Efterhånden som strømmen af døde soldater vokser som følge af vore selvpåtagede internationale forligtelser, kan det være praktisk at indføre standarder for, hvordan situationen skal håndteres af henholdsvis statsminister og angrebsminister.

Statsministeren har det letteste job, idet han kan nøjes med at gå på tv og udtale:

"Meddelelsen om NNs død har berørt mig dybt, og jeg vil på regeringens vegne udtrykke den dybeste medfølelse med den dræbtes familie og venner i Danmark, der har lidt dette smertelige tab. Mine tanker går også til NNs kolleger i den danske lejr i Irak/Afghanistan - you name it. De har mistet en dygtig og loyal kammerat, der har løst sin opgave på forbilledlig vis i den kamp for demokrati og frihed, som Danmark har set sig tvunget til af føre."

Angrebsministeren har et sværere job, idet han både skal kommentere på tv og sige mindeord ved bisættelsen. På tv bør han fatte sig kortere end statsministeren:

"Meddelelsen om NNs død har berørt mig dybt, og mine tanker går i denne svære stund til NNs kammerater i den danske lejr i Irak/Afghanistan - you name it, men i lige så høj grad til hans/hendes efterladte her i Danmark. Det er en trøst i sorgen, at NNs offer ikke har været forgæves."  

Ved bisættelsen bør angrebsministeren holde en længere tale, hvor han med lettere variationer gentager sine ord på tv samt indfletter elementer af den standardtale for folketingspolitikere, som er bragt i et tidligere bloginlæg, og hvori kan indgå fraser og udtryk som:

demokrati og frihed 
verdenssamfundet
den globaliserede verden
vore internationale forpligtelser
gå terroristernes ærinde
påtaget os en opgave
gøre arbejdet færdigt

Desuden er det vigtigt at medfølelsen deles ligeligt mellem den dræbtes familie i Danmark og hans/hendes kammerater i det besatte område.