"Jeg ved ikke, hvad mit barn laver, og jeg vil heller ikke vide det!" Sådan får jeg lyst til at svare den anonyme mor, der i kølvandet på det seneste knivdrab spørger, hvor mange forældre, der ved, hvad deres barn laver.

Indrømmet, jeg provokerer lidt, men som far til en pige i første klasse kan jeg allerede nu se, hvor meget jeg ikke ved, om hendes liv. Det er fx over et år siden, at hun over morgenbordet spurgte, hvorfor mænd godt kan lide at stikke tissemanden ind i munden på damer. Jeg skal love for, at jeg vågnede op, og fik hjernen i omdrejninger for at finde på et svar, som passede til en helt almindelig pige på knapt seks år.

Så jeg kender bestemt til at føle mig udfordret og ønske mig tilbage til dengang, hvor jeg følte, at jeg vidste alt om hendes liv. Men efter min mening er det næppe muligt og slet ikke ønskeligt at kontrollere alt i vore børns liv i takt med, at de vokser til.

Før eller siden skal vi forældre jo give slip, og så er det eneste fornuftige da løbende at give dem al den frihed, de kan magte. Jeg har derfor ikke fidus til overvågningstiltag som internetfiltre. De gør det mere forbudt og dermed spændende, og før eller siden får ungerne alligevel adgang til hele herligheden, fordi filtret ikke virker eller via en kammerat, hvis pc ikke har filter. Så spørgsmålet er ikke, om børn støder på internettets mindre behagelige sider, med derimod hvor godt vi som forældre, lærere, osv. har formået at ruste dem til det.

Samtidig er det jo meget lettere at få barnet til at rette kursen, hvis det er vant til at føle sig ansvarligt. Så er det dødflovt at blive taget med fingrene i kagekassen, som da min datter imod mit udtrykkelige nej gik ned og købte slik med en veninde. I det tilfælde lugtede jeg ugler i mosen, og derfor ville jeg selvfølgelig opklare, om min mistanke var berettiget.