Skæverter som at true fagbevægelsen med at bryde efterlønsforliget skulle gerne undgås en anden gang, og der skal lægges en plan for at vinde magten og lave Danmark om. Her er et par bud på den plan, og et tilbud om, at også ikke-partiorganiserede på venstrefløjen vil hjælpe aktivt til for en ny regering.


–    åbent brev til S-formand og venstrefløjens statsministerkandidat
–    fra Claus Piculell, politolog og deltidstilknyttet Cevea


Kære Helle Thorning-Schmidt

Samme dag som fagbevægelsen igen efter lang tid havde mobiliseret til en demo mod nedbrydningspakken og næsten åbenlyst til fordel for alternativet fra ”Rød Stue”, gik du ud og truede med, at efterlønsforliget kunne blive åbnet igen, hvis samme fagbevægelse ikke gjorde det mere tydeligt, at de støttede ”En fair løsning”.

Det var en skævert af rang, den med at true fagbevægelsen på efterlønnen. I har en aftale, og du ved jo, at de vil levere, men det skal ske gennem forhandlinger med arbejdsgivermodparten, og der viser man jo ikke sine kort på forhånd. Det burde du vide, du der selv er forhandler.

Derudover har S meget meget dårlige erfaringer med efterlønsforlig og ikke mindst med at bryde højtidelige løfter ... Sådan et fik vi i valgkampen i 1998, hvorefter Lykketoft i forhandlinger med Fogh ændredede linjen på en nat. Og et lignende løfte fik vi ved det såkaldte "velfærdsforlig" i 2006, hvor efterlønsalderen blev sat til at stige i takt med levetiden - vel at mærke den gennemsnitlige levetid - fra 2019.

Sagligt set var det 'tøset' - hvis du undskylder udtrykket - at sætte efterlønsforliget til først at sætte ind i 2019, 13-14 år efter 2006. Sagligt set er der heller ingen tvivl om, at det der på kort sigt kan skaffe flest flere "hænder" er at sætte efterlønalderen op. Men forliget sagde 2019, for her regnede I jo alle med at være ude af toppolitik igen, så den fadæse er jeres egen - og I skal ikke tørre den af på fagbevægelsen eller vælgerne, for så hænger de jer til tørre.

Omvendt kan de stramning, som vi oplever over hele Europa, få en decideret "Coolidge-effekt": At man ikke blot svækker det endnu jobløse opsving, men at man kaster økonomierne ud i nye recessioner. Og i det tilfælde kommer 2019 til at se meget fornuftigt ud - i hvert fald ved valget i 2011 ...

Coolidge var den amerikanske præsident fra 1929 til 1933, og han troede som de fleste ikke-økonomer samt nyliberale økonomer, at nationaløkonomi er lig husholdningsøkonomi. Så da statens indtægter faldt, og bankerne kollapsede med reduktion af pengenes værdi, satte han statens udgifter ned og hævede renten, og begge dele gjorde krisen meget værre - ja, den blev til en depression.

Her i Europa kan vi håbe, at vi 'slipper' med stagnation og jobløs vækst, mens USA leger Roosevelt og BRIK-landene trækker den internationale økonomi i gang. Men Europa vil sakke håbløst agterud relativt set på alle områder: økonomi, uddannelse, innovation, forskning, etc. EU, som kunne være et smukt kompromis mellem de utæmmede markedskræfter og social retfærdighed, vil blive en parodi på sig selv.

Lad os nu vurdere hensynet til den formentlig nødvendige koalitionspartner, de Radikale.

Hvorfor skulle det egentlig være venstrefløjens problem, at de Radikale har malet sig op i et nyliberalt hjørne på økonomien? Der er rent rødt flertal nu, og jeg ved, at du frygter, at det ville blive et tættere løb ved selve valget - og den frygt er berettiget.

Men de radikale har mindst lige så stor grund til frygt. De falder og falder i meningsmålingerne, og du kan lige så godt true DEM til orden ved at antyde, at man kan forlænge udsættelse af lettelserne i topskatten i 10 år eller uendeligt …

De radikale har peget på dig, og de har primært de røde vælgere tilbage. Jo mere de spiller op med halv-nyliberale forslag, jo mere risikerer de, at vælgerne smutter, især hvis F og Ø (gen)finder integrations- og tolerancefanen frem. At finde frisindet og positive forslag til bedre integration ville i det hele taget være en god ide både af moralske og taktiske grunde. De Radikale kan omvendt godt opgive enhver idé om at få evt. vælgere tilbage fra Liberal Alliance – netop fordi de peger på dig som statsminister.

Det er muligt, at I har en skuffeaftale med de radikale, f.eks. om dagpengene. Men så må I jo skuffe dem ... Og hvis aftalen blot er, at dagpengene skal gøres mere fleksible, så man f.eks. kan bytte år 4 mod højere dagpenge i år 1 - som jeg selv har foreslået andetsteds - så kan du sagtens gå ud og sige, at I garanterer en GENEREL dagpengeperiode på fire år, men at I gerne vil have en mere fleksibel ordning, så folk kan få mere i dagpenge lige efter at være blevet ledige, hvor de netop har bedst chancer for at komme i job igen, især i gode tider med hurtige jobskifter.

Dertil kommer, at Fælleslisten har en stærk mulighed for at overraske og komme ind i folketinget, fordi de står så stærkt i Midtjylland, at de kan få et eller to kredsmandater. Og de har fælles interesser med venstrefløjen på to måder:

-  Alle forringelser - ikke mindst på dagpengene - rammer udkantsdanmark hårdest
- "Udkantsdanmark" er ikke et sted, men en tilstand

Med det sidste mener jeg, at folk på overførselsindkomster som langvarige dagpenge, kontanthjælp og førtidspension samt visse alderspensionister ganske enkelt er lige så meget i udkanten af det danske velfærdssamfund som folk i de geografiske såkaldte udkantsområder. Kan Fælleslisten på en eller anden måde blive et talerør for dem også - eller jeg burde nok skrive os - så kan det blive en magtfuld faktor og alliancepartner.

Og lad os så lige få sandheden om de såkaldte ”konvergenskrav” på plads: EU-kravene og kriterierne i ØMU'en bygger på en POLITISK aftale mellem Tyskland og Frankig om noget for noget ved den tyske genforening. Tyskerne fik ok til at blive genforenede, mens franskmændene fik ok til en stærkere politisk union.

På den økonomisk-politiske side var handlen, at Tyskland opgav den D-Mark, som altid var blevet holdt t stram snor med hyperinflationen i 20'erne i erindring, til fordel for euroen, hvis der til gengæld kom nogle særligt skrappe monetære og semi-monetariske krav på.

Derfor har netop venstrefløjen altid, og med rette, kritiseret ØMUen for ikke at vægte beskæftigelsen nok. Lad ikke DF løbe med den dagsorden. Om man når EU-kriterierne i  2015 eller 2017 er underordnet, i hvert fald set i forhold til risikoen for at ende lige midt i et ”second dip”, en slem recession nr. 2.

Det er ikke objektive økonomiske krav - sådanne findes ikke,  også selv om nyklassiske borgerlige økonomer kan opstille fine regnestykker, for enhver udregning afhænger af, hvad man kommer ind i den - hvilke forudsætninger man opstiller.

Selvfølgelig skal og kan landene ikke have uendelige underskud og evigt stigende gæld. Men man skal pumpe liv i økonomien i dårlige tider ved gennem statslige udgifter og skattelettelser til dem, der ikke har råd til at spare op, men må bruge pengene.

Til gengæld skal man rette national- og global-økonomien op dels ved indgreb over for de faktorer, der førte til den seneste kapitalistiske krise - her især finanssektoren og usund bobleøkonomi, samt ved at få overskud på statsfinanserne i bedre tider og bruge overskuddet til at betale ned på gælden.

Vi har bare ikke bedre tider endnu, og der er faktisk heller ikke indtil videre reel udsigt til det. Der er nogle små lovende tegn, selv om nogle er lettere misvisende. Når f.eks. den registrerede ledighed falder en smule, skyldes det mere aktivering, og at især unge i ufaglærte jobs ikke fik meldt sig i a-kasse i tide.

Lidt håb er der, og diverse borgerlige og / eller bankøkonomer prøver at tale tallene op, for de lever af, at tallene går op. Til gengæld skal nedbrydningspakken nok få gjort kål på både forårsspirer og forloren optimisme.

Beskæftigelsen i Danmark er i følge AE-Rådet faldet med 200.000. Vi har altså mistet 200.000 jobs, og mange kommer ikke igen. Og hvis man nu også udstationerer selv produktion, der kræver højtuddannet arbejdskraft, så lægger man gift for såvel innovation som forskning og at kunne tiltrække de kloge hoveder i fremtiden.

Venstrefløjens isdronning nr. 1 bør holde is i maven! Bliv ved med at lægge konstruktive forslag frem og bliv ved med at forklare de forslag, I har. Bliv ved med at styrke alliancen med SF og ræk hånden ud til såvel Fælleslisten som andre midtervælgere, der har grund til at straffe regeringen, fordi den har straffet dem ... Ræk selvfølgelig også hånden ud til de Radikale og til Enhedslisten, men lær dem at opføre sig ordentligt!

Sammen kan vi vinde, ikke blot næste valg, men kampen for at få Danmark tilbage.