Peter Eliot har gået alt for mange år i livets skole - dér hvor man kan være sikker på aldrig at få skolepengene tilbage, selv om man intet har lært.
Han er i besiddelse af en god portion humoristisk sans, hvilket i forbindelse med et klart blik for tilværelsens paradokser og menneskemyrernes skrøbeligheder gør hans kommentarer til små skarpe perler af undertiden zen-agtig prægnans.
Peter Eliot er ikkeryger og afholdsmand. Han er talsmand for partiet Totaldemokraterne, der er i gang med at samle kræfter til at kunne opstille ved et kommende folketingsvalg.
Som overbevist tilhænger af ytringsfrihed respekterer han andres meninger og ret til at udtrykke sig anonymt, dumt og i dølgsmål. Han er ikke bange for at kalde en spade for en skovl, og han er for længst holdt op med at angle efter pøbelgunst.
Som god dansk mand efterlever han Ingemanns smukke ord: "Når mænd jeg kasted min handske / opslog jeg min ridderhjelm. / De så jeg var Holger Danske/ og ingen formummet skælm."
Han valgsprog er hentet hos Seneca: "Numquam volui populo placere; nam quae ego scio non probat populus, quae probat populus ego nescio."