Finanskapitalen og dens ideologi nyliberalismen prædiker løs om det frie markeds uovertruffenhed, men som vi har set og snart vil se pga. den nye finanskrise, gælder besværgelserne om tiltroen til 'markedet' kun, indtil vigtige dele af finanssektoren har bragt sig selv i problemer – igen og igen. Og og det er nærmest komisk at høre om "staternes gældskrise", når den for en stor dels vedkommende skyldes enten krisen som følge af finanskapitalens to nedsmeltninger og / eller de kæmpestore støttepakker, staterne måtte stille op med for at redde især bankerne men også den øvrige økonomi. Disse tiltag og så de gigantiske skattelettelser i toppen netop dikteret af nyliberalismen som 'medicin' for påstået større arbejdsbud og dermed beskæftigelse og vækst om ganske mange år er nogle af de væsentligste årsager til staternes gældskriser.

I de seneste årtier har en magtfuld ideologi baseret på lige så magtfulde interesser – troen på et stærkt og ureguleret marked i en rendyrket kapitalisme – spillet en stadig vigtigere rolle i økonomisk tænkning og økonomisk politik. Ideologien kalder sig "nyliberalisme", men i virkeligheden er der tale om en genoplivning af de dele af arven fra Adam Smith, der er særligt optimistiske på markedets vegne.

Under det nyliberalistiske banner er der i hele den kapitalistiske verden sket en indskrænkning af statslig økonomisk overvågning og regulering af erhvervslivet og markedsøkonomi, ikke mindst finanssektoren, samtidig med at kaptalismen har spredt sig til nye områder såvel øst som syd på kloden. I (Vest-)Europa og til dels USA har ideologien dannet et afsæt for tilbagerulning af bl.a. gennem privatisering og indførelse af markedsmekanismer i den offentlige sektor.

Markedsfundamentalismens fremmarch

Fra de to amerikanske kontinenter begyndende med Chile i 1975 bredte nyliberalismen sig til den øvrige vestlige verden, ligesom den slog rod i en lang række internationale økonomiske organisationer: OECD, IMF og Verdensbanken blev bastioner for nyliberalistiske økonomiske opfattelser og løsningsmodeller, om end finanskrisen og påvirkningen fra europæiske socialdemokrater som Strauss-Kahn har medført visse opblødninger i de seneste år. Også i EU´s indre marked og monetære union er der i konstruktionsprocessen blevet lagt for stor vægt på tanker fra den nyliberalistiske økonomiske filosofi.

I sin egen forståelse handler nyliberalismen om at” frisætte markedets dynamik ” og om at øge vækst og velstand gennem at frigøre kapitalismen fra ”statens snærende bånd” og for politiske hensyn og tyngende sociale forpligtelser. Om at skabe ikke blot det frie marked, men at stille staten langt mere i markedets tjeneste og effektivisere den offentlige sektor gennem skabelse af en markedsstat.

Det var egentlig befriende at se højrefløjens nye debat-darling Henrik Fogh Rasmussen skære igennem al tågesnakken i sin kronik Information for nylig "Det er på tide at sige farvel til velfærdsstaten" - og efter en noget fri historisk udlægning af velfærdsstatens rødder bramfrit at erklære, at de såkaldt "nødvendige" økonomiske beskæringer af velfærdsstaten ikke handler om at beskytte dens kerne, men om at afskaffe den til fordel for netop en markedsstat.

Nyliberalismen modbevist af virkeligheden

Det ironiske er, at for få år siden ramte markedsideologien muren! Altså den mur, der kommer af, om teorien holder i virkeligheden. Den omfattende deregulering af ikke mindst finansmarkederne og tilbagetrængningen af offentlig økonomisk politisk regulering har ført til en spekulationspræget kasinokapitalisme, hvor den mere og mere dominerende finanskapitals grådighed og spekulationer tog overhånd og medførte finanskrisen, der bragte verden på randen af ruin. Nyliberalismens drøm om frigørelse af markedets dynamik er i stedet endt i en forstærkede og alvorligere kriser.

Hele fem gange i nyere tid har virkeligheden i form af store landes eller regioners konkrete erfaringer vist, at nyliberalismen og dens ideologiske aflægger monetarismen ikke fungerer. I Chile under Allende i 70'erne fik Milton Friedman lov til at prøve en økonomisk hestekur, hvor man udelukkende styrede med monetære midler, og det blev en kæmpefiasko. Reagan og Bush junior satte næsten 10.000 milliarder dollars over styr - langt hovedparten af den gæld som nu truer USA's kreditværdighed blot ved sine krav om rentebetaling - på skattelettelser i toppen, som man mente ud fra den såkaldte "Lafferkurve" ville tjene sig selv ind via den meget omtalte men ikke særlig virkningsfulde "trickle-down-effekt". Selvfølgelig brugte begge herrer også mere på oprustning oig krig, men det forklarer tilsammen 'kun' ca. 1.000 mia. dollars, som Clinton næsten nåede at betale af.

Og to gange inden for knap tre år har vi nu oplevet en finansiel nedsmeltning, hvor hysteriske og snæversynede unge mænd huserer på børserne og sætter års opsparing og rigtigt produktive firmaers finansielle stabilitet på spil, fordi de har fået talt sig selv og hinanden frem til, at verdens godt nok noget svækkede supermagt USA og det lige nu svækkede EU ikke kan betale deres gæld, som samlet trods alt ikke engang udgør et års produktion.

Samtidig har den rendyrkede kapitalisme nok øget velstanden, men kun for de økonomisk velstående og dele af den såkaldte "kreative klasse" af vidensarbejdere. Dette er mest synligt i USA, hvor de fleste almindelige amerikaneres indkomster er faldet eller stagneret. Men også i Europa og Danmark har tilbagetrængningen af offentlig velfærd og omfordeling øget uligheden, ikke mindst fordi nyliberalismen har gjort umådeholdne indkomststigninger for samfundets top legitime. Og ser man på det globale plan, er afstanden mellem lynproletariserede bønder i Kina og Indien, der må trampe i giftsupper af tekstilfarver eller udføre andet elendigt betalt og sundhedsskadeligt arbejde, og til de nyrige i den nykapitaliserede verden for ikke at tale om de gammelrige i kapitalismens centre en direkte fornærmelse mod menneskelig værdighed og frihed.

Også i den senmoderne kapitalismes offentlige sektorer er markedstænkningen gået sin sejrsgang. Gennem privatisering og udlicitering er betydelige dele af det offentlige overført til markedssektoren, og de nye ledelses- og effektiviseringsprincipper i den såkaldte New Public Management er udbredt i det offentlige. Men nyliberalismens løfter om markedets effektivitet og frisætning af mennesker er stedet endt i et monster af central statsstyring og menneskeforagtende kontrolbureaukrati.

Intet se, intet høre, intet forstå ...

Og hvad er så svaret fra nyliberalismens fortalere på, at "mere marked" har ført til efterkrigstidens mest alvorlige og langvarige økonomiske krise tilsat bureaukrati, kontrol og sand armod globalt? At verden har brug for mere af det samme!

Ideerne bag den økonomiske nyliberalisme spiller ikke blot fortsat en central rolle i hele den økonomiske diskurs og dermed den økonomiske politik overalt, men en række nyliberalistiske ideologer har tilmed skruet op for retorikken, selv om de ofte forklæder den nyliberalistiske medicin som "den nødvendige politik". Så længe selv større lande og regioner som EU og USA de-facto underkaster sig finanskapitalens skiftende luner på et ureguleret globalt finansmarked frem for at forøge reguleringen af sektoren, er der sådan set også tale om en vis 'nødvendighed', hvis den reelt producerende offentlige og private sektor allernådigst skal få tilført den hårdt tiltrængte likviditet fra de stadig mere internationale ”finansmarkeder”, og hvis det går rigtig galt, risikerer vi en ny nationalisme / etnocentrisme som reaktion frem for globale fælles politiske initiativer.

Et øjeblik under finanskrisen så det ganske vist ud til, at man kastede nyliberalismens og monetarismens modvilje mod statslige indgreb til side og greb tilbage til tidligere tideres keynesianske statslige økonomiske regulering og efterspørgselsstimulering for at forhindre finansiel og samfundsøkonomisk nedsmeltning. Men det var kun et midlertidgt itaktisk tilbagetog, for grundlæggende er markedsfundamentalisterne klar til, at alt andet end deres marked og formuer går under!

Knap var finanskapitalen reddet, før dens kamp mod politiske krav og bånd startede igen. Samtidig er kampen om regningen for finanskrisen gået ind og her har de store offentlige underskud som følge af redningsaktionerne dannet grundlag for en fornyet offensiv fra banker, erhvervsliv og højrefløj mod (velfærds)staten, Regningen skal betales med offentlige besparelser for at "sikre velfærdens kerne"og balance på budgetterne, mens skattelettelser i toppen skal fastholdes eller udbygges og banksektoren forkæles, fint illustreret med at f.eks. danske banker taler varmt mod selv små bankers lukning på det ellers frie marked og for en "bankpakke 4" -!

Finanskapitalens magt og vanetænkning truer væksten

De såkaldt ”nødvendige” offentlige besparelser opfylder nok finanskapitalens umiddelbare særinteresser ved at placere regningen for finanskrisen hos skatteyderne og velfærden. Men den nyliberalistiske politik med endnu flere skattelettelser til velhavere og virksomheder samtidig med færre udgifter til offentlige investeringer og sociale støtteordninger reducerer efterspørgslen endnu mere og sætter dermed den økonomiske vækst på spil i en situation, hvor den private sektor overalt i den vestlige verden er truet af lavvækst, så langt øjet rækker. Drømmen om nyliberalismen har ført til både kasinokapitalisme og krisekapitalisme.

Samtidig sætter tilbagetrængningen af velfærd og offentlig omfordeling, som følge af den forstærkede borgerlige klassekamp, den sociale sammenhæng og kontrakt i samfundet på spil. I stedet for samarbejde om at komme ud af den økonomiske klemme har finanskapitalen for anden gang siden 80'erne opsagt det politiske kompromis om velfærdstaten og erstattet det med mere og mere åbenlys borgerlig klassekamp.

Og ikke blot de gældsramte sydeuropæiske lande, men hele EU og tilmed USA oplever, hvorledes bankers og kapitalfondes valuta – og finansspekulationer gang på gang udfordrer det politiske system og sætter regeringer, parlamenter og demokrati skakmat. nyliberalismens drøm om en mere effektiv styring gennem "markedets usynlige hånd" er endt som en regulær kamp mod den politiske styring og i bund og grund mod demokratiet. Sammen med de mest ultraliberalistiske ideologers påstande om, at ”markedet er det bedste demokrati”, afslører det finanskapitalens grundlæggende antidemokratiske karakter.

Forsvar for velfærd, fred og demokrati

Hvorfor er det ikke kommet til et grundlæggende opgør med en økonomisk tænkning og politik, der så åbenlyst ikke holder, hvad den lover, men tværtimod skader vækst, sammenhæng og demokrati?

Der er naturligvis oplagte særinteresser bag fastholdelsen af markedsfundamentalismen, og man viger ikke tilbage - som vi nu ser over såvel Europa som USA i den såkaldte Tea-Party-bevægelse - for at forene kræfterne med en stadig mere nationalt og religiøst betonet ekstremkonservativ tankegang og politik på det mere sociokulturelle område.

USA's præsident Barack Obama, der i høj grad har forsøgt at optræde som en moderne Franklin D. Roosevelt, har været oppe imod to meget uheldige historiske omstændigheder: Dels kommer han efter to gigantiske gældsstiftere, der især ville finansiere topskattelettelser og krige: Reagan og Bush. Og dels er han kommet for tidligt til magten!

Roosevelt kom nemlig først til godt fire år efter finanssammenbruddet i 1929 og den efterfølgende økonomiske krise med en arbejdsløshed på 25%. Fra udbruddet af krisen i 1929 blev mellemkrigstidens store økonomiske krise på samme måde mødt med besparelser, krav om løntilbageholdenhed og slet og ret passivitet.Derfor var enhver markedsfundamentalisme grundigt diskrediteret på det tidspunkt, og Roosevelt slap afsted med en valgkamp, hvor han både lovede en "New Deal" og balance på´ budgetterne ...

I perioden 1933-37 reducedes arbejdløsheden i USA til 8%, men da Roosevelt mente det tid at prøve også at få balance på budgetterne, steg arbejdsløsheden igen til over 15%, og kun ødelæggelsen af såvel kapitalgoder som det meste af verden i historiens hidtil mest frygtelige krig skabte en "frisk start" med vækst og fuld beskæftigelse og keynesiansk politik i højsædet.

Blandt mange kloge og mindre kloge ting sagde Marx blandt andet, at hvis man ikke lærer af historien, er man dømt til at gentage den! Jeg håber inderligt, at alle demokratiske og ansvarligt tænkende mennesker sætter sig for ikke blot at lære af såvel den ældre som den nyere historie, men også at verden ikke igen skal høre et rungende JA til til det højre-demagogiske spørgsmål: "Ønsker I den totale krig?" Jeg er sågar villig til - som en anden kulturkristen Margrethe Vestager for nylig - at at gå ned på mine gamle knæ og bede til, at sådanne lidelser ikke igen skal til, før det kommer til et grundlæggende opgør med markedsideologien, markedskonservatismen og markedsstaten.

De ideologiske markedsprofeterne i økonomi og til dels politik repræsenterer ikke fremtidens stemme, men en efterklang af en fortidig – og farlig – markedsideologi. Drømmen om nyliberalismen ER punkteret. Vi er nødt til kæmpe os tilbage til demokratisk regulering af økonomien, tilbage til samarbejde om at bekæmpe krise, vækst og forarmelse og tilbage til en økonomisk tænkning med bund i realiteter frem for i ideologi.

Alliance mod finanskapitalen og dens antidemokratiske markedsfundamentalisme?

Derfor er jeg ved at nå frem til, at med den internationale finanskapital i total-amok og efterhånden forbundet med en stadig mere aggressiv kulturel og religiøs konservatisme, er der et stærkt behov for den bredest mulige globale alliance for FRED (for at undgå "kreativ kapitalødelæggelse" gennem krig), VÆKST (der er realøkonomisk, grøn, intelligent og socialt retfærdig og til fælles velfærd) og DEMOKRATI (som bygger på magtens tredeling samt retsstatsprincipper og på beskyttelse af individers og mindretals frihedsrettigheder).

I denne alliance bør alle være velkomne, der ikke tilhører finanskapitalens og de kulturkonservatives hårde kerne, som elsker at slå sig løs i derivater i stadig mere løsagtigt afledte værdier på op til 20 gange produktionskapitalens volumen eller politiske afledninger af en fundamentalistisk Bibellæsning og prædiken om civilisationernes kamp, og som ikke kan få nok af "credit swaps", der bytter rundt på alle værdier, så ingen reelt ved noget om værdipapirernes reelle værdi, mens de kulturkonservative laver politiske "blame swaps", så man skal tro, at de progressive kræfter har skabt den indeværende økonomiske krise frem for at søge at mildne den med keynesianske midler.

Velkomne bør således være alle, der bidrager til den reelle produktion af værdier, såvel lønmodtagere og kreative selvstændige samt de marginaliserede grupper - der gerne skal finde mere bedre måder at udtrykke deres måske nok forståelige vrede end som i Storbritannien for nylig, men indbydelsen gælder også den produktive kapital, som snart må være grundig træt af kreditklemmer, bankpakker, og at skulle stå med hatten i hånden fordi man ikke hedder Lehman Brothers ...