Vi har langsomt mistet tillid til hinanden i vores samfund over de sidste ti år.
Dette er blevet mere og mere tydeligt gennem den øget kontrol og øget overvågning, der i denne periode er blevet gennemført af regeringen.
Et af de rigtig grimme eksempler er regeringens beskæftigelsesindsats, som efterhånden alene bygger på mistillid til de arbejdsløse.
Uddannelsesindsatsen og de afklarende forløb er blevet reduceret kraftigt, mens de arbejdsløse kontrolleres i hoved og røv. Mange ledige opfatter den nuværende indsats som tidsspilde og som decideret ydmygende - og en indsats, der i hvert fald ikke bringer dem tættere på et arbejdsmarked.
I torsdags havde 3F inviteret til lyttedag i Odense. Forbundet havde inviteret de arbejdsløse til et møde med politikerne, hvor de arbejdsløse skulle have ordet, og hvor politikerne, jeg selv inklusive, for en gangs skyld skulle tie stille og lytte.
”Jeg har fået sådan en stabel papirer, mens jeg har været arbejdsløs ”, siger en mand og illustrerer en bunke på tyve centimeter med hænderne.
En kvinde, der er uddannet tjener, fortæller, at hun på sit aktiveringssted overlades til at sidde foran computeren fra 9-14 hver dag og "søge" jobs. Egentlig ville hun gerne tage en uddannelse på VUC, men det må hun ikke for hun skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet med dags varsel.
En maler synes, at det er ydmygende, at han skal sidde og lave et CV, når han absolut ikke har noget at bruge det til. Inden for hans fag, går man nemlig dør til dør hos arbejdsgiverne for at søge arbejde.
Alle tre historier vidner om et totalt forkert udgangspunkt og fokus for beskæftigelsesindsatsen.
Beskæftigelsesindsatsen skal efter min mening både være et velfærdsgode for den arbejdsløse og en investering for samfundet.
Et velfærdsgode, fordi den arbejdsløse får kvalificeret hjælp til at finde vejen tilbage til arbejdsmarkedet og til at komme gennem den svære tid i livet, det er at være ledig.
I dag består beskæftigelsesindsatsen mest af alt af en kontrolinstans. Igen og igen mødes den arbejdsløse af sætningen: "hvis ikke du møder op/bekræfter din ledighed ugenligt/indsender ledighedskortet/melder ferie/melder dig syg, så kan din ret til dagpenge tages op til overvejelse."
De arbejdsløse trues på det mest ømtålige område, nemlig deres økonomiske eksistens.
I stedet skal beskæftigelsesindsatsen bygge på en fundamental tillid til de arbejdsløse og samtidig være en hjælpende og vejledende hånd, der kan få en ledig på de helt rigtige kurser og til møder med de helt rigtige arbejdsgivere, og igennem de helt rigtige afklarende forløb.
Beskæftigelsesindsatsen skal også være en investering for samfundet, fordi den skal opretholde og videreudvikle arbejdsstyrken i en periode, hvor efterspørgslen på arbejdskraft er for lav.
Så bliver lediggangen brugt til en fornuftig opkvalificering, der giver et afkast rent samfundsøkonomisk, når konjunkturerne igen vender snuden opad og arbejdskraftreserven er blevet styrket. Det kaldes langtidsplanlægning. Et ord regeringen burde lære.
I disse vækstforumtider er det da også bemærkelsesværdigt, at det nærmest er umuligt for arbejdsløse at starte en egen virksomhed op, mens man er på dagpenge.
Alle timer man lægger i virksomheden, skal modregnes i dagpengene, og man må kun have kundekontakt uden for normal åbningstid.
Det er da helt oplagt at lade de arbejdsløse gøre forsøget på at blive selvforsørgende, mens arbejdsløsheden står på. Og i øvrigt hermed bidrage til innovation og potentielt flere arbejdspladser på længere sigt.
Ideen med det nuværende system synes at være at kontrollere, om folk faktisk står til rådighed for arbejdsmarkedet, sådan som de skal.
Det er selvfølgelig prisværdigt, at regeringen passer så godt på vores skattekroner. Men mon dog ikke det er muligt at komme svindel til livs på anden vis end ved at indføre kollektiv straf, som man gjorde det i den sorte skole.
Lad os begynde at behandle vores arbejdsløse, som de voksne, selvstændige, arbejdsomme individer, de er. Lad os begynde med en ny regering.