen ikke forstå at regeringen ikke kan skelne mellem
politiske principper (bortviste flygtninge skal ikke forkæles) og så
den virkelige verden (små børn vantrives). Der må da også være et
princip der beskytter børnene?
Jo. Det hedder anstændighed. Og
jeg tænker ikke som udgangpunkt på anstændig økonomi, men anstændig
moral, anstændig opførsel over for andre mennesker (ikke mindst
umyndige børn). Det er et emne vi stadigvæk skal arbejde noget mere med
i vores lille, rige land der ligger som blommen i et æg i det fredelige
Nordeuropa.