Tænk, at man i 2007 skal læse følgende:
»Vi har erkendt, at det er vigtigt at tage
udgangspunkt i børnenes biologiske køn, så her hos drengene er der gode
muligheder for, at man kan være meget fysisk og lege
konstruktionslege,« siger børnehavens daglige leder, Gitte Pors.
Pigerne
kan til gengæld lægge puslespil, tegne i malebøger, lege med dukker og
klæde sig ud. Disneys berømte figurer som Den Lille Havfrue og Askepot
pryder væggene.
Selvfølgelig er kønnene ikke ens, men vi ved stadig umådelig lidt om, hvor meget eller lidt af disse forskelle, der er genetisk hhv. kulturelt bestemt. Og generelt er det jo altså ikke sådan, at en genetisk prægning er sort/hvid; HVIS den overhovedet findes, er der typisk tale om, at man er disponeret for at reagere på bestemte måder på bestemte påvirkninger. Kommer disse påvirkninger ikke, sker der ingenting...
Hertil kommer, at vi som samfund selvfølgelig bør spørge os selv, om vi ønsker at forstærke eller modvirke en evt. genetisk disposition. Det er velkendt, at testosteron i et eller andet omfang hænger sammen med aggressivitet, men derfor accepterer vi jo ikke, at mænd nikker skaller fredag aften foran diskoteket - "han er jo mand, så han kan ikke gøre for, at han blev lidt sur..."
Hvorfor skal pigerne i børnehaven Triton så tvangsindlægges til lyserøde vægge og Disney-prinsesser og drengene til lyseblåt og fysisk aktivitet? Da jeg (årgang 1968) var lille, var der drenge, der gerne legede med dukker og piger der spillede fodbold, og sådan er det mig bekendt fortsat.
Så giv da for pokker børnene rum til selv at udforske, hvilken slags mennesker de gerne vil være. Vi kan selvfølgelig ikke forskåne dem for omverdenens påvirkninger - lille Ole vil stadig skulle være lidt ekstra stålsat for at lege med dukker, hvis han ved, at hans far synes, at rigtige drenge spiller fodbold, eller hvis de andre drenge driller ham for det.
I denne sammenhæng kan der måske være en vis ræson i at arbejde med kønsopdelte grupper, så alle drengene er i samme båd, når de leger blide, "pigede" lege, og omvendt. Spørgsmålet er dog, om ikke en langt bedre løsning er, at give børnene mere plads. Mange konflikter vil simpelthen aldrig opstå, hvis børnene ikke konstant render ind i hinanden og konkurrerer om de samme alt for få (og ofte dødtriste) kvadratmeter.
Så kunne Villads, Fie og Ahmed i fred og ro lege far, mor og børn, mens Cecilie, Ayse og Mikkel slås med actionfigurer og dermed tager et lillebitte skridt på den lange vej til at blive unikke og helstøbte voksne mennesker.