Nu slutter festen for Pia Kjærsgaard. Hun sidder i saksen. Nu går dobbeltspillet ikke længere.

Det har efter min mening altid været en gang populistisk gøgl at forsøge at bilde folk ind, at man kan være repræsentant for lønmodtagere og borgerlig samtidig.

Den går altså ikke. Man kan ikke blæse og have mel i munden – og det bliver nu krystalklart.

Pia Kjærsgaard kan enten vælge den ene vej og følge lønmodtagernes interesser. Det kræver, at hun stemmer mod afskaffelsen af efterlønnen - og dermed vælter den borgerlige regering.

Eller også kan hun vælge den anden vej og lave et forlig om afskaffelse af efterlønnen med de borgerlige - og så går hun stik i mod almindelige lønmodtageres interesser. 

Nu melder Pia Kjærsgaard så meget klart ud, at hun ikke vil være med til at afskaffe efterlønnen. Men inden træerne gror ind i himlen, skal man lige huske på, at hun for blot et halvt år siden valgte den borgerlige vej: Hun halverede dagpengeperioden.

Og lige så skævt det var i sommer, da dagpengeperioden blev halveret, lige så uretfærdigt rammer regeringen de lavtlønnede og ufaglærte grupper hårdest med udspillet til en tilbagetrækningsreform.

Pensionsalderen sættes i vejret, samtidig med at efterlønnen afskaffes. Således stiger tilbagetrækningsalderen eksplosivt.

I de sidste uger har vi brugt megen tid på dem, der er nedslidte – og med god grund.

Men jeg kunne så godt tænke mig at en anden vinkel fik lidt mere plads. Og det handler om retten til at have et otium oven på et langt arbejdsliv.

En meget stor gruppe kan med regeringens udspil se frem til at få et meget kort eller intet otium. Rigtig mange kommer til at dø med arbejdstøjet på.

For gennemsnitslevealderen for lavtlønnede i Danmark er 71 år og så behøver man ikke være matematikgeni for at regne ud, hvor hårdt det rammer, når efterlønnen afskaffes, samtidig med at pensionsalderen sættes i vejret.

Men Løkke kan selvfølgelig være ligeglad. Det er jo ikke ham, der mister størstedelen af sit otium.

De velhavende og veluddannede begynder deres voksne tilværelse med at nyde det privilegium at studere og lade sig forsørge af samfundet. Sidst i tilværelsen nyder de så det privilegium at leve i mange, mange år, efter de har trukket sig tilbage.

De har god tid til at nyde børnebørnene, pille i forhavens rosebed og til at få gjort alt det, som man gennem hele livet gerne har villet, men ikke har kunnet finde tid til på grund af arbejdet.

Efter min mening skal vores samfund være sådan indrettet, at alle har ret til et otium – ikke kun de vellønnede og veluddannede, nej, alle.

Det bliver spændende at se om Pia Kjærsgaard er enig. Eller om hun vil gøre ligesom hun gjorde i sommer: Lade lønmodtagerne betale hele regningen for krisen, mens særligt de rigeste nyder de gigantiske skattelettelser, som Pia Kjærsgaard som bekendt også har lagt stemmer til.