I de næste ti år skal vi skabe et DeltagerDanmark.
Et Danmark, hvor bevægelser, partier, foreninger og frivillige får plads og rum til at puste liv i vores demokrati.
I de seneste ti år har vi haft en magtarrogant regering, som har hvilet på sit bekvemme flertal til højre i salen. De store bevægelser og foreninger har været sat i skammekrogen.
I sin mest groteske form, da undervisningsministeren valgte at sætte Danmarks Lærerforening uden for døren, mens regeringen skulle gennemføre et 360 graders eftersyn.
I sin mere dagligdags form, når regeringen har hastet lovforslag igennem så ingen har kunnet nå at bidrage til lovprocessen.
Men det handler også om en debat, der er blevet mere og mere fladpandet og styret af en dag-til-dag-dagsorden og enkeltsager.
Hvis demokratiet skal bevare liv og glød, så skal bevægelserne og foreningerne have mere rum, så de kan være en aktiv fødekanal for partierne og det mere formelle demokrati.
Den politiske top har bevæget sig alt for langt væk fra befolkningen, blandt andet fordi partierne ikke længere er forankret i de store bevægelser. Partierne har da også kun en brøkdel af borgerne som sine medlemmer, og har således mistet en af demokratiets mest afgørende platforme for samtale om fremtidens store reformer.
Uden de folkerige partier og uden de stærke bevægelser overlader vi jo debatten om fremtidens samfund til meningsmålingerne, spindoktorerne og den overfladiske journalistik.
Noget af det, som jeg har lært af at blive medlem af det gamle arbejderparti, er værdien af forankringen i befolkningen. Her i Socialdemokratiet er fortsat resterne af det, der var en gang, og dermed også kimen til det, der skal være i fremtiden.
Her er stadig resterne af et levende demokrati, hvor partiet bruges til at kæde folkevalgte og folk sammen. Hvor der kan være et direkte møde mellem de aktive borgere og bevægelser, og deres parlamentariske repræsentanter. Et møde hvor lovgivning og fælles regler debatteres og udfordres af meget forskellige partimedlemmer.
I partiforeningslokalet har jeg oplevet, hvordan de ansvarlige folkevalgte må stå på mål for den politik, de gennemfører, overfor partimedlemmer fra alle ender og kanter af samfundet.
Her kan tillidsfolkene fra værftet, skolelærerne på den nedlagte skole, skatteyderen der hader pamperi møde deres folkevalgte og tage debatten direkte uden filter.
Det eksisterer faktisk endnu. Men det halter og det har hamrende hårde kår i disse år, og det afspejler sig i den kortsigtede og overfladiske samfundsdebat.
Jo stærkere bevægelser og jo større sammenkædning mellem parti og bevægelser, jo mere detailviden og –erfaring om de områder, der laves reformer for.
Jo svagere bevægelser, jo mindre detailviden og –erfaring, jo flere småjusteringer skabt på baggrund af enkeltsager i aviserne, jo mere hoppen fra tue til tue.
Regeringen har givet bevægelserne kam til deres hår - på den udemokratiske måde. Støtten er blevet beskåret, lovgivningsprocessen er alt for ofte blevet forkortet, så bevægelserne ikke har kunnet være med i processen, og i de værste tilfælde har regeringen fuldstændigt kørt bevægelserne over, når der har skullet laves lovgivning på deres områder.
Det skal vi have lavet om på efter valget.
Bevægelserne skal have mere plads, befolkningen skal inddrages langt mere og vi skal have skabt et DeltagerDanmark, hvor man allerede fra barnsben lærer, hvordan man kan forandre og modellere det samfund, der er omkring en.