TV2 har mindst lige så stor grund som DR til frygt i lyset af Nyhedsavisens kampagne mod DR s troværdighed. Bagved ligger nemlig en strategi for at score reklamekroner fra TV2 og andre tv-medier frem for at skulle slås som de stadig mindre samlede reklameindtægter på avismarkedet. Chefredaktør David Trads erklærer sig ”dybt stolt” af kampagnen og dens journalistiske niveau i brugen af fordrejning, forstørrelse og fordummelse – for hvad skulle han ellers gøre?

”Annoncebudgetterne bliver ikke større. Det afgørende spørgsmål er, om gratis husstandsomdelte aviser kan overtage en del af markedet for husstandsomdelte reklamer og gøre indhug i tv’s markedsandel. Kan gratis husstandsomdelte aviser ikke det, så bliver der alt i alt færre penge at lave avis for i fremtiden.” (Jakob Elkjær og Anders-Peter Mathiasen: ”ALT PÅ ET BRÆT … ” Journalisten NR. 11/2006.)

”Trods avisbranchens store omsætning har den kun en overskudsgrad på 3 %. Den er derfor meget følsom for udsving. Medmindre annoncemarkedet vil hugge andele tilbage fra andre medier: fjernsynet og nettet, vil krigen drejer sig om det eksisterende marked.” Brian Due, Kommunikationsforum: ”Aviskrigen FAQ” 21. juni 2006.

Det bedste alternativ til DR
TV2 har i dag sat sig massivt på pladsen som det bedste alternativ til DR. Det er her, kritik og korrektion samt tv-mæssig konkurrence, for det meste kommer fra. Borgerlige, der finder DR for rød, kan søge tilflugt i TV2 s ”Nyheder i øjenhøjde” og hvad TV2 selv sammen med samme borgerlige vil påstå er mere neutral journalistik, men samtidig af en vis kvalitet, når man ser bort fra diverse Triple-A sager.

Den plads vil Nyhedsavisen gerne ind og konkurrere på. Nyhedsavisen har, hvis ellers distributionen fungerer, et produkt, der når mindst lige så mange mennesker som landsdækkende tv-kanaler, tilmed i deres postkasse hver dag. Godt ikke lige kl. 7 alle steder, men det håber man vel kommer ...

Hvis Nyhedsavisen kan blive Danmarks mest læste avis med tal, der nærmer sig tv s seertal, og samtidig kan få en profil som det medie, der er det mest hårdtslående og effektive i at holde et konstant øje med DR og modgå alle store eller mindre fejl og omdiskuterede emner, så kan man for alvor gøre sig håb om at gøre indhug i tv-annoncemarkedet.

Lignende organisering
Det er intet tilfælde, at TV2 og Nyhedsavisen stort set samtidig oprettede eget nyhedsbureau og på mange måder organiserede sig på samme måde, for begge var opsat på at kunne blive det store alternativ til DR s store nyhedsorganisation med op til 1000 journalister. TV2 med TV2 News og en samlet bestand af journalister på næsten 500, og Nyhedsavisen med indtil videre 135, en stigning som en række bloggere observerere for nylig ifm. det såkaldte ”popularitetsmål”.

Hvis det ikke lykkes, vil man skulle slås med de andre gratisaviser og betalingsaviserne om et annoncemarked, der gennem de seneste mange år ikke er blevet større, selv om der er blevet mange flere om buddet. Da MetroExpress og Urban blev lanceret i 2001, forblev samtlige avisers andel af annoncemarkedet på 26%, skriver Elkjær og Mathiasen. Alle betalingsaviser mister kunder, og det presser yderligere nedad på den andel, mens konkurrencen skærpes. Den eneste anden mulighed for at øge selve annonceandelen er at gå efter at overtage dele af reklametryksagsmarkedet, men her har man benhård konkurrence bl.a. fra Søndagsavisen, der har en velkørende og ret billig distribution.

I seng med fjenden
Da Trads gav startsignalet til kampagnen med blogindlægget ”DR er fuld af løgn”, vidste han med stor sandsynlighed, at det ville være et initiativ som sendt fra himlen for en af hans ellers store aversioner: Dansk Folkeparti. Samt naturligvis en trængt regering. Jeg er ret sikker på, at Trads ikke har noget større ønske om at hjælpe dem, heller ikke med at få fokus flyttet fra en sag spækket med principielle spørgsmål om Danmarks forhold til menneskerettigheder og en troværdig udenrigspolitik, så vi alle har kunnet bruge tiden til en masse petitessedebat, af nogle kaldet flueknepperi.

Omvendt måtte Nyhedsavisen gribe fat i et emne, der var rigtig hot, hvis det skulle batte. Så måtte personlige og journalistiske principper vige sammen med nuancerne, og Guldbrandsens samt et par journalister, der faktisk er ansat på DR, måtte få deres troværdighed alvorligt beklikket. For man kan jo ikke lave omelet uden at knuse et par æggehoveder, vel?

Samtidig var der et par sidegevinster: Man fik understreget, at man ikke var anti-VOK, som den notorisk berømte starthistorie om en noget plat og pinlig leg på DFU s sommerlejr, måske kunne give indtryk af. Og Nyhedsavisen, Trads og andre fik maksimal eksponering og afledte politiske konsekvenser. Netop alt det, der skulle starte offensiven for at konkurrere med TV2 om pladsen som alternativ til DR – og om annoncekronerne.

Vh
CP