Danske virksomheder bliver i stigende grad kreditvurderet. Det danner ofte grundlag for deres brand i finansielle sammenhænge.
Kreditvurderingsbureauet Soliditet analyserer hver måned i alt godt 180.000 virksomheder. Formålet er bl.a. at sikre, at virksomheder ikke taber penge på samhandel med økonomisk dårligt funderede virksomheder og derved bringer deres egen konkurrenceevne og eksistens i fare.
Soliditet konstaterer i sin månedsanalyse, at der er et lille fald i antallet af virksomheder i forhold til måneden før. Det skyldes bl.a. 450 konkurser i januar, en stigning på 43 i forhold til året før. Konkurstallet (...) ser ud til at fortsætte i første del af 2012.
Antallet af virksomheder med ansatte:
2007 startede virksomheder 7.400, ophørte virksomheder 2.000
2008 startede virksomheder 6.400, ophørte virksomheder 4.700
2009 startede virksomheder 4.800, ophørte virksomheder 3.900.
Antallet af firmaer, der blev stiftet/ophørte, var i
2007 36.700/32.000,
2008 37.200/37.500
2009 27.400/40.600
(kilde: www.dst.dk 5.12.2011)
Ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik er overlevelsesprocenten for nye virksomheder målt over fem år 40 procent (2004-2009):
"I 2010 havde 57 procent af de konkursramte virksomheder ingen registreret beskæftigelse mod 51 procent i 2009. Konkursramte virksomheder havde i 2009 en omsætning på 35,8 mia. kr., og i 2010 en omsætning på 22,3 mia. kr."
Soliditet har opgjort konkurstallet i
2011 til 5.435 virksomheder
2010 til 6.487
2009 til 5.586
2008 til 3.720
2007 til 2.368.
Antallet af konkurser er således i 2011 indeks 230 ift. 2007 (indeks 100).
Hver femte har "kredit frarådes"
Martin Hornsyld, direktør for Soliditet, kommenterer Soliditets månedlige analyse, ”Danske virksomheders kreditværdighed”:
”Mens andelen af C-ratede virksomheder, defineret ved ”kredit frarådes”, nærmer sig 18 procent, har andelen af de kreditværdige virksomheder, AAA, AA og A, over en længere periode været relativ stabil på godt 68 procent. De bedst ratede går lidt frem, mens de A-ratede går en smule tilbage. Det indikerer således, at de AAA- og AA-ratede virksomheder er så økonomisk velpolstrede, at de har mulighed for at ekspandere på et ellers svækket marked. Dermed kan de inden for deres sektorer virke som økonomiske lokomotiver og bidrage til at trække væksten i den rigtige retning.”
Der er i Danmark ifølge Soliditet ca. 9.000 virksomheder med ratingen AAA (højeste kreditværdighed), ca. 45.000 med ratingen AA (høj kreditværdighed) og ca. 72.500 med ratingen A (kreditværdig). Det samlede antal virksomheder i Danmark er ca. 600.000, opgør Soliditet i sit seneste nyhedsbrev (www.soliditet.dk).
De mest ramte brancher
Konkurstallet har ligget på et generelt højt niveau i hele 2011. Det ser ud til at fortsætte i første del af 2012.
”Med mindre der kommer mere gang i forbruget, vil krisen bide sig endnu mere fast i brancher som hotel- og restauration, detailhandel, bygge og anlæg samt landbrug. I hotel- og restaurationsbranchen har over 35 procent nu en C-rating, hvor kredit frarådes. For detailhandel der tale om lidt over 24 procent, for service, der bl.a. omfatter rejsebranchen, knap 22 procent, for bygge og anlæg knap 21 procent og for landbrug lidt over 19 procent," siger Martin Hornsyld.
"Blandt de kreditværdige virksomheder er det primært industri samt store og eksporterende virksomheder, der klarer sig godt. De fastholder, genvinder eller udbygger løbende deres kreditværdighed, mens krisen stadig har et fast tag i hjemmemarkedserhvervene.”
Bo lokalt – handl globalt
Det understreger, at virksomhedernes brand i denne tid ligger i den finansielle styrke. De hårdest ramte brancher vil ikke forsvinde, men få nye "ejere" og virksomhederne presses til at tænke innovativt og forny deres brand. Et af de klassiske eksempler i Danmark, er Toyota, der på et trængt bilmarkedet i starten af 1980-erne rent strategisk besluttede sig for at blive Danmarks største bilmærke med en massiv investering i markedsføring. Det tog forbløffende kort tid, før målet var nået.
I dag skal der andet til: Novo Nordisk er et eksempel til efterfølgelse: Insulinkoncernen har fået øjnene op for den globale fedmeepidemi, følgeudbredelsen af diabetes og af markedet for diabetes 2 præparater. Novozymes og Chr. Hansen er ved at sætte sig for markedet for enzymer til bl.a. fødevare- og energiproduktion. LEGO har genvundet sin position som førende udbyder af konstruktionslegetøj. A.P. Møller-Mærsk er ud fra sin forståelse af globalisering blevet verdens største containerrederi. Bestseller og JYSK tiltager sig stigende markedsandele på nogle af verdens største markeder – langt fra hjemlandet. Der er fortsat muligheder – hvis fokus flyttes fra det lokale til det globale. I den forbindelse skader det ikke at synliggøre sin finansielle styrke med en AAA-rating.