Med den store sejr i North Carolina og det tætte løb i Indiana må Obama nu vurderes som sikker på at vinde det Demokratiske partis nominering. Det er næsten ligegyldigt, om Hillary trækker sig nu, men hun bør som et minimum meddele, at hun indstiller sin kampagne. Til gengæld bør Obama række hånden frem og officielt tilbyde hende posten som de facto nr. 2 i sin regering, som udenrigs- eller finansminister og/eller som vicepræsident med sin egen portefølje, f.eks. uden- eller indenrigspolitisk koordinator.

Af Claus Piculell

Hvis nogen havde sagt ved begyndelsen af 2008, at Republikanerne måske kunne gå hen og genvinde Det hvide hus, ville latteren ikke ende have taget. Men da havde man ikke taget højde for, at deres kandidat blev John McCain, og at den Demokratiske nominering ville blive så opslidende og hård - noget begge kampagner er ansvarlige for.

John McCain er den perfekte kandidat for Republikanerne, fordi han appellerer stærkt til midtervælgerne og dem, der normalt ikke stemmer – lidt som Obama ikke mindst har vundet i kraft af sin evne til at mobilisere de unge vælgere. McCain er kendt for at være sin egen mand og er mange gange gået mod præsident Bush, hvilket mildt sagt vil gavne ham nu. McCains problem vil være at mobilisere de Republikanske kernevælgere, der er blevet stadig mere konservative, men det kan formentlig løses ved valg af en højrevendt – og dybt kristen - vicepræsident og at pege på, at alternativet for de konservative vælgere er værre ...

Omvendt er det en kendsgerning, at Obama har haft svært ved at vinde de vælgere og de stater, der skal til for at slå en republikaner og især McCain. Det gælder dels de store stater, der som regel er på vippen, og hvor Clinton da også står en hel del bedre mod McCain end Obama. Faktisk har Clinton nu et stykke tid stået bedre på landsplan mod McCain i et gennemsnit af målinger, og ironisk nok har hun netop indhentet Obama på landsplan i Demokraternes kapløb. Det gælder dels de gamle Demokratiske kernetropper fra den hvide arbejder- og lavere middelklasse, som Bill Clinton vandt tilbage, efter at Reagan havde flyttet en del af dem over til republikanerne, og dertil de spansktalende vælgere, som faktisk sagtens kan gå til McCain, nu hvor Clinton har tabt.

Endelig er Hillary Clintons program efter min mening en hel del bedre og konsekvent end Obamas, der ærlig talt er en tynd kopi. Men Obama har det, som Kennedy også havde: Han giver folk håb, han har karisma - samt talegaver, og han har en personlig integritet, som skinner klart igennem. Til gengæld gennemførte Kennedy ærlig talt ikke særlig ikke nogen særlig positive forandringer som præsident, når man ser bort fra hjælpen til de sortes kamp. At Obama samtidig har folk, der er klar til at føre en nøjagtig lige så kynisk valgkamp som McCain og Clinton er noget, mange overser, men som ikke ubetinget er en ulempe, når amerikansk politik nu er, som den er.

Formentlig vil en Hillary Clinton som kandidat til udenrigsministerposten (eller en post som udenrigspolitisk vicepræsident) kunne skabe ro hos de vælgere, der med rette er lidt bekymrede over Obamas mangel på erfaring. Bush har vist, hvor store katastrofer en alt for naivistisk præsident kan afstedkomme. Hvis man så også kan Obamas offentlige persona sammen med et Clinton-inspireret program på indenrigspolitik, begynder det at ligne noget, der ikke blot kan forandre USA ved at give det en sort præsident og en meget stærk kvindelig frontfigur for første gang, men også en regering, der kan medføre vigtige og højst nødvendige forandringer i USA.

Obama bør komme med tilbuddet så snart som muligt, helst lige efter de sidste stemmer er talt op i Indiana. Han skal gøre det for sin egen skyld, og fordi han har pligt til at gøre sit bedste for at forene det Demokratiske parti. Og af de samme grunde har Hillary pligt til at sige ja.