I filmen Kongekabale kører lederen for Midterpartiet galt på vej hjem fra et vælgermøde, og mens han ligger i koma begynder en brutal magtkamp mellem Favoritten Lone Kjeldsen og Erik Dreyer. Dreyer presser ved anonyme beskyldninger om korruption Lone Kjeldsens mand til at begå selvmord, men afsløres, og instruktør samt manusforfatter har siden sagt, at inspirationen til figuren Erik Dreyer var Anders Fogh Rasmussen. Efterhånden, og især efter det seneste udslip fra Venstre, forstår man det godt.

I dag ”afslører” Ekstra Bladet med en række Venstre-folk tæt på Fogh som villige kilder, at Socialdemokratiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, skulle have givet information om partiets valgstrategi i 2005 for at skade den daværende formand, Mogens Lykketoft. Som Thornings nærmeste fortrolige i S-ledelsen vil enhver mistanke også indirekte ramme hende.

Hvor kommer den afsløring dog fantastisk bekvemt! Vi almindelige dødelige vælgere vil formentlig aldrig få sandheden at vide, men i hvert fald først efter valget. Afsløringen kommer, lige da oppositionen overhaler VOK i meningsmålingerne, f.eks. hos Vilstrup for Politiken og Megafon på TV2, og samme målinger viser, at flertallet af de tilbageværende tvivler hælder til at stemme på oppositionen ifølge Gallup i Berlingske. Den kommer også, netop som S skal til at sætte slutspurten ind med ”velfærd frem for skattelettelser”, en debat Venstres ledelse ved de kun kan tabe.

Så der er både et motiv til at forsøge at skabe et internt opgør hos S få dage før valget, at skabe tvivl om Thornings og Sass s moralske habitus hos vælgerne, og endelig at få snakket om noget andet end Socialdemokraternes relativt største vindersag i denne valgkamp, velfærd kontra skattelettelser – en debat, regeringen har manøvreret hårdt og brutalt for at undgå også hidtil i valgkampen. Til gengæld tyder den nye historie - sand eller ej - på en efterhånden dyb desperation i regeringstoppen.

Hovedkilden blandt de kun mundtlige kilder skulle være Jens Rohde, tidligere politisk ordfører i Venstre, som skal have fået sin viden via chefen for Venstres pressetjeneste, Mikkel Faurholdt, der siges var ven af Henrik Sass. Rohde bekræfter, men Faurholdt benægter det pure. Men nu kommer det rigtigt sjove: Claus Hjort Frederiksen, Foghs nr. to, siger i dag, at han var overrasket over, hvor meget Rohde vidste om S-planerne ... Skulle Hjort virkelig tage info fra Rohde alvorligt og lægge Venstres centrale strategi efter dem – sammen med Fogh – uden at spørge, hvor den info kom fra ???

Lad os se på et par andre afsløringer , der pudsigt nok altid involverer folk tæt på Fogh, men tilsyneladende aldrig Fogh selv, og som i denne valgkamp hele tiden har haft en central rolle til Ekstra Bladet, hvor Foghs gamle ven Hans Engell regerer.

For få dage siden ”afslørede” Ekstra Bladet også, at Ny Alliance ved Anders Samuelsen havde haft hemmelige forhandlinger med Venstres næstformand Lars Løkke, men at Gitte Seeberg skulle have brugt sin vetoret mod en aftale, de var enedes om. Den historie er måske lidt mere sandsynlig end den med Sass, bl.a. fordi centrale Venstre-folk ikke står i kø for at bekræfte hemmeligheden offentligt ...

Gitte Seeberg har senere benægtet hele historien, men uanset om den er sand, så er det hel basale resultat, at den skader den Ny Alliance, og er baseret på kilder i Venstre. Om Venstre så lækker historien, fordi de ikke fik deres ønskede aftale og vil lægge et ekstra pres på Ny Alliance, eller blot gør det for lægge endnu mere oven i smædekampagnen mod Naser Khader og hans nye parti er i den sammenhæng underordnet.

For hvad var historien nu før den? Jo, det var Foghs tidligere spindoktor Henrik Qvortrup, der i sin ugentlige politiske nyhedsmagasin Se & Hør ”afslørede”, at Khader skulle have fået lavet sort arbejde. Og personen, der leverede det sorte arbejde gennem sit private firma, var såmænd Michael Jeppesen, bagsideskribent på Ekstra Bladet.

Oven i købet lagde Qvortrup noget usædvanligt en telefonsamtale ud på Se & Hørs hjemmeside, hvor Khader i umiddelbar og stor ophidselse over at høre beskyldningen for første gang, råber, at Qvortrup er ”et svin”, og Qvortrup brugte lydklippet til at udtale, at Khader vist ikke havde råstyrke til at være politiker. Jeg siger ikke, at Khader er nogen uskyldighed, for der kom skam også spin fra hans lejr, men bundlinjen er igen, at det er et angreb på en modstanders moralske habitus, hvor vi helt sikkert først får lidt mere af sandheden at vide efter valget, men næppe nogensinde hele sandheden.

Qvortrup fulgte sagen op, muligvis som en personlig vendetta, fordi han blev fjernet som politisk kommentator (af alle andre end DR!), med at skrive en leder i denne uges Se & Hør, hvor han antyder, at Khaders baggrund som syrer får ham til at opføre sig anderledes end rigtige danskere. Måske lærer Khader nu, hvor oprigtige alle de mange rygklap hos medlemmer af den danske elite var, da han gik i glødende forsvar for karikaturerne af Muhammed og undsagde de muslimer, der følte sig krænket af Muhammed med en bombe i turbanen.

Og hvad kom den ”afsløring” så efter? Jo, den kom efter, at Fogh og den øvrige regering havde lagt et massivt pres på Khader for på forhånd at sige, at han ville støtte Fogh som statsminister og ikke blot kongelig undersøger. Og hvor Khader havde sagt nej, fordi han dermed ville fraskrive sig nogle muligheder for at lægge pres på Fogh under forhandlingerne.

Før det var det en fortsættelse af den massive kampagne mod Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid, der som ny kandidat i hænderne på ikke særlige venlige journalister, som med et pres de aldrig turde anvende over for Fader Fogh fik mast en udtalelse ud i ny og næ, som kunne mistolkes – og blev det.

Men i valgkampens første dage gik man videre: Første mål var at få Enhedslisten under spærregrænsen, så Thornings side mistede 4 mandater, og andet mål blev gentaget og gentaget og gentaget: En stemme på Thorning var en stemme på Asmaa, der var antidemokrat, ekstremist, islamistisk fundamentalist og noget nær djævelen selv: Målet med det var selvfølgelig igen at beklikke Thornings moralske habitus eller endnu bedre at få hende til ligefrem at tage afstand fra Enhedslisten.

I valgkampen i 2005 var der en bestemt læk, der stort set gjorde S ude af stand til at bruge sit hovedvåben i valgkampen. Lykketoft havde udarbejdet en stor job-, uddannelse og grøn vækstplan, der hed Made in Denmark, som blev offentliggjort kort før udskrivelsen af valget.

Traditionen i Danmark er, at når en valgkamp udskrives, går den centrale administrationen på vågeblus, og bl.a. udtaler diverse ministerier sig ikke - og slet ikke om valgudspil. Men pudsigt nok slap et notat ud fra Finansministereiet, hvor Foghs håndgangne herre og hammer, Thor den store regerer.

Det var et resumé af en beregning, der måtte være lavet på rekordtid i Finansministeriet, og hvor man havde regnet med den værst tænkelige situation ud fra S-udspillet, som derfor blev beskyldt for at mangle 8 mia. kr. Efter det afviste Fogh i alle debatter Lykketoft, når denne påpegede, at regeringens løfter var helt uden finansiering – eller beregninger - med, at der jo manglede 8 mia. i S-udspillet, der dermed blot fik status af at være ”den anden gavebod”.

Jeg påviste dengang i artiklen ”Thors spin var ikke Thors spin”, at lækken ikke blot var sket via ét medie, der så blev citereret af andre, men måtte være sket ved en rundsendelse af en kopi af notatet, og at lækken derfor bestemt ikke var tilfældig, men tværtimod højst organiseret, og at det var sandsynlig, at sådan kun kunne styres fra nogen ret højt placeret i Finansministeriet eller Statsministeriet. Det kunne være en spindoktor ...

Muligvis håber man i Venstre, at Lykketoft husker det og mister besindelsen, for Finansministeriet må have arbejdet i weekenden for at nå at lave beregningerne, før der blev lukket. Så selvfølgelig kan der i dét tilfælde have været en muldvarp hos S, men hvis der endelig var en læk, er sandsynligheden for, at det var en anden socialdemokrat end Sass, der under Lykketoft blev holdt ude i strakt arm, meget større. Det kunne såmænd også være lækket fra trykkeriet eller lignende, og endelig er det mest sandsynlige selvfølgelig, at Thor kom til at lade sine regnedrenge arbejde en dag ekstra, i weekenden eller senere.

Men bekvemt er det da at lade en historie om Sass og indirekte Thorning slippe ud nu. Som altid bør man spørge sig selv: Qui bono? Alle som en gavner de Fogh. Og pudsigt er stort set alle i Venstretoppen offentligt indblandet i en eller flere af de tilfældige afsløringer, men aldrig netop Fader Fogh selv. Ja, som regel er det sådan, at mellem valgene er han altid i udlandet, når der opstår særlige vanskeligheder. Den er jo bare lidt svær at lave, når der ligefrem er valgkamp!

På baggrund af alle tilfældighederne ovenfor er det, at jeg i stigende grad begynder at forstå, at folkene bag Kongekabale havde Fogh som inspiration, da de formede figuren Dreyer, der indirekte kunne siges at have slået ihjel for magten. Selve intrigen og de skumle rygter – eller afsløringer - i Kongekabale er for længst overhalet af virkeligheden. Men mod ikke virkelighedens spinneri trods alt stadig højst ender i karaktermord ...