På forunderlig vis hænger det moderne Israels historie sammen med vor moderne planets nyeste historie. Konflikten mellem Israel og Palæstina er blevet kaldt alle konflikters mor. Uanset hvad man måtte mene om den påstand er der ingen tvivl om at Israel - Palæstinakonflikten er uomgængelig, hvis man vil forstå hvad der er på spil i Mellemøsten - og hvad der er på spil i forholdet mellem Vesten, Mellemøsten og hele vor planet.

Israel-Palæstinakonflikten er imidlertid så betændt og meningerne så delte, at de fleste ekspertvurderinger i højere grad ligner politiske partsindlæg end et forsøg på at finde frem til de historiske og politiske kendsgerninger. Det gælder også for tre ud af fire af Nyhedsavisens indlæg i dag, hvor man behandler seksdageskrigen uden at gøre rede for de historiske forudsætninger.

Kender man ikke Israels/Palæstinas tidligste historie forstår man INTET. Derfor den følgende oversigt over det moderne Israels tidligste historie.

1.

De europæiske jøder i 1800-tallet

Det moderne Israels og Palæstinas historie begynder i slutningen af 1800-tallet, da nationalisme og liberalisme forvandlede det enevældige i Europa til demokrati. 

I løbet af 1800-tallet bredte der sig i Europa en tro på fremtiden. Industrialiseringen og den begyndende demokratisering i Vesteuropa banede vej for en ny tidsånd præget af troen på menneskets ubegrænsede muligheder. For jødernes vedkommende betød den liberale tidsånd, at de for første gang i 2000 år accepteredes som ligeværdige borgere i store dele af Vesteuropa, hvor de satte deres præg på kultur- og forretningslivet.

Nedenunder levede stadig den gamle antisemitisme. - Og i det østlige Europa, hvor demokrati stadig var et fremmedord, levede jøderne fortsat i ghettoer, hvor de jævnligt blev udsat for forfølgelser (de såkaldte pogromer).

2.

1881 – 1905: Jødisk indvandring til Palæstina – i to omgange

I 1881 blev Zaren myrdet og den russiske regering gav jøderne skylden. Resultatet var pogromer, hvor almindelige mennesker kastede sig over jøderne og tvang mange til flugt.

Nogle af jøderne flygtede til Palæstina, der på det tidspunkt var en osmannisk provins, hvilket det havde været siden 1500-tallet da osmannerne erobrede store dele af Mellemøsten. Her boede en halv million mennesker - mest arabere og godt 10 % jøder og kristne. De tilflyttede jøder fra Europa opkøbte billige og oftest golde og ufrugtbare jorde af den osmanniske regering og begyndte at opdyrke den. Den jødiske indvandring og deres sameksistens med de arabiske stammer foregik fredeligt.

Den næste jødiske indvandring var også foranlediget af pogromer i det russisk-polsk-ukrainske område. Men denne gang var indvandringen også præget af den intensiverede nationalisme, der havde bredt sig i Europa og som bl.a. havde resulteret i Tysklands samling. Vi taler her om den nationalisme, der også var en af drivkræfterne i 1. Verdenskrig. 

Tiden var blandt andet præget af en tro på videnskaben og Darwinismen - en kobling, der gav anledning til socialdarwinismen, en helt ny racisme teori, hvor Darwins princip om den stærkestes overlevelse overførtes til samfundet.  Den videnskabeligt baserede racisme – og den tiltagende nationalisme gav antisemitismen fornyet vind i sejlene. Dette betød en nyorientering hos flere jødiske opinionsdannere med Herzl i spidsen. Herzl havde hidtil været fortaler for assimilation som det bedste værn mod antisemitisme. Men med Dreyfus-affæren eksploderede antisemitismen i Frankrig. I det hele taget var antisemitisme god tone i det meste af Europa.  Og på den baggrund mistede Herzl troen på at assimilation var mulig. Herzl fandt at den eneste løsning på den vedvarende antisemitisme var oprettelsen af en jødisk stat. Hermed var zionismen stiftet.

De nyindvandrede jøder slog sig i hovedsagen – som før – ned på de golde og dårlige jorde, som de opkøbte af tyrkerne. Man levede fredeligt blandt de arabiske stammer i området - selv om de kulturelle forskelle på jødernes europæiske kultur og arabernes fattige stammekultur var enorm. Det osmanniske imperium var i tiltagende opløsning og bekymrede sig ikke specielt om den tyndt befolkede provins.

3.

1914 - Første verdenskrig – 3. jødiske indvandring

Første Verdenskrig kastede ikke blot Europa, men hele verden ud i en voldsom forandringsproces, hvor de gamle kejserriger Østrig-Ungarn, Det Osmanniske Rige og Rusland brød sammen eller revolutioneredes. England animerede til arabisk nationalisme og oprør mod osmannerne/tyrkerne, der på sin side støttede de krigsførende aksemagter Tyskland og Østrig.

På trods af almindelig antisemitisme også i palæstina, var modstanden mod de indvandrende jøder spredt og undtagelsesvis, idet al jord fortsat blev opkøbt på fuld lovlig vis. Blandt de arabiske stammer var der ingen palæstinensisk bevidsthed endsige nationalisme eller lederskab. Palæstina udgjorde fortsat ingen selvstændig politisk enhed.

Blandt de indvandrede jøder levede to holdninger side om side - på den ene side: De der ønskede at leve fredeligt sammen med araberne - (bl.a. Martin Buber). Og på den anden side de stærkt ideologiske zionister, der insisterede på oprettelsen af en jødisk stat her og nu - uanset engelsk og arabisk lunkenhed og modvilje.

4.

1917-33 - Balfour-erklæringen åbner for indvandring

I løbet af Første Verdenskrig kom dele af Arabien under engelsk og fransk overhøjhed. Samtidig erklærede den engelske udenrigsminister Balfour med Frankrigs, Italiens og USA’s støtte, at der kunne oprettes "et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina". Den palæstinensiske provins blev sammen med de nyoprettede arabiske nationalstater, Irak og Trans-jordanien en del af det engelske mandat fra 1920.

Den arabiske befolkning blev lovet selvstændighed af England efter mange hundrede års osmannisk overherredømme. Hvordan disse løfter skulle realiseres stod klart for hele Arabien. Der skulle trækkes streger i sandet og nye selvstændige arabiske ”stater” (Syrien, Jordan, Irak osv, så dagens lys). Der var tale om stater uden de institutuioner, der forudsætter egentlig statsdannelse.

Et område blev imidlertid aldrig en stat, nemlig Palæstina hvor både den jødiske og arabiske verden gjorde krav. Mange arabere følte sig svigtede af Englænderne og pressede af det jødiske opkøb af palæstinensisk jord. Antizionismen og antisemitismen voksede og der opstod gnidninger mellem arabere, englændere og jøder. Konflikter der var både voldelige og dødelige. To eksempler:

·             Eksempel 1: 1920 - Der forlyder det rygte blandt muslimerne at jøderne vil besætte de hellige steder. Araberne dræber og sårer 215 jøder inden englænderne får dem under kontrol. Et tilsvarende antal arabere dræbes og såres i forbindelse med urolighederne.

·             Eksempel 2: 1929 – Araberne slår mere end 100 jøder ihjel ved grædemuren og jøderne sætter sig til modværge. Vold og plyndringer eskalerer og englænderne må sætte massivt militært ind for at slå de arabiske oprørere ned. Facit over antallet af døde efter oprøret er følgende: 69 jøder, 77 englændere og ca. 1000 arabere.

Kulturforskellen mellem de europæiserede jøder og araberne var meget stor. Mens araberne levede som stammer, hvor man havde indrettet sig på de givne naturforhold, opdyrkede jøderne ørkenen. Jøderne kom fra Europa, og i kraft viden, teknologi og organisering i de fællesejede socialistisk inspirerede kibbutzer, var man i stand til at etablere et landbrugssamfund.

Samtidig begyndte jøderne nu at genoplive deres gamle sprog, hebraisk, der blev deres nationalsprog. Noget af en bedrift. idet hebraisk havde været et dødt sprog i over 1000 år. Det nye sprog kaldes for "Ivrit" - til dagligt omtales det som hebraisk.

5.

1933-39 - Hitlers magtovertagelse intensiverer jødisk indvandring

Som følge af Hitlers magtovertagelse voksede den jødiske indvandring dramatisk. Der indvandrede nu mellem 10.000 og 50.000 jøder om året. Og fra 1931 til 1939 voksede det samlede antal jøder i Palæstina fra 172.000 til knap en halv million. I samme periode voksede antallet af arabere fra 840.000 (heraf 88.000 kristne) til mere end 1,1 million.

Samtidig skærpedes den arabiske modstand mod jøderne, idet den eksisterende arabiske antisemitisme inspireredes og udvikledes af Hitlers konspirationsteorier. Den øverste imam - Stormuftien af Jerusalem - tog på venskabs besøg hos Hitler, og benyttede sin lederstilling til at organisere en arabisk nationalisme. Han dannede Den Arabiske Højkommite som en parably-organisation for de arabiske partier i Palæstina. Og i 1936/37 udbrød der omfattende uroligheder, hvor araberne med strejker, og voldelige demonstrationer truede med helt at destabilisere det engelske mandat-styre. Englænderne måtte hente forstærkninger (ca. 25.000 mand) for at slå opstanden ned.

Polariseringen vokser: De tiltagende uroligheder forstærkede polariseringen blandt jøderne indbyrdes. På den ene side havde man den socialistiske fredsfløj med Chaim Weizmann i spidsen, som havde til hensigt at samarbejde med araberne - på den anden side havde man den kompromisløse fløj, som for enhver pris ville etablere en jødisk stat med en jødisk befolkningsmajoritet så hurtigt som muligt.

For at løse de voksende problemer nedsatte England en kommission (Peel-kommissionen) der siden foreslog at der blev etableret en tostatsløsning, da jøder og arabere ellers vil rive hovederne af hinanden. Dette afvistes pure af den arabiske verden, der nu direkte advarede englænderne: "Vi støtter Hitler og tyskerne, hvis ikke HELE PALÆSTINA blev en arabisk stat!"

6.

1939-1947 - 2. Verdenskrig

Under Anden Verdenskrig var den jødiske indvandring temmelig begrænset. Under Ben-Gurions ledelse havde jøderne forbundet sig helt med Englands kamp mod nazismen, og i Palæstina etableredes en jødisk brigade på ca. 20.000 mand - til støtte for Englænderne (og jøderne selv).

Exodus 1945-47

Efter krigen kom det til pinlige scener for englænderne, idet de forsøgte at forhindre overlevende koncentrationslejrfanger og andre forfulgte jøder i at flygte til Palæstina. Mest kendt er her historien om Exodus og englændernes internering af de flygtende jøder i lejre på Cypern. 

Fra 1945 til 1948 udvikledes borgerkrigslignende tilstande i Palæstina med vold og terroraktioner - jøderne kæmpede mod både englænderne og araberne. Og England var ved at køre trætte i kølvandet på Anden Verdenskrig.

7.

1947 - FN og Israel

Holocaust rystede hele den civiliserede verden, fordi udryddelsen af de 6 mio. jøder, blev iværksat af et land, Tyskland, der havde skabt en storslået kultur. Et land hvor jøderne var mere assimilerede end noget andet sted i verden.

Da det efter krigen stod klart, at nazisternes systematiske udryddelse af jøderne "kun" var en ekstrem udgave af 2000 års europæisk antisemitisme, fjernedes i Europa den sidste tvivl om nødvendigheden af en jødisk stat. I 1946 blev FN dannet og i hele den europæiske verden var der en klar forståelse for nødvendigheden af en jødisk statsdannelse. I FN var der enighed om at Palæstina skulle gøres selvstændigt. Palæstina var på det tidspunkt et engelsk mandat (en slags begrænset koloni). Spørgsmålet var imidlertid: Hvordan? Skulle man lave en forbundsstat, hvor man vidste at arabere og jøder ville rive hovederne af hinanden - eller skulle man lave en delingsplan?

De to nye supermagter - Sovjetunionen og USA - enedes sammen med et flertal i FN om at etablere en delingsplan. Der skulle oprettes en jødisk og arabisk statsdannelse i Palæstina, hvor Jerusalem, skulle underlægges et internationalt FN-mandat. Det skete d. 29. november 1947 - hvor delingsplanen og dermed oprettelsen af Israel blev vedtaget af et enigt FN, hvor kun de arabiske lande og Indien stemte imod (33 for - 13 imod).

På trods af at grænsedragningen var stærkt problematisk med et arealmæssigt stærkt begrænset Israel - delt i tre småbidder - accepterede zionisterne delingsplanen. Den arabiske verden i og uden for Palæstina nægtede derimod pure at have noget med delingsplanen at gøre. Man kunne ikke acceptere oprettelsen af en jødisk stat og jødernes tilstedeværelse i Palæstina. Støttet af den arabiske verden indledte Palæstina-araberne en guerillakrig mod den jødiske befolkning, der selv formerede guerillagrupper.

8.

1948-49 Israels oprettelse - Uafhængighedskrigen

Den 14. maj 1948 ophørte det engelske mandat og samme dag proklamerede Ben-Gurion staten Israels oprettelse. Svaret fra Europa og store dele af verden var accept - USA og Sovjet anerkendte omgående Israel. Samme dag som Israel blev proklameret gik seks arabiske lande til angreb. Nu skulle jøderne en gang for alle væk fra Palæstina.

Mod alle odds lykkedes det jøderne at forsvare sig mod de arabiske troppers angreb og belejring. Krigen trak ud og det lykkedes jøderne at gå til modangreb. Ved erobringer fik de efterhånden skabt en sammenhængende frontlinje og dermed en sammenhængende grænse - det der i dag kaldes 1967-grænsen.

Samtidig benyttede Jordan og Ægypten sig af situationen og annekterede de områder af Palæstina, der var tiltænkt palæstinenserne. Jordan erobrede Vestbredden og Ægypten erobrede Gazastriben. Palæstinenserne blev snydt for deres stat.

I 1949 måtte araberne se i øjnene at de ikke her og nu kunne fjerne Israel fra landkortet - og der blev indgået en våbenhvile. Taberne i krigen mellem de arabiske lande og Israel bliver palæstina-araberne. De ca. 650.000 palæstina-arabere, der flygtede på grund af krigen, blev interneret i flygtningelejre i stedet for at blive statsborgere i Jordan, der ellers havde erobret Vestbredden – eller de andre arabiske lande de var flygtet til.  - Man ville ikke acceptere dem som statsborgere, da det ville betyde en de facto anerkendelse af Israels eksistens.