Engang imellem træffer mennesker nogle beslutninger, som bliver afgørende for deres fremtid.

Indtil beslutningen tages står man ofte i et vadested og når den er taget føler man lettelse over overhovedet at have gjort det. Men efterfølgende i perioden op til beslutningen effektueres føler man, at nu står man i et nyt vadested. Du kan ikke gøre det samme, som før, du er nødt til at afvikle og give slip på tøjlerne.

Sådan har jeg haft det fra jeg besluttede at gå fra på mit arbejde, som mellemleder. I starten var jeg lettet over at have taget beslutningen, da jeg følte mig fysisk og psykisk utilpas i højere og højere grad.

Nu tre dage før jeg slutter træder jeg vande. Jeg er stadig glad for min beslutning, men giver også mere og mere slip. Jeg er der bare, min nærmeste medarbejder får blot gode råd om det daglige og personalepolitiske. Hun får lov til at få plads, hvad der sikkert er rigtigt.

Underligt ikke at have lyst til at bestemme mere. Underligt at glide stille ud og lukke dørene bag mig forsigtigt, i respekt for de medarbejdere som for størstedelens vedkommende har fulgt mig i mere end 10 år.

De har ænsket at lave en farvelfest for mig, og min familie. Oprindeligt ønskede jeg bare at liste stille af uden noget postyr. Men efterhånden gik det op for mig, at jeg havde så meget at takke dem for og derfor sagde Ja Tak.

Min familie er meget spændt på om den " Gamle" som altid har haft gang i meget kan vænne sig til ikke at have et fast arbejde. Tja, det er jeg også. Hvis ikke, så må jeg jo opfinde nye gøremål i fremtiden.