Laura og Martin, de to finalister fra X Factor, får i aften lov til at optræde for et kæmpe publikum, når de skal synge live på Rådhuspladsen i København.
Det forudser DRs underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme.
- Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg tror det bliver et tilløbsstykke. Den koncert, som TV-2 gav på pladsen i Aftenshowets regi i november sidste år, trak omkring 30.000 mennesker, og måske er den 25. marts dagen, hvor den rekord skal slås!, siger han.
Også pressechef i DR, Peter Kamp, forventer et større publikum end de 30.000. Han tror nærmere, at der kommer op mod 40.000 folk til for at høre Martin og Laura trykke den af, siger han ifølge iByen.dk.
Lad bilen blive hjemme
Koncerten begynder kl. 19.00, og der er fri adgang. Der kommer sandsynligvis titusindvis af mennesker, så DR anbefaler, at man kommer i god tid, og at man tager cyklen, bus, metro eller S-tog, da det er småt med parkeringspladser i Indre By.
Den store menneskemængde betyder også, at de busser, der normalt samler passagerer op på Rådhuspladsen, omdirigeres mellem klokken 17.30 og 20.30. Det drejer sig om linjerne 2A, 6A, 12, 26, 29, 33, 67, 68 og 250S.
Passagerer kan se, hvor de i det tidsrum kan stå på busserne, ved at følge anvisninger, der er hængt op på stoppestedernes skilte bag busterminalen, melder trafikselskabet Movia til iByen.dk.
Koncerten sendes også i radioen på DR P4.