Venstrefløjen har behov for et modspil til de borgerlige forslag om en dagpengereform. De borgerlige har ret i, at dagpengeordningen ikke fungerer optimalt, men de udskriver den helt forkerte medicin. Nedenfor gives nogle bud på, hvordan en progressiv dagpengereform, der også løser en del af fremtidens økonomiske problemer, kunne se ud.

Af Claus Piculell, cand.mag. i statskundskab og engelsk

PROBLEMER VED DAGPENGEORDNINGEN I DAG

Dels er der vitterlig behov for flere "hænder", men de borgerlige, herunder desværre de radikale, overdriver det problem med deres krav om 50.000 ekstra par hænder i 2020. Det reelle behov er snarere cirka 10.000 ekstra nettopersoner i 2020 og ca. 14 mia. kr. på statsfinanserne - især pga. VOK's seneste underfinansierede topskattelettelser, jf. bl.a. beregninger fra AE-rådet.

Dels er der også andre grunde til reform, idet den nuværende dagpengeordning ikke understøtter flexicurity godt nok:

For det første er der den efterhånden for ringe dækning af indkomsttabet ved arbejdsløshed – det maksimale dagpengebeløb er faldet fra ca. 77% af en LO-arbejders gennemsnitsløn i 1982 til ca. 50% i dag. Et andet problem er, at den nuværende ordning er relativt ufleksibel og dårligt tilpasset højtlønnedes forhold, så de ved arbejdsløshed skal bruge tid på at klare terminen mv. snarere end at søge jobs. Et tredje problem er, at dagpengene nok tager betydeligt af for stød fra konjunktursvingninger, men måske kan gøres endnu mere effektiv her. Og et fjerde problem er den stadige politiske uro omkring ordningen.

Hvis man politisk kan enes om et forlig, hvor man garanterer ro om dagpengene de næste 10 år uden at forringe det grundlæggende i ordningen, vil det skabe ro på arbejdsmarkedet på det punkt, hvilket er vigtigt ikke mindst i en tid med økonomisk krise og stigende arbejdsløshed.

GRUNDSYNSPUNKT

Grundlaget bør være, at 4 års dagpenge er den generelle smertegrænse for fortsat flexicurity, men at der er bestemt behov for fleksibilisering, der tager individuelle og konjunkturelle hensyn. Samtidig med bør det maksimale dagpengebeløb reelle dækning af indkomsttabet sættes gradvist op over de 10 år.

Grunden til, at fire år i snit er smertegrænsen, er, at ellers vil de stadig mere skærpede optjeningskrav – især for unge - og dårlig dækning vil få netop især de unge til at vælge dagpengeordningen fra og dermed vil flexicurity, der omvendt giver arbejdsgiverne mulighed for at operere med relativt korte opsigelsesvarsler, være død.

Allerede før den økonomiske krise havde 25% af de unge fravalgt ordningen, selv om vi i dag har fire års dagpenge med 6 måneders optjening og ikke to år med et års optjening, som f.eks. de radikale foreslår, noget der er det rene gift for flexicurity og en potentiel katastrofe for utallige familier under den økonomiske krise og de efterfølgende år formentlig med jobløs lavvækst.

KONKRETE FORSLAG:

Derfor foreslår jeg en dagpengeperiode på fem år i alt, men hvor to år bruges til fleksibilisering, så perioden bl.a. pga. individuelle valg og konjunkturer totalt kan variere fra 3-5 år, og at den maksimale dagpengesats sættes op til mindst 65% af LO-arbejders gnstløn over 10 år.

FLEKSIBILITET OG PERSONLIG FRIHED:

Det bør muligt for en arbejdsløs at bytte op til et år med 100% dagpenge til at få 50% oveni det første år – dog maksimalt det samme beløb, som man har tjent i snit over de seneste fire år i arbejde. Et sådant bytte giver ikke mindst mening i gode tider, hvor udsigten til hurtigt at få job igen er bedre end i krisetider, og det vil i sig selv give en vis konjunkturfølsomhed.

*Men meget mere end et års bytte af det sidste år med 100% til 50% ekstra nu skal der ikke være, fordi mange tænker ret kortsigtet - selv om det, at man 'kun' får 50% ekstra nu for 100% senere, gerne skulle få den arbejdsløse til at tænke sig om en ekstra gang, og fordi meningen er at gøre det muligt for den arbejdsløse at kunne koncentrere sig om hurtigt at få et job igen uden at skulle tænke på mulig privatøkonomisk ruin – eller håbløs aktivering. Derudover vil der alt andet lige være langt flere, der tager det ekstra beløb det første år, end arbejdsløse der når til det sidste år - heldigvis trods alt, og bytteordningen ville derfor blive en del dyrere for statskassen, hvis man kunne bytte til 100% ekstra.

Modkravet skal være intens og målrettet jobsøgning – dog uden krav om et antal ansøgninger pr. uge, men mere at den arbejdsløse og dennes konsulent satser på god kvalitet i ansøgningerne, og småjobs eller aktivering skal derfor ikke være tilladt i det år, hvor man har byttet sig til at kunne koncentrere sig om jobsøgning. For arbejdsløse, der heller vil sikre sig et ekstra år i længden, skal der være et halvt år uden aktivering, og den første aktivering bør bestå af efteruddannelsestilbud.

FLEKSIBILITET OG KONJUNKTURAFBØDNING:

Der gives maksimalt fem års dagpenge, når arbejdsløsheden ligger over den nye strukturelle ledighed på 3,5%. Perioden sættes ned til fire år, når arbejdsløsheden kommer under de 3,5%, dog ikke for folk allerede på 3. år eller mere. Forslaget er også blevet stillet af Arbejdsmarkedskommissionen, dog med dagpengeperiode helt ned til ca. 1 ½ år.

For hvert års betaling til a-kassen bør alle opspare en måneds frihed til uddannelse på dagpenge, og uddannelsen bør finansiereres af en arbejdsgiverfond med en lønsumsafgift, der også dækker 50% af lærlingelønnen i dårlige tider (hvor arbejdsløsheden er over 3,5 %).

ÅBN A-KASSERNE FOR DE UNGE

Der bør igangsættes en oplysningskampagne fra a-kasserne især over for unge, der forklarer forskellen på dagpenge og kontanthjælp samt de øvrige rettigheder, som medlemskab af a-kassen giver, f.eks. efterløn efter et langt arbejdsliv med hårdt arbejde. Samtidig bør forskellen solidarisk forsikring og personlig forsikring skæres ud i pap, og ved at sætte de unge ind i fagbevægelsens og a-kassernes historie bør det gøres klart, at ingen goder er kommet af sig selv og aldrig vil gøre det. Det synes mange unge faktisk at tro, jf. det utal af gange, jeg har hørt en 20-årig mene, at han/hun "altid har klaret sig selv" ...

Derudover bør a-kasserne åbne deres døre for de unge: Hvis en gymnasieelev, der arbejder 10 timer pr. uge i McDonalds, virkelig ønsker et deltidsmedlemsskab af en a-kasse med dagpenge på 80% af indtjeningen før evt. afskedigelse, bør vedkommende kunne få det, naturligvis med rimelige optjeningskrav. Det handler om at få de unge ind i a-kasserne, ikke rynke på næsen af dem.

FRIJOBZONE:

Alle på overførselsindkomst skal have ret til at udføre 5 timers arbejde pr. uge i snit eller 240 timer om året uden modregning i nogen offentlige ydelser.

Det samlede potentiale vil være ca. 530 millioner arbejdstimer, samlet indkomst 80-100 mia. kr., og dermed et skatteprovenu ca. 30 mia. kr. - især hvis man følger den nyliberale logik, hvor kun økonomiske incitamenter tæller, når folk skal motiveres for at finde arbejde.

Mere realistisk er nok en realisering på 25% til 33% af potentialet, dvs. en årlig forbedring af statsfinanserne på ca. 10 mia. kr. Dertil kommer momsen på de ekstra penge, som modtagerne af overførselsindkomst vil tjene efter reformen, og hvis samlede potentiale er 15-20 mia. kr., men realistisk set snarere 5 mia. kr. Dermed vil Frijobordningen kunne finansiere dele af det såkaldt permanente statsunderskud og en ovenstående dagpengereform.

Samtidig fastholder og/eller udvikler en sådan ordning tilknytning til arbejdsmarked, dels så nogle tager lidt flere timer end de fem i snit pr. uge, dels så visse grupper langsomt sluses ind egentlige fleks-, deltids- og heltidsjobs.

RISIKO FOR MISBRUG?

Kan der være risiko for, at nogen vil 'spekulere' i ordningen, altså at gå på overførselsindkomst og tjene 'fedt' på frijobzonen? Risiko er der altid og ved alting, men tag disse kendsgerninger i betragtning:

Selv på den højeste overførselsindkomst får man pt. 50% af LO-snit = ca. 200.000 2010-kr. Dertil foreslås 240 timer pr. år a kr. 200 = 48.000 i alt maksimalt 248.000.

Sæt det over for den gennemsnitlige LO-arbejderløn = næsten 400.000. Før skat ca. 150.000 kr. ekstra, efter skat ca. 100.000 eller ca. 8300 2010-kr. mere pr. måned i disponibel realindkomst. Dertil skal man huske, at der er en række immaterielle goder ved at have et job: daglig udfordringer, anerkendelse, samvær med kolleger, vedligeholdelse af og tilegnelse af kvalifikationer mv.

Og så er der jo en række krav for at opnå en offentlig overførsel: optjeningskrav for at få dagpenge, stort set ingen formue eller økonomiske midler i den samlede familie for at få kontanthjælp til én arbejdsløs, svær sygdom eller anden markant forringelse af erhvervsevnenfor at opnå førtidspension, og endelig en fra 2019 stigende alder for at få en i øvrigt stadig ringere alderspension.

HØJERE JOBFRADRAG

Det nuværende jobfradrag bør samtidig hæves fra 4% til 8%, men stadig med et max-beløb på ca. 14.000 2010-kroner, hvilket betyder, at jobfradraget kun gælder de første godt 300.000 kr. tjent ved et lønarbejde. Det gør lavtlønnet arbejde mere tiltrækkende, men vil det vil samtidig betyde ca. 8 % mindre i skat for til lavtlønnede, deltidsansatte og frijobbere. Det svarer til bruttoskatten, og tilbage at betale for disse grupper er dermed en skat på ca. 33%.

Kort sagt: Lavtlønnede og folk i marginen på arbejdsmarkedet får lov at beholde to tredjedele af de først tjente kroner. Det giver motivation til at tage selv dårligt lønnet arbejde og stadig betale en fornuftig skat. Finansieringen kan komme fra at afskaffe fradrag for pensionsindbetalinger over 100.000 pr. år og afskaffelse af frynsegoder til de lavtlønnedes chefer.

De to sidstnævnte ordninger vil også gavne erhvervslivet: Løsningen med frijobzone og højere jobfradrag genererer villig arbejdskraft til almindelig overenskomstsats selv på mindre ekstraopgaver, uden at man behøver at give overarbejdsbetaling el. lign.

Hvorfor egentlig gennemfører forringelser, der ødelægger den verdensberømte danske model og blot sender endnu flere i økonomiske problemer under krisen, når forbedringer af modellen ligefrem kan løse en del af fremtidens velfærdsproblemer …?