Bemærk, at dette indlæg er et UDKAST - kommentarer er ikke blot velkomne, men kan få direkte indflydelse på det endelige indhold ...


Det helt afgørende for oppositionen (ABØF) er at (gen)etablere en demokratisk velfærdsstat med magtens fulde tredeling og borgerlige samt andre menneskerettigheder såvel hjemme som ude og dermed bryde med den 'demokraturgiske' (flertalsvældes) nationalkonservative hyperliberalisme, der har været på kanten af det halvfascistiske.


Det indebærer bl.a. en fjernelse af terrorpakke II og en kraftig indskrænkning af terrorpakke I, så en række bestemmelser ændres, og så de KUN kan anvendes ifm. egentlig terrorsigtelse. Altså ikke til "præventivt" eller på andet tvivlsomt grundlag at anholde f.eks. 2000 deltagere i en ellers fredelig demonstration under klimatopmødet, hvor kniplerne glødede næsten lige så meget som Løkkes dirigentklokke og en del mere end hans vid ...


Udenrigspolitisk må det indebære en nyorientering, så vi nok har en humanistisk aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, men ikke en "aktivistisk-ekspansiv" udenrigspolitik. Vi skal ikke konstant lægger os i halen på USA, men knytte an til de fælles prioriteringer i FN og EU, og anvendelsen af blød magt skal være vor vigtigste udenrigspolitiske magtudøvelse. Dertil  får vi brug for en sandheds- og forsoningskommission om Irak, og vi får brug for hurtigst muligt at komme ud af den efterhånden totalt fejlstyrede og fejlslåede forsvarskrig i Afghanistan.


At gå ind efter Al-Qaida efter 11. sept. 2001 var helt okay, herunder at vælte al-Qaidas hjælpetropper i Taliban, men derefter burde opgaven have været at etablere et nogenlunde sikkert og legitimt styre, der kunne garantere os mod ny terror. Hvorfor i alverden vi skulle eksportere ikke blot lige præcis vor opfattelse af demokrati frem for simpelthen fornuftig regeringsførelse og basale borgerrettigheder, men dertil også begynde en selvmorderisk "krig" mod alle vore - eller måske snarere præsident Bushs - yndlingsaversioner, herunder gå i gang med afbrænding af fattige bønders valmuemarker frem for at købe morfinen til vore hospitaler og anden sygdomsbehandling, er en komplet gåde for mig.


Mere generelt om valget i 2011 må jeg advare alle aktive bag og i oppositionen mod at tro, at "den er hjemme allerede" - og nogle synes faktisk at tro det. Men politik er som fodbold: tingene kan ændre sig lynhurtigt. I fodbold er det blot sådan, at alle på et hold spiller bedst muligt sammen for at opnå et fælles mål, nemlig en sejr til det samlede hold - sådan ser det ikke altid ud til at være i politik, hvor mange interesser brydes, og hvor der stik mod diverse politologiske giganters forudsigelser IKKE er tale om et nulsumsspil ...


Det er altså forkert at tro, at oppositionen ikke kan lave så megen ged i det, at VOK med nye venner kan blive genvalgt. Det kan desværre ske, selv om lidt uenighed på udlændingeområdet tydeligvis ikke er nok, jf. netop pointsystemet, hvor der 'blot' blev flyttet stemmer inden for Rød Stue.


Jeg må dig fraråde alle i oppositionen, også S og SF's ledelser, at prøve diverse automatsvar med efterfølgende halve kovendinger igen. Min advarsel gælder dog ikke kun S+SF, men også den til tider overordentligt høje cigarføring hos de Radikale, især fra næstformand Morten Østergaard. Her får  jeg mindelser om sommeren 2004, hvor ABØF førte pænt i målingerne, hvorefter de radikale gik ud med et totalt opgør med den hidtidige udlændingepolitik, og vupti, så var ABØF håbløst bagefter, og Lykketoft m.fl. kunne helt enkelt ikke undgå at tabe valget i februar 2005 .


Pas på med at undervurdere den indre svinehund, som desværre kan ernære sig ved mange slags fødeemner, såvel DF's stædige håndfodring, men desværre også når oppositionen laver l... i den!


Heldigvis er situationen noget anderledes i 2011: Regeringen er ikke blot træt, men nærmest desperat, bedst demonstreret ved deres nyeste historier om, fagbevægelsens bidrag giver oppositionen en økonomisk fordel i valgkampen - den ynkelige falske klynken kommer fra partier, der sidst havde 10 gange så mange penge som oppositionen.


Derudover er de fleste vist klar over, at vi har en økonomisk krise, selv om VOK ironisk nok prøver at tale den op og ned på én gang. Op, fordi så bliver der en "krisebevidsthed", der fører til støtte bag offentlige besparelser - tror de. Og samtidig taler diverse bankøkonomer og andre tæt på VOK krisen ned, ganske enkelt for at forsøge at tale økonomien i gang på den måde, og for at regeringen ikke skal sidde med aben for en gavebodspolitik, der bidrog til boblernes bristen, en økonomisk nedsmeltning og en derefter en langvarig stagnation og / eller jobløs vækst - hvilket er præcis, hvad der ser ud til at være sket.


Men der er også mangler i den økonomiske politik hos oppositionen.


For det første fatter jeg ikke, hvor ramaskriget blev af, da de danske bankers interesseforening her i december gav Nationalbanken fingeren og afviste selv nogle meget forsigtige krav til deres videre soliditet og risikotagning. Når man tænker på, at det var nøjagtig de samme banker, som uden blusel henvendte sig til deres venner i regeringen for at få stillet i princippet to gange det danske BNP til rådighed som sikkerhed for deres egne unødvendige risikotagning, og derefter gladeligen med landets største bank - dem der engang gjorde det de var bedst til  - tog mod meget billige og meget store og lukrative statslån såvel i Danmark som i USA for overhovedet at kunne blive stående på fødderne.


Vi skal have en bankpakke tre, og den skal stille de nødvendige og større krav til bankerne, så der er en reel mulighed for at undgå en tilsvarende situation. Og kan de stadig ikke lære det, så er der ingen anden udvej end at gøre egentlig bankvirksomhed (ind- og udlån) til statseje og opføre statslige kasinoer, hvor folk kan spille på lotto, blackjack og diverse finansielle derivater ... Vel at mærke for helt egen regning!


Generelt bør Rød Stue dels blive mere enige om den økonomiske politik på kort og mellemlangt sigt - herunder at økonomi er mere end demografiske fremskrivninger, og at "mainstream-økonomer," der ikke kunne forudsige den økonomiske krise et år før dens udbrud måske ikke er de rette at stole på som leverandører af "objektiv" viden om, hvordan økonomien ser ud om 20 eller sågar 40 år.


Første trin må derfor være at se sig om efter et nyt økonomisk-politisk paradigme, og disse overvejelser bør kunne bruges:


Både den offentlige og private sektor skaber vækst, såvel direkte som indirekte. Infrastruktur, uddannelse, omsorg og infrastruktur er forudsætninger for vækst, men den konkrete udførelse af dem dels ved at give ordrer til private firmaer og dels ved at generere forbrug, der giver mere vækst. Det kaldes multiplikatoreffekten, og den er langt større ved offentlige investeringer end ved især skattelettelser i toppen.


Enhver større teknologisk bølge i nyere tid er faktisk skabt af offentligt fremme af opfindsomhed samt efterspørgsel og offentlig joint-venture med den private sektor. Eksempler: Computere, der fyldte en større patriciervilla, blev opfundet til statslige databehov, internettet blev påbegyndt af USA's militær, effektiviseringen af den offentlige sektor bygger på computerteknologi, og omsorgsrobotteknologi - den næste store satsning - kommer af offentlig efterspørgsel, mens grøn teknologi blev igangsat af staterne, især den danske.


Men også i ældre tid: Hvem sparkede f.eks. jernbanen i gang? Staten i form af enevælden! Hvad fyrede damplokomotiverne med? Kul tilvejebragt af statslige mineselskaber i hjemland og kolonier. Hvordan begyndte flysektoren? Pionerer opfandt flyvemaskinen og afprøvede den, hvorefter staterne i første omgang brugte teknologien militært og stiftede nationale flyselskaber til almen brug. Da først tingene var opfundet og sat i gang, kunne den private sektor overtage.


Den private sektor er god til at gøre store nye ideer billigere og masseproducerede og alment udbredte, men hverken til at finde på dem eller starte dem op - og til tider kvæler den private sektor, især hvis den består af de-facto monopoler, nye ideer. Det gælder f.eks. bio-etanol-motoren (dengang kaldet spritmotoren), som Standard Oil købte og kvalte, både i sin storheds tid 1890-1911 og efter opsplitningen pga. anti-trust-lovgivningen i 1911 og frem som "de syv søstre". Derfor måtte bio-etanol og tilsvarende motor opfindes igen under den anden oliekrise i 1980.


Den private sektor har lige bevist ved sin totale nedsmeltning, først finansielt og så realøkonomisk, at den heller ikke er god til at styre væksten samfundsmæssigt fornuftigt, herunder til at undgå klimakriser eller finansbobler på 10-20 gange værdien af den reelle produktion og andre strukturelle og konjunkturelle kriser.


Blandt andet derfor må centrum-venstre altså se at gen(op)finde Keynes og andre centrum-venstre økonomer og uddanne vælgerne i deres tankegang. Blot "Keynes Classic" vil være et kæmpestort fremskridt! Så længe statsministeren kan slippe af sted med inderligt økonomisk-politisk vrøvl som at tale om "samfundshusholdningen", hvor man "må sætte tæring efter næring", så spiller ABØF grundlæggende på udebane.