Surf’s Up Instr: Ash Brannon & Chris Buck
Ved de seneste to Oscar-uddelinger er pingviner vraltet af med en gylden statuette: først migrerende i den episke dokumentarfilm ’Pingvinmarchen’ og så stepdansende i animationsmusicalen ’Happy Feet’. I dette års pingvin-indslag surfer de! Familietegnefilmen ’Surf’s Up’ er nemlig den fiktive dokumentar om ungpingvinen Cody. Han er snildt den stærkeste surfer hjemme i kolonien på Antarktis, men da han får chancen ved det årlige mesterskab på Bounty-øen Pen Gu, får han hurtigt buksevand af den regerende champ. Heldigvis står både en sød tøs og en tilbagelænet mentor klar til at lære Cody om surfingens sande zen-værdier. Det er traditionel udviklingshistorie a la ’Karate Kid’, men føles friskt i den veloplagte fupumentar-stil, hvor handlingen afbrydes af interview, arkivklip og tv-sportsindslag. Håndholdte billeder supplerer svimlende kamerature, og animationen er indbydende luksuriøs, hvad enten den udspilles ved iskold pol eller på det skumsprøjtende, turkise tropehav.
’Surf’s Up’ er en fantastisk flot og fortløbende fornøjelig gang Pingvin-guf for animationssultne i alle størrelser.Men ambitioner til endnu en Oscar har den ikke – helt i tråd med sin uanstrengte morale om, at det er vigtigere at have det sjovt end at vinde.
Noe Habermann