Omkring nytår kom en lovende og allerede meget levende blog til verden med udgangspunkt i det kommende præsidentvalg, hvis opvarmning forlængst er begyndt: USA NU
Bag bloggen står en af veteranerne i dansk journalistik, Annegrethe Felter Rasmussen, der har arbejdet med udenrigsforhold i Europa og USA som reporter, analytiker og redaktør for bl.a. Weekendavisen, Berlingske og Information og nu har base i D.C. en god spadseretur fra Det hvide hus, sammen med USA-kenderen Morten Bay, der ud over at være journalist, forfatter og mediestrateg også holder tjek på den nye (digitale) tidsånd og foredrager om den.
Der er mange gode artikler at finde der for folk, der vil vide mere om USA og landets politik, men kun den, der ikke laver noget, laver ingen fejl.
Og således har fru Rasmussen beriget bloggen med en analyse efter det republikanske primærvalg i Florida, hvor Mitt Romney vandt sikkert over Newt Gingrich, som hun dog især interesserer sig for, fordi han er ved at positionere sig som den folkelige, udefrakommende jævne kandidat med gode konservative værdier, som titlen på analysen også antyder: "The People's Candidate".
Her beretter Rasmussen, at "dem der dømmer Gingrich ude efter alt at dømme har forregnet sig. Han har mere kridt i bøssen."
--
Her på PS har redaktøren faktisk undret sig over en af de mange selvmodsigelser, som personaen Gingrich bærer rundt på - en anden er, hvordan man er udefrakommende og jævn, når man har været formand for Repræsentanternes Hus, men stakkels Gingrich har selvfølgelig trods alt kun tjent millioner af dollars og ikke milliarder som Romney ...
Her er det dog hr. Gingrich's stærke konservative værdier, herunder hans udtalte abortmodstand, der strider dels mod hans mange udenomsægteskabelige affærer (eller er det udefrakommende affærer?) og dels mod det forholdsvist begrænsede antal børn - nemlig to døtre (officielt), der trods alt er kommet ud af de så at sige indenikommende affærer.
Se, det giver jo pludselig mening, hvis Gingrich render rundt med mosevand i sprøjten!
Eller burde man sige på engelsk, at "Poor little Newt's Great Dispenser is pure chalk" ...?
Og det er tilmed en ganske stor fordel, hvis han skulle ende med at udpege en anden meget kristen-konservativ republikaner som sin vicepræsidentkandidat: Rick Santorum. Sidstnævnte er nemlig så homofobisk, at han har fået det sekretive resultat af analsex opkaldt efter sig, og han vil helt utvivlsomt føle sig uendeligt tryggere, hvis bøssen bagved ikke er alt for ladt, så at sige ...