Noget af det, som jeg er stolt af ved vores samfund, er, at vi i høj grad er lykkedes med at udradere fattigdom. At vi har skabt en høj grad af økonomisk lighed sammenlignet med andre lande.

At vi faktisk kerer os om at omfordele ressourcerne, så vi kan leve nogenlunde i øjenhøjde med hinanden.

I det seneste årti er disse kendetegn ved Danmark blevet sat massivt under pres af regeringen og Dansk Folkeparti med mantraet: ”Det skal kunne betale sig at arbejde.”

Fattigdom burde ellers høre en fjern fortid til. Sådan var det også ved årtusindskiftet, hvor vi var det land i Europa med færrest fattige. Vi var ikke ved vejs ende, men vi var tættere på end noget andet land i verden.

Siden da er fattigdommen steget med 80 % og nu ligger vi så og roder på en 11. plads.

Det viser de nyeste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd om fattigdom i Danmark og det får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

Noget i sandhed værdifuldt ved vores samfund er ved at forsvinde i horisonten. I stedet opstår nye kløfter, klassemodsætninger og konflikter i dets kølvand.

Vi taber alle sammen, når uligheden stiger.

Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har nu i mere end et årti, fuldstændigt ignoreret, at Danmark er godt på vej til at indtage en virkelig kedelig plads i EU.

Konservatives socialordfører, Vivi Kier, turnerer rundt i medierne med det tyndeste forsvar af dem alle for den stigende fattigdom:

”Fattigdom handler om andet end penge”, gentager hun alle vide vegne.

Javel, det handler også om uddannelse, boligforhold, netværk, stigmatisering og meget andet – men de borgerlige må indrømme, at det primært handler om penge.

Det handler om penge, når lille Olivia ikke kan komme med til skolefesten og når Peter ikke kan gå til fodbold sammen med kammeraterne.

Det handler om penge, når man ikke kan flytte, selvom knægten er havnet i dårligt selskab og trænger til luftforandring. Og det handler om penge, når far ikke får taget den uddannelse, som han skulle have taget som ung.

Det handler om penge, når børnene ikke har adgang til computer derhjemme og dermed helt afgørende læring - og det handler om penge, når mor skammer sig så meget over sin kjole, at hun ender med at melde afbud til familiefesten.

Fattigdom handler faktisk om penge. Og fattigdom i et af verdens rigeste lande, handler om totalt mangel på politisk vilje til at gøre noget ved det - og manglen på politisk vilje har der været masser af i Danmark i de seneste ti år.  

Derfor lever der nu 65.000 danske børn i fattigdom.

På Lolland, hvor det står værst til, er det hvert 10. barn, der lever i fattigdom. Det er 5 gange så mange som i Egedal Kommune.

Hvad ligner det?

I et land, der på trods af et årti med borgerligt styre, stadig er et af verdens rigeste lande og dog stadig har en selvforståelse, hvor medmenneskelighed og solidaritet, har betydning, er det en menneskelig tragedie, at så mange familier ikke får andel i det trygge liv, som rigdommen og velfærdssamfundet eller burde tilbyde.

Det kan lyde som møgirriterende mudderkastning op til et valg, men historien om denne menneskelige tragedie kan siges meget kort:

Den nuværende regerings fordelingspolitik skaber ulighed – det er sådan set det, der er hele idéen med ”enhver er sin egen lykkes smed”.

Nogen bliver rige, andre bliver fattige.

Det er ikke krisen, det er ikke naturens lov, det er ikke uheld eller noget som helst andet. Det er regeringen og Dansk Folkepartis ideologi og den dertilhørende skræmmende fordelingspolitik.

De fattige må i højere og højere grad sejle deres egen sø – og det må deres 65.000 børn så også.

”Det skal kunne betale sig at arbejde” har mantraet nu lydt i mere end et årti. Med det mener regeringen og Dansk Folkeparti desværre ikke, at lønnen skal være god og dermed incitamentsskabende.

Nej, de mener, at livet skal være så uudholdeligt for fattige mennesker, at det ”kan betale sig at gå på arbejde” for at slippe for pisken over nakken.

På Bornholm er der mere end tusind arbejdsløse og kun 25 ledige stillinger. Hvordan i alverden skal lavere ydelser kunne afhjælpe det problem?

Pisken i form af lave ydelser og ydmygelser i beskæftigelsessystemet medvirker næppe til andet end at skabe mere fattigdom.

For andres vedkommende handler det om psykisk sårbarhed, sygdom og andre sociale omstændigheder, som gør det svært at få et arbejde og svært at beholde det, hvis endelig det lykkes. For den gruppes vedkommende har jeg også meget svært ved at se hvad yderligere fattigdom skulle hjælpe?

Det er et klart politisk valg, om man vil have fattigdom i Danmark eller ej.

Vi er rige nok til, at alle kan leve et økonomisk trygt liv. Det handler bare om at træffe de rigtige beslutninger og fjerne kontanthjælpsloftet, 450-timerreglen, starthjælpen og den myriade af små ondskabsfulde regler, som regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget over de sidste ti år.

Regler, der tilsammen er den direkte årsag til den stigende fattigdom i Danmark.

”Det skal kunne betale sig at arbejde”, javel, det kan de fleste vel være enige i (og det er vel også derfor nogen fandt på mantraet i sin tid), men vi skal ikke samtidig skabe en ny underklasse af fattige i Danmark.

Alle skal have ret til et økonomisk trygt liv i Danmark og ingen børn skal opleve at leve i fattigdom. Lad det være mantraet for de næste ti år – og gerne endnu længere.