Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Undskyld, at jeg igen havde ret!

22. december 2010 12:02
Visninger  [545 ]   Debat  [8 ]

"Former målet ikke midlet, så fordærver midlet målet!"

- Åbent brev til Ole Sohn, gruppeformand for SF

Kære Ole Sohn

Tillad mig at sende dig en forsinket anerkendelse af din kommentar til, at SF er gået tydeligt tilbage i meningsmålingerne:

Nemlig at det skyldes rodet med reaktionen i sagen om et pointsystem for familiesammenføring.

Det er altid rart med en politiker, der kalder en spade for en spade.

Men tag nu og lær af den her også, ikke? Spindoktoren har ikke altid ret og især ikke om de store bevægelser i baglandet og folkedybet, hvilket bl.a. skyldes, at hin m/k sjældent er uden for Christiansborg, og at vedkommende tror på det forvrøvlede slogan om, at moderne politik kun er kommunikation, så man ser det som vigtig strategi, hvis Mogens Lykketoft lægger brillerne ...

En ægte og erfaren politolog kunne forlængst have fortalt jer, at der ikke alene på højrefløjen men også på venstrefløjen fandtes store grupper, der mere og mere længtedes efter en "Nok-er-nok-reaktion" frem for "Sass-doktrinens" evindelige "Luk flanken til DF ved at fodre svinehunden en lille smule mindre end dem", en slags DF minus 20%.

Så tag nu bedre og grundigere bestik af færten i luften en anden gang - og husk samtidig på, at SF faktisk er et socialistisk parti, der netop opstod for at kæmpe for lige og gode vilkår for alle mennesker, uanset farve.

Det er helt fint, at I gerne vil i regering, og jeg hører til de 'naive sjæle', der tror, at det ikke blot er ministertaburetter og -biler, der frister, men også muligheden for at gøre en forskel, at netop give bedre og mere lige vilkår for alle, også de sorte danskere.

Men aldrig så snart havde VOK strikket deres ulækre pointsystem blot løseligt sammen, før jeres ledelse meldte ud pr. automatpilot, at man ville lave "et andet pointsystem", og så brød helvede løs i Aksel-Larsen-gade. Baglandet og folketingsmedlemmer gjorde oprør, og de havde ret.

At I efter en hed tur i den politiske kolbøttefabrik fandt en form for pointsystem, der er til at leve med selv for en liberalsocialist som jeg, fordi det er uendelig let at samle de nødvendige to point, altså en slags DF minus 80% var ikke alene klogt, men helt nødvendigt. Og at nogen fik de erklærede modstandere i folketingsgruppen til at acceptere at nøjes med at holde sig for næse og mund, dufter lidt af dygtigt politisk håndværk af bl.a. gruppeformanden ...

Men det ændrer ikke ved, at I dels strategisk og taktisk - altså i politisk forstand - var gået med på en skævt afbalanceret linje, og at I dels rent sagligt fik rodet to problemkomplekser sammen, nemlig indvandring og familiesammenføring.

Ved indvandring er et pointsystem ikke alene en god idé - det kan endda være en rigtig god idé. Når landet stander i våde, og vi ønsker hænder og hoveder til tage de jobs, som danske statsborgere ikke kan eller vil tage, så kan et pointsystem til at finde den bedst kvalificerede være overordentlig fint.

Ved familiesammenføring handler det om betingelser for, at danske statsborgere og andre med tilstrækkeligt langt lovligt ophold kan få ægtefælle og børn til landet. Her er et pointsystem det rene nonsens og giver lillefingeren til et utalitaristisk menneskesyn, der i sidste ende ikke lader dr. Mengele meget efter.

Det er helt okay at ville begrænse antallet af fremmede, der kommer til landet, og tallet var for stort før 2001. Det er også helt okay ikke blot at ville bremse egentlige tvangsægteskaber men også indirekte sådanne, hvor en ung person presses af kultur og familie til selv at anmode om en kusines/fætters hånd. Og her er 24-års-reglen den værst tænkelige løsning - lige til man sammenligner med alle andre, som Churchill i sin tid sagde om demokratiet.

Skulle nogen finde humane forbedringer i måden at begrænse på, så længe det er nødvendigt, så fint. Men indtil da, så er mottoet "steady as she goes", og at der ER strammet nok. Nok er nok, som Lykketoft skrev i et indlæg for et halvt år siden.

Så længe uligheden og fattigdommen i verden er alt for stor, og så længe åbne grænser over hele verden og frihed til at slå sig ned, hvor man vil, ikke kan realiseres, og flygtninge og familiesammenføring og indvandring giver for stort et pres på de sociale kasser og for lille indtægter til dem, så må vi desværre begrænse.

Til gengæld mener jeg som liberalsocialist, at netop friheden til at slå sig ned hvor man vil på kloden må være et hovedmål for et socialistisk parti i det 21. århundrede, for hvis noget fortæller, at nu er verden blevet blot nogenlunde retfærdig og tilstrækkeligt lige, uden at væksten har fået klodens økosystem til at bryde sammen, så må det være det.

Endelig kan jeg ikke modstå at gøre opmærksom på, at faktisk var der en ganske fornuftig og endda meget erfaren politolog, der ikke alene forudsagde Ny Alliances opståen, mens også Sass-doktrinens indbyggede fare for at give svinehunden netop den bid, der fik vælgerne til at væmmes ved lugten af dens mundsvejr og vende om i hobetal. Ikke mindst i jeres eget bagland.

Politologen var i al ubeskedenhed undertegnede!

Et eksempel er nedenstående artikel, der forudsagde Fogh-projektets endeligt i marts 2006:
"Det spirende oprør mod Fogh"

Et andet eksempel er denne artikel, som fik jeres formand Villy Søvndal til i en mail at erklære sig helt enig, noget som måske blev lidt glemt siden:
"Dansk Folkepartis hidtil mest ulækre stemmefiskeri

Jeg ved, at det er irriterende med folk, der konstant siger: "Hvad sagde jeg!" Men når man nu (næsten) altid har ret, hvad skal man dog så gøre? Skal man sige undskyld? Det være hermed gjort!

vh Claus Piculell

L. Steen og Lars Nunnegaard har anbefalet dette indlæg.
Del på Facebook
22.12-2010 | 12:47 af Lars Nunnegaard
Tjahh, men profeter er i agtet i eget land!
anbefalet.
 
 
22.12-2010 | 12:49 af Lars Nunnegaard
ikke agtet i eget land.
:o)))))))
 
 
22.12-2010 | 12:56 af Claus Piculell
Tak Nunne
Det er heldigvis kun lidt rigtigt - af og til får jeg faktisk lidt indflydelse på holdning og sågar handling.
vh CP
 
 
22.12-2010 | 12:57 af Claus Piculell
Men jeg er i gang med at oversætte Liberalsocialismens foreløbige manifest til engelsk ... ;)
Glædelig jul!
 
 
22.12-2010 | 12:58 af Lars Nunnegaard
Også Glædelig Jul til dig!
 
 
22.12-2010 | 12:57 af Bitten B.
Problemet med S/SF-pointsystemet ser ud fra de ting jeg har læst mest ud til at dreje sig om, at nogle ikke har sat sig ind i indholdet. For som du skriver, er det umådeligt nemt at gennemføre. Netop fordi som der er blevet sagt ikke skal være tale om at begrænse, men kun om at opnå bedre integration som ved at tvinge folk ud på arbejdsmarked eller i uddannelse så de kommer ud fra hjemmets 4 vægge.
At folk kommer i tvivl skyldes nok også i høj grad massiv misvisende info fra radikale tilhængere. Og den misvisende information skal tilbagevises. Jeg har set utroligt meget sludder rundt omkring på nettet spredt af netop radikale.

Ting i den debat er blevet rodet sammen, nemlig protester som gik på VKO`s pointsystem og så det system S/SF er gået ud med.
Faktum er jo at der ikke er noget lighedspunkt overhovedet i de 2 forslag. Men mange tror det. Og det skal både S og SF blive langt bedre til at formidle, så vælgerne forstår indholdet.
 
22.12-2010 | 13:30 af Claus Piculell
Hej Bitten
Du har både ret og uret. Det system, som S+SF kom med, analyserer jeg som i høj grad præget af den reaktion, man fik på den allerførste udmelding om, at de også ville lave et pointsystem. Altså de gik groft sagt fra DF minus 20% til DF minus 80%, Det var en "målstregsredning".
Og dermed blev "pointsystemet" grundlæggende bare en gentagelse af nogle ganske fornuftige krav ifm. familiesammenføring, som stort set allerede eksisterer. Ja, selvfølgelig kan det være en stramning, at man skal kunne dansk, før man kommer til Danmark, men lur mig, om ikke der bliver intensive danskkurser på danske ambassader og/eller med mulighed for "kursusvisum".
Det ændrer dog ikke ved, at selve ideen om et pointsystem, altså at sætte nytteværdi på folks ægtefæller og børn, er galt, og det må de radikale og Enhedslisten gerne sige for min skyld igen og igen.
Blot det ikke ender i absurditeter og total splittelse i rød stue, som da Morten Østergaard sagde, at S+SFs pointsystem var "værre end alt det, VOK har gennemført" ... Dén kom han op På Spydet med.
Og på et tidspunkt bliver R og EL nødt til som minimum at acceptere, at det skide pointsystem bliver vedtaget, om ikke andet så med andre stemmer.
Undskyld sproget, men som artiklen også siger: Jeg havde ret igen! De kunne bare have lyttet og tænkt sig om en ekstra gang.
Hæ hæ ... ;)
Glædelig jul.
vh CP
 
 
22.12-2010 | 13:35 af Claus Piculell
PS! Jeg har i øvrigt privat rost fru Vestager for at undgå Østergaards skingre retorik, men du har ret i, at de skal skrue endnu mere ned snart.
Men i den forbindelse luftede jeg faktisk et muligt forlig: R (og EL måske) stemmer for "det skide pointsystem" (med fornuftige indretninger praktisk) mod, at Danmark tager 1000 ekstra FN-flygtninge om året. Hvis der er nogen, der i den grad har brug for hjælp og til at komme til et land, hvor vi godt nok ikke kan hjælpe hele verden, men hvor især asylområdet er blevet FOR stramt, så er det FN-flygtninge. Og for at skære det ud i pap: De vil koste i mage år, før de evt. kan give noget tilbage. Men hvor er ellers det barmhjertige Danmark, der samlede 250 mio. ind til ofrene for Tsunamien på én (1) uge, blevet af? Ikke mindst i denne søde juletid.
Hvad siger du til det forslag?
vh Claus
 
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl
Claus Piculell


Nutcracker er min hovedblog og relativt seriøs.
På Spydet er min satireblog og helst useriøs!


Mit personlige hovednetsted er her:
Claus Piculell - Nutcrackers hjem

Nutcracker (nogle gange Nøddeknækker) har generelt været mit pseudonym på nettet næsten fra starten, dvs. ca. år 2000.

Nutcracker er min hovedblog og relativt seriøs. På Spydet er min satireblog og helst useriøs!
Indlæg | 128 | 197.108 | 954
Siden | 12. oktober 2006 20:30
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites